Legislator Case Law & Legislation
W19910395025 DK

Tidspunkt for optagelse i arbejdsløshedskasse som dimittend - afslutning af kandidatuddannelse med speciale udført som prisopgave.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 3950 Valid

Tidspunkt for optagelse i arbejdsløshedskasse som dimittend - afslutning af kandidatuddannelse med speciale udført som prisopgave.

En arbejdsløshedskasse modtog den 11. januar 1991 begæring om optagelse i kassen. Det anførtes på begæringen, at ansøgerens uddannelse afsluttedes den 17. december 1990, men at forhåndsgodkendelse manglede.

Studienævnet, Århus Universitet, bekræftede den 8. januar 1991, at pågældende havde afsluttet sin kandidatuddannelse, bortset fra specialet. En forhåndsgodkendelse af specialet kan først gives, når en indstilling af specialet som prisopgave er afgivet til bedømmelse til rektor. En sådan indstilling skal efter gældende regler for bedømmelse afgives af fagrådet senest 6 måneder efter, at besvarelsen er godkendt.

Ansøgeren henviste til, at prisopgaven var blevet udskrevet på foranledning af hans specialevejleder netop med henblik på ham (sådan bliver en meget stor andel af prisopgaverne til). I dette forhold ligger yderligere en garanti for, at besvarelsen af prisopgaven vil kunne accepteres som speciale.

Kassen meddelte, at pågældende ikke på tidspunktet for kassens modtagelse af hans optagelsesbegæring kunne optages som medlem på baggrund af reglerne for nyuddannede, idet der ikke forelå en forhåndsgodkendelse af hans speciale. Kassen anså derfor ikke uddannelsen for afsluttet i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

Pågældende anførte, at han den 28. december 1990 indleverede sit speciale som prisopgave 1991. Fordi specialet samtidig var en prisopgave, skulle det først bedømmes som sådan, inden han kunne få det forhåndsgodkendt som speciale. Der kunne derfor gå længere tid end normalt, før en forhåndsgodkendelse kunne forventes. Selv om han ikke på tidspunktet for begæring om optagelse havde været i stand til at opnå en forhåndsgodkendelse mente han, at han opfyldte betingelserne for optagelse.

Den 6. maj 1991 har Studienævnet for Statskundskab og Samfundsfag godkendt pågældendes speciale.

Direktoratet meddelte, at pågældendes optagelse tidligst kunne få virkning fra den 6. maj 1991, hvor der forelå en forhåndsgodkendelse, og hvor der var sikkerhed for, at uddannelsen var gennemført, og den afsluttende eksamen bestået, jf. direktoratets bekendtgørelse af 19. august 1988, § 1, stk. 2, og vejledningen af 17. maj 1990 til bekendtgørelsen, punkt 4.5.5.

Direktoratet henviste til, at i det konkrete tilfælde, hvor specialet samtidig er udført som prisopgave, sidestilles en godkendelse af prisopgavens bedømmere med censors godkendelse, således at pågældende ikke også skal afvente censors bedømmelse af specialet.

I klagen til ankenævnet henvistes til, at pågældende allerede inden han afleverede sit speciale kontaktede kassen, og han blev ikke advaret om, at der kunne blive problemer. Han mente ikke, at han havde modtaget den nødvendige rådgivning, som ville have sat ham i stand til at afslutte sin uddannelse allerede omkring den 1. januar 1991 og optaget i kassen fra dette tidspunkt.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre sin afgørelse og bemærkede, at pågældende selv har truffet beslutningen om, at hans speciale blev indleveret som prisopgave vel vidende, at der kunne gå op til 1/2 år, før opgaven blev bedømt.

Direktoratet fandt ikke, at reglerne kunne fraviges på grund af påskønnelsesværdige personlige ambitioner.

Pågældende anførte bl.a. hertil, at hans sag handlede om, at hverken universitetsadministrationen eller arbejdsløshedskassen var klar over, at hans problem skulle løses gennem en forhåndsgodkendelse fra en af bedømmelsesudvalgets medlemmer som erstatning for forhåndsgodkendelse fra censor. Denne underskrift kunne, skulle og burde universitetsadministrationen have sikret sig på eget initiativ samme dag, bedømmelsesudvalget blev nedsat, og der ville aldrig have været en sag.

Ankenævnet var enig med direktoratet i, at der først var tilstrækkelig dokumentation for uddannelsens afslutning den 6. maj 1991, og at medlemmet derfor først på dette tidspunkt opfyldte betingelserne for optagelse i kassen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra c.

Ankenævnet tiltrådte derfor Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1991 3950 Valid

Et medlem anmodede om optagelse på dimittendvilkår efter at have afsluttet sin kandidatuddannelse den 17. december 1990, bortset fra specialet. Den 28. december 1990 afleverede medlemmet sit speciale, der samtidig var udført som prisopgave. Opgaven kunne først forhåndsgodkendes som speciale, når opgaven var bedømt som prisopgave.

Ankenævnet fandt, at der først den 6. maj 1991, hvor der forelå forhåndsgodkendelse af specialet var tilstrækkelig dokumentation for uddannelsens afslutning, og at medlemmet derfor først på dette tidspunkt opfyldte betingelserne for optagelse i kassen efter reglen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra c.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →