Fortolkning af begrebet konfliktberørt virksomhed.

Fortolkning af begrebet konfliktberørt virksomhed.

Medlemmer af Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse, der arbejdede på A/S Vestfrost, nedlagde arbejdet i perioderne fra den 21. - 26. marts 1990 og fra den 27. marts - 4. april 1990.

Den 28. marts 1990 hjemsendte A/S Blika 46 medlemmer af De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse og et medlem af Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse i 5 dage grundet afsætningsvanskeligheder på grund af arbejdskonflikten hos virksomhedens største kunde, A/S Vestfrost. De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse, Esbjerg afdeling, meddelte, at der i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 61, stk. 2, nr. 1, ikke kunne udbetales dagpenge til de berørte medlemmer. De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse henviste til, at Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasses lokale afdeling havde samme opfattelse.

De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse, hovedledelsen, meddelte, at den ændrede afdelingens afgørelse, idet kassen lagde til grund, at A/S Blika måtte betragtes som en selvstændig virksomhed i § 61's forstand.

De 46 medlemmer havde herefter ikke været beskæftiget på den konfliktberørte virksomhed (A/S Vestfrost), og de var derfor berettigede til at modtage dagpenge under deres ledighed i de nævnte 5 dage i den udstrækning de i øvrigt opfyldte betingelserne for at modtage dagpenge.

Kassen lagde ved fastlæggelse af virksomhedsbegrebet i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 61 vægt på, at A/S Blika havde en selvstændig ledelse og produktion, hvor medarbejderne ikke kunne siges at have et »neutralitetsproblem« ved eventuelle konflikter på A/S Vestfrost.

Kassen har henvist til, at virksomhedsbegrebet havde været drøftet i relation til varslingsreglerne, og at man i denne relation betragtede de 4 enheder, som A/S Vestfrost består af, som selvstændige virksomheder.

Af sagen fremgår, at A/S Blika den 20. maj 1985 blev overtaget af A/S Vestfrost, der producerer hårde hvidevarer. A/S Blika, der bl.a. producerer trådvarer til køkken- og køleskabsfabrikker, videreførte sin produktion efter overtagelsen stort set uændret som selvstændig virksomhed med selvstændig ledelse. Med hensyn til lønfastsættelsen fremgår det, at der fortsat førtes særskilte lønforhandlinger i henhold til Jernets Overenskomst med A/S Blika's ledelse, at lønnen ikke var den samme som på A/S Vestfrost-koncernens øvrige selskaber, og at lønforhandlingerne ikke havde haft afsmittende virkning mellem A/S Blika og de øvrige selskaber.

Af Kraks vejviser for dansk Erhvervsliv 1991 fremgår det, at direktøren i A/S Blika er medlem af direktionen i A/S Vestfrost, og at den samlede direktion i A/S Vestfrost er medlemmer af bestyrelsen i A/S Blika og udgør 4 ud af den samlede bestyrelse på 7.

Hovedledelsen i Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse meddelte den 22. februar 1991, at den anså A/S Blika som en selvstændig virksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 61.

Direktoratet meddelte den 18. april 1991, at direktoratet ud fra de foreliggende oplysninger fandt, at A/S Blika og A/S Vestfrost måtte anses for en virksomhed i forhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 61.

Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at der er en snæver produktionsmæssig og ledelsesmæssig sammenhæng mellem virksomhederne samt at A/S Vestfrost ejer A/S Blika 100 %.

Hovedledelsen i De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse meddelte, at det udstrakte personsammenfald i de 2 aktieselskabers ledelse og ejerskabsforholdet mellem A/S Blika og A/S Vestfrost ikke ændrer på det forhold, at der juridisk set er tale om 2 selvstændige retssubjekter, at de beskæftigede i A/S Blika ikke er jobsøgende til arbejdet i A/S Vestfrost, således som havnearbejderne i »havnearbejdersagen« var i forhold til alle stevedoreselskaberne, samt at en »snæver produktionsmæssig sammenhæng mellem de 2 virksomheder« ikke efter kassens opfattelse kan tillægges afgørende betydning i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 61.

Direktoratet meddelte, at det fortsat var direktoratets opfattelse, at A/S Blika og A/S Vestfrost måtte anses for en virksomhed i forhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 61 af de grunde, der var nævnt i direktoratets skrivelse af 18. april 1991 til Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse.

Direktoratet tilføjede, at det ifølge direktoratets opfattelse ikke er afgørende, om medarbejderne på A/S Blika under hjemsendelsen er jobsøgende til arbejdet i A/S Vestfrost. Derimod havde det været afgørende, at der ud fra produktion, ledelse og økonomi kunne konstateres en snæver sammenhæng mellem virksomhederne.

Direktoratet fandt herefter, at dagpengene, som kassen havde udbetalt til medlemmerne under hjemsendelsen, var modtaget med urette, men at kassen dog havde krav på refusion fra statskassen for beløbet, jf. direktoratets bekendtgørelse nr. 614 af 18. december 1985 om refusion fra statskassen i tilfælde, hvor der er udbetalt dagpenge eller efterløn med urette, § 3, stk. 1, litra a.

De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse har anført, at direktoratets udvidede fortolkning af virksomhedsbegrebet er foretaget uden sammenhæng med formålet med bestemmelsen.

Kassen har henvist til, at formålet med bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 61 er, at dagpengesystemet skal være neutralt i relation til arbejdskonflikter (både overenskomstmæssige og -stridige), således at der ikke udbetales ydelser, der på nogen måde kan støtte en part i en konflikt.

I den konkrete sag har medarbejderne på A/S Blika ikke haft noget som helst »neutralitetsproblem« i forhold til de konfliktende på A/S Vestfrost, hvilket bestyrkes af følgende omstændigheder

1.Der føres særskilte lønforhandlinger mellem medarbejderne på A/S Blika og A/S Blika's ledelse i forhold til Jernets Overenskomst.

2.Lønnen på A/S Blika er ikke den samme som på de øvrige selskaber under Vestfrost-koncernen.

3.Lønforhandlingerne har ikke haft afsmittende virkning mellem de beskæftigede på A/S Blika og de øvrige selskaber.

4.A/S Blika har videreført sin produktion stort set uændret siden selskabet blev overtaget af Vestfrost-koncernen i midten af 1980'erne.

Ankenævnet lagde til grund, at virksomhederne A/S Blika og A/S Vestfrost måtte anses for to af hinanden uafhængige virksomheder, samt at de hjemsendte medlemmers lønvilkår på A/S Blika ikke antoges at blive direkte påvirket af konfliktens udfald på A/S Vestfrost, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 61, stk. 1 og 2.

Ankenævnet lagde ved bedømmelsen af dette spørgsmål navnlig vægt på, at A/S Blika siden overtagelsen af Vestfrost-koncernen i 1985 stort set havde videreført sin produktion uændret, samt at der førtes særskilte lønforhandlinger mellem medarbejderne på A/S Blika og A/S Blikas ledelse i henhold til Jernets Overenskomst, og at lønforhandlingerne efter det oplyste ikke havde afsmittende virkning mellem de beskæftigede på A/S Blika og de øvrige selskaber.

Ankenævnet fandt herefter, at dagpenge udbetalt til medlemmer af arbejdsløshedskassen under 5 dages hjemsendelse fra den 29. marts 1990 fra A/S Blika var udbetalt med rette.

Ingen

A/S Blika blev den 20. maj 1985 overtaget af A/S Vestfrost. Blika hjemsendte sine ansatte på grund af arbejdskonflikt hos Vestfrost, der var virksomhedens største kunde.

Ankenævnet lagde til grund, at A/S Blika og A/S Vestfrost måtte anses for 2 af hinanden uafhængige virksomheder, samt at de hjemsendte medlemmers lønvilkår ikke måtte antages at blive direkte påvirket af konfliktens udfald på Vestfrost, jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens § 61, stk. 2.

Ankenævnet lagde vægt på, at Blika siden overtagelsen stort set havde videreført sin produktion uændret, samt at der førtes særskilte lønforhandlinger mellem medarbejderne og ledelse på A/S Blika i henhold til Jernets Overenskomst. Lønforhandlingerne havde efter det oplyste ikke virkning mellem de beskæftigede på A/S Blika og de øvrige selskaber.

Dagpenge udbetalt til medlemmerne under hjemsendelsen fra A/S Blika var derfor udbetalt med rette.