Overgang fra deltids- til fuldtidsforsikring. Feriedage og søgnehelligdage i 13 ugers perioden kan ikke forlænge denne.

Overgang fra deltids- til fuldtidsforsikring. Feriedage og søgnehelligdage i 13 ugers perioden kan ikke forlænge denne.

Et deltidsforsikret medlem af en arbejdsløshedskasse, der var ansat som husassistent ved en kommune, fik pr. 1. november 1990 ændret sin arbejdstid til 32 timer pr. uge. Den 27. oktober 1990 anmodede medlemmet om at få ændret sin status til fuldtidsforsikring.

Kassen afslog at ændre medlemmets status på baggrund af dokumentationsperioden fra den 1. november 1990 til den 31. januar 1991. Medlemmet indsendte herefter dokumentationsmateriale vedrørende perioden fra den 1. januar til den 31. marts 1991, hvoraf fremgår, at medlemmet afholdte 3 feriedage, foruden der i perioden var en søgnehelligdag.

Kassen fandt heller ikke, at medlemmet på dette grundlag opfyldte betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 68, stk. 3, idet medlemmet i den omhandlede periode havde haft 379,5 arbejdstimer, og kassen tilføjede, at selv om man medregnede den 31. december 1990 eller den 1. april 1991 ville medlemmet ikke opfylde kravet om 13 ugers beskæftigelse med mere end 390 arbejdstimer.Medlemmet anførte, at hun ifølge loven har ret til at afholde 30 dages ferie om året, og at det herefter vil være næsten umuligt at finde 13 uger uden afbrydelse.

Direktoratet meddelte, at den omstændighed, at det ikke direkte er anført i § 68, stk. 3, at arbejdskravet ikke kan opfyldes ved hjælp af løntimer, bag hvilke der ikke ligger faktisk arbejde, ikke ændrer ved den generelle fortolkning i arbejdsløshedsforsikringsloven af »arbejde«, forstået som faktiske arbejdstimer. Direktoratet meddelte videre, at det af direktoratets vejledning af 3. oktober 1990 fremgår, at 13-ugers perioden ikke kan forlænges.

Direktoratet fandt herefter ikke, at medlemmet havde kunnet opfylde kravet om et gennemsnitligt timetal på mere end 30 timer pr. uge i de første 13 uger af 1991.

Direktoratet tilføjede, at i medlemmets tilfælde, hvor hun kun arbejder 32 timer ugentligt, måtte hun forsøge at finde 13 uger, hvori hun hverken holdt ferie og i hvilken, der heller ikke forekom søgnehelligdage, for at kunne opfylde kravet om mere end 390 timer i perioden.

Medlemmet klagede over direktoratets afgørelse uden yderligere bemærkninger, og direktoratet fastholdt den trufne afgørelse uden yderligere tilføjelser.

Kassen anførte, at den fandt det ganske urimeligt, at et medlem, som er ansat til mere end 30 timers beskæftigelse om ugen ikke kan ændres fra del- til fuldtidsforsikret medlemskab, hvis der i 13 ugers perioden forekommer ferie, søgnehelligdage, sygdom el.lign., fordi det ikke er muligt at forlænge perioden med sådanne fraværsdage.

Dette medlem ville i en optagelsessituation være berettiget til fuldtidsforsikret medlemskab, idet ferie, søgnehelligdage m.v. giver ret til forlængelse af 10 ugers perioden.

Kassen anførte videre, at kassens medlemmer finder det ganske uforståeligt, at der skal være så stor forskel mellem optagelsessituationer og oprykningssituationen, ligesom det kan være umuligt at forklare, at medlemmet på den ene side er forpligtet til at anmelde overtagelse af fuldtidsarbejde, mens kassen på den anden side gentagne gange bliver nødt til at afslå at foretage ændringen, når der foreligger sådant helt almindeligt forekommende fravær i et arbejdsforhold.

Det kan ikke være tilsigtet, at medlemmer i sådanne tilfælde skal vælge mellem at forblive deltidsforsikrede eller lade sig udmelde for straks efter at blive optaget som fuldtidsforsikrede.

Ankenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte direktoratets afgørelse, hvorefter pågældende ikke opfyldte betingelserne for overflytning til fuldtidsforsikring på grundlag af arbejde i perioden 1. januar - 31. marts 1991, idet medlemmet i den omhandlede periode ikke havde haft arbejde som lønmodtager med et gennemsnitligt timetal på mere end 30 timer pr. uge i en sammenhængende periode på 13 uger.

Ankenævnet har herved lagt vægt på forarbejderne til bestemmelsen, hvoraf fremgår, at den seneste formulering er begrundet i et ønske om en objektiv og let administrerbar regel.

Ankenævnet fandt således ikke grundlag for at anvende de administrative regler, der knytter sig til optagelsesbestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, d.v.s. direktoratets bekendtgørelse nr. 499 af 19. august 1988, hvorefter der kan ske forlængelse for ferie, søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage, analogt, ligesom der heller ikke ses at foreligge en sådan situation, at der er grundlag for at anvende de regler, der knytter sig til bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 analogt.

Ankenævnet tiltrådte således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Offentliggjort i Meddelelser fra DFA nr. 45/91.

Et medlem fik forøget sin arbejdstid til 32 ugentlige timer og anmodede om at få ændret sin status fra deltidsforsikring til fuldtidsforsikring. I den valgte 13 ugers periode havde medlemmet haft 3 feriedage, foruden der var en søgnehelligdag.

Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for overflytning til fuldtidsforsikring, idet medlemmet i den omhandlede periode ikke havde haft arbejde som lønmodtager med et gennemsnitligt timetal på mere end 30 timer pr. uge i en sammenhængende periode på 13 uger.

Ankenævnet lagde vægt på forarbejderne til bestemmelsen, hvoraf fremgår, at den seneste formulering er begrundet i et ønske om en objektiv og let administrerbar regel.

Ankenævnet fandt således ikke grundlag for at anvende de administrative regler, der knytter sig til optagelsesbestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, d.v.s. direktoratets bekendtgørelse nr. 499 af 19. august 1988, hvorefter der kan ske forlængelse for ferie, søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage, analogt, ligesom der heller ikke sås at foreligge en sådan situation, at der var grundlag for at anvende de regler, der knytter sig til bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 analogt.