Omfanget af personlig arbejdsindsats i ægtefælles virksomhed - tilfældig bistand.

Omfanget af personlig arbejdsindsats i ægtefælles virksomhed - tilfældig bistand.

Et medlem blev tilmeldt momsregisteret pr. 1. november 1984 for firmaet NN, som drev engroshandel, bogføringsvirksomhed og bureauvirksomhed. NN Service blev afmeldt ved konkurs den 10. marts 1988.

Medlemmets senere hustru blev momsregistreret i sit eget navn ved påbegyndelse af selvstændig virksomhed med regnskab og bogføring den 1. juli 1986.

Den 1. marts 1988 påbegyndte hustruen NN Products, fremstillingsvirksomhed, hvis vigtigste varegruppe var afspærringsliner med refleks. Samtidig blev hun delregistreret under sit eget navn for regnskabs- og bogføringsvirksomhed.

Toldvæsenet oplyste den 21. juni 1989, at ingen af hustruens registreringsforhold var afmeldt fra registrering.

Medlemmet oplyste på ledighedserklæring af 22. marts 1988, at han var ophørt med enkeltmandsvirksomhed NN Service, en gros handel, den 10. marts 1988, hvor han blev erklæret konkurs. Virksomheden var påbegyndt den 1. marts 1987. Medlemmet svarede nej til spørgsmålet, om medlemmet eller hans ægtefælle havde konkrete planer om at etablere sig som selvstændig erhvervsdrivende.

Samtidig oplyste medlemmet, at hans hustru siden 1. juli 1986 drev selvstændig virksomhed med revision og bogføring. Medlemmet var ikke beskæftiget i denne virksomhed.

På begæring om feriedagpenge, oktober 1988, svarede medlemmet nej til spørgsmålet, om medlemmet eller hans ægtefælle/samlever drev selvstændig virksomhed. Arbejdsformidlingen anmodede arbejdsløshedskassen om en udtalelse, idet der ved en stikprøve var konstateret uoverensstemmelser vedrørende medlemmets oplysninger om beskæftigelse i ledighedsperioden. Kontoret havde fra skattevæsenet modtaget 19 kopier af regnskabsmateriale for NN Products for 1988 og 2 kopier af revisorerklæring fra to skatteyderes regnskaber for 1988, underskrevet af medlemmet. Det første bilag med medlemmets underskrift var dateret 30. marts 1988.

Kontoret fandt, at medlemmet havde været beskæftiget i ægtefællens virksomhed fra marts 1988 og havde virket som revisor i 1989. Medlemmet havde efter kontorets opfattelse modtaget dagpenge i 1988 med urette og burde tilbagebetale 86.075 kr.

Medlemmet forklarede i et brev, at han påbegyndte selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse med regnskabsføring og revision samt en gros handel i 1984 og udvidede den til hovederhverv i 1987, fortrinsvis lagt an på en gros handel. Medlemmets hustru indgik, efter at de var blevet gift den 24. december 1987, som medarbejder i medlemmets firma og fortsatte som indehaver af sit eget.

Medlemmet havde på intet tidspunkt villet skjule, at hans hustru drev en mindre virksomhed som selvstændig. Derfor var der svaret ja til spørgsmålet herom på ledighedserklæringen.

Vedrørende de 19 bilag som medlemmet havde underskrevet - ud af i alt ca. 1.000 bilag for 1988 - angik 3 stk. kvittering for modtagelse af pakker, der kom til huset. 6 fakturaer angik tidligere udarbejdede regnskaber for private bekendte gennem flere år.

I de første måneder efter konkursen havde hustruen et par bekendte til at køre for sig på ren provisionsbasis sideløbende med deres egen virksomhed i forsøg på at markedsføre produktion af refleksliner. I 1988 blev der udbetalt ca. 14.500 kr. i provision/kørselsudgifter.

Medlemmet havde tidligere handlet med firmaet Z, hvor han var den eneste mand i sit firma, og dette var grunden til, at firmaet ville gå ud fra, at en mand, der henvendte sig fra hustruens virksomhed måtte være medlemmet.

Vedrørende leje af kassevogn havde medlemmet fire gange hentet vognen for en af dem, der hjalp hustruen og derfor medbragte varer, han ikke kunne have i sin egen bil. I november 1988 havde medlemmet lejet vogn for at hjælpe sin hustru med at flytte varelager/inventar.

Angående mekanikerregningen havde medlemmet sandsynligvis hentet bilen og bedt om at få regningen skrevet til firmaet, hvorefter medlemmets eget navn var blevet påført.

På kassens anbefaling havde medlemmet deltaget i iværksætterkursus fra 9. januar til 26. maj 1989, og i denne periode havde han søgt job flere steder.

Kassen sendte den 21. juni 1990 diverse bilag til arbejdsformidlingen og oplyste bl.a., at dagpengekort fra 20. november til 17. december 1989 var bortkommet.

Medlemmet oplyste i brev af 19. juli 1990 bl.a., at han ikke havde haft nogen regnskabsklienter selv, og at det aldrig var blevet til noget med at begynde for sig selv efter sommeren 1988. Medlemmet havde ikke haft nogen form for beskæftigelse og havde derfor intet opgivet på dagpengekortene. Dokumentation for andres beskæftigelse i hustruens firma ville kunne hentes hos skattevæsenet.

Kassen meddelte den 21. august 1990, at der ikke var grundlag for at stille krav om tilbagebetaling af dagpenge, idet det af Arbejdsformidlingen fremsendte materiale ikke umiddelbart gav grundlag for at antage, at medlemmet havde været beskæftiget i ægtefællens virksomhed i et sådant omfang, at det skulle kunne have indvirkning på dagpengeretten.

Kassen havde lagt vægt på medlemmets oplysninger, som kassen ikke umiddelbart fandt at kunne tilsidesætte, og som i alt det væsentlige på fyldestgørende vis kommenterede de af Arbejdsformidlingen fremsendte bilag, som efter kontorets opfattelse skulle kunne danne grundlag for krav mod medlemmet om tilbagebetaling af dagpenge.

Kassen fandt således, at de kvitteringer, som medlemmet havde afgivet i 1988 og 1989 i det væsentlige måtte betragtes som ydelse af hjælp i enkeltstående forhold i egenskab af ægtefælle.

Arbejdsformidlingen indberettede sagen til kassen og direktoratet med indstilling om, at medlemmet skulle tilbagebetale 86.075 kr. for 1988 og 120.234 kr. for 1989 samt slettes for svig for forholdet.

Kassen fastholdt sin indstilling og tilføjede, at såfremt direktoratet skulle finde, at der forelå dokumentation for arbejde, måtte det anses for sådanne enkeltstående opgaver, at det ikke kunne rubriceres som medarbejdende ægtefælle eller udøvelse af selvstændig virksomhed, men alene ville kunne medføre, at der eventuelt burde have været oplyst enkelte arbejdstimer på dagpengekortene hvilket kunne have medført fradrag i dagpengeudbetalingerne.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen fandt, at medlemmet måtte anses for at have været beskæftiget i sin ægtefælles virksomhed efter konkursen.

Direktoratet lagde bl.a. vægt på de 19 bilag, hvoraf medlemmet havde underskrevet de 18, sammenholdt med medlemmets forklaring over for arbejdsløshedskassen og skatteregnskaberne for NN Products sammenholdt med skatteregnskaberne for NN Service og NC Revision.

Direktoratet fandt det ikke sandsynliggjort, at medlemmets beskæftigelse kun havde været af så ringe og tilfældig karakter, at han alene var omfattet af bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning for dagpengenes størrelse.

Under hensyn til, at medlemmets ægtefælle havde været beskæftiget i den af medlemmet indtil konkursen drevne virksomhed inden for samme branche som den af ægtefællen drevne regnskabs- og revisionsvirksomhed, og som den af ægtefællen umiddelbart før konkursen påbegyndte virksomhed, måtte ægtefællen anses for at videreføre den af medlemmet drevne virksomhed.

Da medlemmet efter det oplyste havde deltaget i virksomheden efter konkursen i mere end ubetydeligt omfang, kunne han ikke anses for endeligt ophørt med drift af selvstændig virksomhed i henhold til direktoratets bekendtgørelse nr. 418 af 14. juni 1989 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, idet han ikke opfyldte de i § 4 opstillede betingelser for at kunne anses for at være ophørt mere end midlertidigt med sit personlige arbejde i virksomheden, som blev videreført af hans ægtefælle.

Medlemmet burde have oplyst sin arbejdsløshedskasse om, at han var beskæftiget i sin ægtefælles virksomhed, lige som han burde have påført dagpengekortene det antal timer, som han anvendte herpå. Kassen ville herefter have haft mulighed for at tage stilling til, hvorvidt medlemmet ville være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge.

Direktoratet fandt efter det oplyste, at medlemmet kunne anses for at have handlet groft uagtsomt i forbindelse med udfyldelse af dagpengekort m.v., således at han skulle tilbagebetale de dagpenge, som han havde modtaget efter sin konkurs, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Direktoratet havde anmodet arbejdsløshedskassen om at træffe afgørelse om tilbagebetalingsbeløbets størrelse.

Direktoratet fandt endvidere, at medlemmet skulle idømmes en uges effektiv karantæne på grund af forseelsen over for kassen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Arbejdsløshedskassen har anket under henvisning til kassens afgørelse, idet medlemmets dispositioner alene måtte betragtes som hjælp i enkeltstående forhold i egenskab af ægtefælle, hvorfor der ikke skulle ske fradrag i dagpenge/feriedagpenge, subsidiært at fradrag alene skulle foretages efter direktoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning for dagpengenes størrelse.

Kassen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte medlemmets forklaring om omfanget og årsagen til medlemmets særdeles moderate beskæftigelse.

Der var ikke fremkommet dokumentation for væsentlig beskæftigelse, og det måtte anses for særdeles tvivlsomt, at medlemmet skulle have arbejdet som medarbejdende ægtefælle i hustruens virksomhed.

Såfremt ankenævnet måtte finde, at medlemmet havde været beskæftiget i virksomheden i et sådant omfang, at det måtte karakteriseres som mere end ubetydeligt, således at medlemmet ville være omfattet af bekendtgørelse nr. 418 af 14. juni 1989 og dermed fuldstændig afskåret fra ret til dagpenge/feriedagpenge i hele perioden fra konkursen den 10. marts 1988 og frem til 11. december 1989, idet betingelserne for ægtefælleudtræden ikke var opfyldt, fandt kassen, at den manglende opgivelse af arbejdstimer på dagpengekort eller manglende oplysning om selvstændig virksomhed måtte virke skærpende i et sådant omfang, at 38 timers effektiv karantæne ville være for mild en sanktion.

I så fald indstillede kassen svigsslettelse med virkning fra konstateringstidspunktet den 22. maj 1990.

Kassen henviste til ankenævnets afgørelse i en tidligere sag.

Kassen havde meddelt medlemmet afgørelse om, at han skulle tilbagebetale i alt 206.309 kr.

Medlemmet har i sin anke oplyst, at han havde haft sin virksomhed som hobby ved siden af fuldtidsansættelse som lønmodtager indtil 1. marts 1987, hvor han begyndte som selvstændig og ansatte en tidligere kollega. Medlemmets hustru fortsatte sin regnskabsvirksomhed men passede indimellem telefon for medlemmet og førte regnskab.

Efter konkursen i marts 1988 fortsatte hustruen sin regnskabsvirksomhed og startede en produktion af afspærringsliner. Afspærringslinerne havde medlemmet hidtil købt i Norge, og ægteparret havde ikke tidligere selv fremstillet dem.

En bekendt havde tilbudt at forsøge at sælge handelsvarer for hustruen på provisionsbasis, men da det ikke gav rimeligt overskud, ophørte ordningen efter ca. 1/2 år. Der var således ikke tale om, at hustruen videreførte den af medlemmet drevne virksomhed. Efter medlemmets personlige konkurs blev al post til medlemmet personligt og til hans tidligere firma omadresseret til konkursboets advokat og derefter ca. hver 14. dag udleveret til medlemmet, såfremt den intet havde med firmaet eller med medlemmets økonomi i øvrigt at gøre. Dette foregik i hele 1988 og frem til foråret 1989.

I hele perioden efter konkursen og indtil påbegyndelse af jobtilbud i december 1989 forsøgte medlemmet at finde arbejde og deltog i iværksætterkursus.

Medlemmet sendte samtidig kopi af bevis for deltagelse i iværksætterkursus samt udskrift vedrørende feriedagpenge i oktober 1988.

Direktoratet fandt ikke fundet grundlag for at ændre sin afgørelse.

Uanset omfanget af medlemmets deltagelse i virksomheden efter konkursen kunne medlemmets konkurs ikke anses for dokumentation for, at han var endeligt ophørt med drift af selvstændig virksomhed.

Direktoratet henviste bl.a. til, at det fremgik af skatteregnskaberne, at hustruens virksomheder - bortset fra produktion af refleksstriber, som hidtil havde været forhandlet af medlemmets virksomhed -blandt andet bestod af regnskabsføring og salg af handelsvarer. Disse funktioner var identiske med en del af funktionerne i den konkursramte virksomhed.

Da ægtefællerne havde drevet virksomhederne i fællesskab indtil konkursen, medførte denne ikke nogen dokumentation for, at medlemmets arbejdsfunktioner var bortfaldet eller overtaget af andre.

Ankenævnet fandt, at medlemmet måtte anses for endeligt ophørt med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse ved konkursen den 10. marts 1988.

Ankenævnet fandt det ikke godtgjort, at medlemmet - uanset at han har skrevet under på en række bilag - havde ydet en personlig arbejdsindsats i hustruens virksomhed af en sådan karakter og omfang, at han fortsat skulle betragtes som selvstændig erhvervsdrivende. Ankenævnet fandt således, at medlemmets dispositioner i hustruens virksomhed havde karakter af tilfældig bistand.

Arbejdsmarkedets Ankenævn anmodede direktoratet om på dette grundlag at tage stilling til, om medlemmets aktiviteter havde haft en sådan karakter, at de bør medføre fradrag i hans dagpenge efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Ingen

Et medlem ophørte ved konkurs den 10. marts 1988 med at drive virksomhed med engroshandel, bogføring og bureauvirksomhed, »NN Service«. Efter konkursen havde medlemmet underskrevet 18 bilag, der vedrørte ægtefællens virksomhed, »NN Products«.

Ankenævnet fandt, at medlemmet måtte anses for endeligt ophørt med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse ved konkursen.

Ankenævnet fandt det ikke godtgjort, at medlemmet - uanset at han havde skrevet under på en række bilag - havde ydet en personlig arbejdsindsats i hustruens virksomhed af en sådan karakter og omfang, at han fortsat skulle betragtes som selvstændig erhvervsdrivende. Ankenævnet fandt således, at medlemmets dispositioner i hustruens virksomhed havde karakter af tilfældig bistand.

Ankenævnet anmodede direktoratet om at tage stilling til, om medlemmets aktiviteter havde haft en sådan karakter, at de burde medføre fradrag i dagpengene.