Legislator Case Law & Legislation
W19910394525 DK

Overførsel af overskydende timer. Rådighedsvederlag for 40 timers rådighed anset for lønandel.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1991 3945 Valid

Overførsel af overskydende timer. Rådighedsvederlag for 40 timers rådighed anset for lønandel.

Et medlem blev den 21. juli 1990 hyret som matros på et skib, og afmønstrede den 16. marts 1991.

Den 2. april 1991 henvendte han sig på arbejdsformidlingen og anmodede herefter om dagpenge.

Medlemmet var ansat i henhold til rederiets overenskomst med Sømændenes Forbund i Danmark samt sømandsloven under D.I.S. Ifølge overenskomst mellem Dansk Rederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark, § 4 a, stk. 1 og 2, er den månedlige arbejdstid 165 timer. Den månedlige hyre er fastsat for en arbejdsydelse på 205 timer, hvorfor 40 timers merarbejde er dækket af den månedlige hyre. Arbejdstid derudover betales med overtidsbetaling, jf. overenskomstens § 2, stk. 2.

Ud over medlemmets hyre blev der udbetalt 1.644 kr. for 40 timers rådighed månedligt. Overarbejdstimer derudover blev afregnet med 41,10 kr. i timen.

I medlemmets hyreregnskab for januar 1991 var påført en overarbejdstime. Der var ikke yderligere overarbejdstimer i den resterende forhyringsperiode.

Arbejdsløshedskassen fandt, at der skulle overføres 41 timer, før medlemmet kunne få dagpenge.

Direktoratet bemærkede, at opgørelsestidspunktet skulle regnes fra 13 uger forud for tilmelding til arbejdsformidlingen den 2. april 1991, hvilket medførte, at der skulle opgøres arbejdstimer for uge 1 til og med uge 13 i 1991.

Direktoratet lagde til grund, at rådighedsbeløbet på 1.644 kr. svarede til, at medlemmet havde haft en forpligtelse til at arbejde i 40 timer ud over fagets normale arbejdstid, hvorfor medlemmet i januar 1991 har arbejdet i 41 timer ud over fagets almindelige arbejdstid, idet der ud over rådighedsbeløbet blev udbetalt 41,10 kr. for en times overarbejde.

Direktoratet lagde videre til grund, at medlemmet efter det oplyste i uge 13/1991 havde normal arbejdstid til og med den 27. marts 1991, hvorfor medlemmet i uge 13/1991 havde 3 dages arbejde a 7,4 timer, ialt 22,2 timer. Medlemmet havde derfor afviklet 37 timer - 22,2 timer, d.v.s. ialt 14,8 timer i uge 13/1991.

De overskydende timer fra opgørelsesperioden blev således opgjort til 41 timer - 14,8 timer, og medlemmet ville herefter først være dagpengeberettiget efter ledigmeldelsen den 2. april 1991, når der var afspadseret ialt 26,2 overskydende timer.

I klagen blev det anført, at der ikke bør trækkes for hele rådighedsbeløbet, fordi overgrænsen overskrides.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre sin afgørelse og bemærkede, at medlemmet som en del af sin faste hyre får et rådighedsvederlag på 1.644 kr. pr. måned. Rådighedsvederlaget modsvares af en forpligtelse for medlemmet til at arbejde 40 timer pr. måned ud over den overenskomstmæssige fulde normale arbejdstid. Rådighedsvederlaget kommer til udbetaling, uanset om der faktisk præsteres de 40 timers arbejde. Direktoratet lagde derfor ved afgørelsen til grund, at medlemmet i januar 1991, hvor han modtog overarbejdsbetaling for 1 times overarbejde, faktisk har arbejdet de 40 timer, som dækkes af rådighedsvederlaget. Medlemmet havde således ialt 41 timers arbejde ud over fagets normale overenskomstmæssige arbejdstid i januar 1991.

Direktoratet oplyste, at afgørelsen var i overensstemmelse med direktoratets hidtidige praksis på området.

Arbejdsmarkedets Ankenævn lagde til grund, at det til medlemmet udbetalte beløb på 1.644 kr. måtte anses for en lønandel, og at medlemmets overenskomstmæssige nettohyre måned for måned var den samme, idet beløbet udbetales, uanset om der var præsteret et til rådighedsforpligtelsen svarende antal arbejdstimer.

På denne baggrund fandt ankenævnet, at der ikke var tilstrækkelig klar hjemmel til at fastslå, at der i tilfælde, hvor der var ydet en egentlig overtidsbetaling, også skulle ske overførsel af de 40 timer, som var dækket af den normale overenskomstmæssige hyre.

Da den overarbejdstime, som medlemmet havde fået betaling for, måtte anses for afviklet i uge 13/1991, skulle medlemmet ikke udelukkes fra dagpenge på grund af timeoverførselsreglerne, da han meldte sig ledig den 2. april 1991.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1991 3945 Valid

Et medlem, der var beskæftiget som matros, modtog udover sin hyre 1.644 kr. for 40 timers rådighed månedligt. I medlemmets hyreregnskab for januar 1991 var påført en overarbejdstime.

Ifølge medlemmets overenskomst var den månedlige arbejdstid 165 timer. Den månedlige hyre var fastsat for en arbejdsydelse på 205 timer, idet den månedlige arbejdstid var 165 timer, hvorfor 40 timers merarbejde var dækket af den månedlige hyre. Arbejdstid herudover skulle betales med overtidsbetaling.

Ankenævnet lagde til grund, at det til medlemmet udbetalte beløb på 1.644 kr. måtte anses for en lønandel, og at medlemmets overenskomstmæssige nettohyre måned for måned var den samme, idet beløbet udbetaltes, uanset der var præsteret et til rådighedspligten svarende antal arbejdstimer.

På denne baggrund fandt ankenævnet, at der ikke var tilstrækkelig klar hjemmel til at fastslå, at der i tilfælde, hvor der var ydet en egentlig overtidsbetaling, også skulle ske overførsel af de 40 timer, som var dækket af den normale overenskomstmæssige hyre.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →