Overførsel af timer. - Individuel fastsat arbejdstid ved arbejde i udlandet.

Overførsel af timer. - Individuel fastsat arbejdstid ved arbejde i udlandet.

Et medlem, der var ansat som mekaniker/chauffør, havde været udstationeret i Sudan siden den 15. november 1988.

Af ansættelsesaftale af 5. januar 1990, pkt. 3, fremgik, at normal arbejdstid på arbejdsgiverens byggepladser var 60 timer pr. uge, og at virksomheden i nødvendigt omfang kunne kræve, at medarbejderen tog overarbejde. Ifølge ansættelseskontraktens pkt. 4, udgjorde lønnen 24.060 danske kroner, heraf 9.150 kr. i udstationeringstillæg. Endvidere fremgik det af kontraktens pkt. 9, at virksomheden ydede fri kost og logi på udstationeringsstedet.

Arbejdsløshedskassens lokalafdeling meddelte, at der ved medlemmets ledigmeldelse den 27. juli 1990 skulle ske timeoverførsel af 292,3 timer inden dagpengeudbetaling kunne finde sted.

Hovedledelsen var enig med kassen og henviste til, at det af bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989 med vejledning af 11. april 1989 fremgår, at kun hvis der er en overenskomst, der giver ret til at aftale individuel arbejdstid, skal dette timetal ligge til grund for timeopgørelsen.

Da der ikke var overenskomst på arbejdspladsen, var det således fagets normale arbejdstid i Danmark, der skulle tages udgangspunkt i.

Medlemmet henviste til, at der ifølge ansættelseskontrakten først var tale om overarbejde, når han oversteg den normale arbejdstid på 60 timer.

Direktoratet var enig med kassen i, at beregningen af medlemmets overskydende timer for arbejdet i udlandet skulle baseres på den normale arbejdstid for faget i Danmark og ikke på baggrund af den i ansættelseskontrakten aftalte ugentlige arbejdstid.

Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmets arbejdsforhold i udlandet ikke var omfattet af en overenskomst, ifølge hvilke de overenskomstmæssige parter havde aftalt, at arbejdstiden for arbejde i udlandet skulle fastlægges individuelt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 2, og § 1 i bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989 med tilhørende vejledning.

Medlemmet anførte, at reglerne i loven og bekendtgørelsen om normal arbejdstid alene angår arbejdsforhold i Danmark, og da der ikke er anført nogen maksimumsgrænse for normal arbejdstid, så må ansættelseskontraktens bestemmelse om 60 timers ugentlig arbejde, antages at være normal arbejdstid i medlemmets situation.

Direktoratet fastholdt den trufne afgørelse og bemærkede, at medlemmet ud over en grundløn havde modtaget et udstationeringstillæg pr. måned på 9.150 kr., hvorved medlemmet efter direktoratets opfattelse havde fået kompensation for de timer, som medlemmet har arbejdet ud over fagets normale arbejdstid i Danmark.

Medlemmet anførte, at den løn, som han havde modtaget i forbindelse med sit arbejde i Sudan, var af en sådan størrelse, at den var væsentlig mindre, end den tilsvarende løn for et lignende 37 timers arbejde i Danmark, og at det udbetalte udstationeringstillæg ville blive udbetalt uanset timeantallet pr. uge og virkede derfor ikke som kompensation for den efter danske forhold længere arbejdstid.

Ankenævnet henviste til, at i medfør af § 1, stk. 1, i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 4, tages der ved beregningen af overskydende timer udgangspunkt i den individuelt aftalte arbejdstid, hvis det af det aftalte mellem de overenskomstmæssige parter klart fremgår, at arbejdstiden for arbejde i udlandet fastlægges individuelt. Da dette ikke var tilfældet i den foreliggende sag, tiltrådte ankenævnet Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 2, og § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989 med tilhørende vejledning.

Ingen

Et medlem, der var udstationeret i Sudan, havde ifølge ansættelsesaftalen en ugentlig arbejdstid på 60 timer.

Direktoratet fandt, at beregningen af medlemmets overskydende timer for arbejdet i udlandet skulle baseres på den normale arbejdstid for faget i Danmark og ikke på baggrund af den i ansættelseskontrakten aftalte ugentlige arbejdstid.

Direktoratet lagde vægt på, at medlemmets arbejdsforhold i udlandet ikke var omfattet af en overenskomst, ifølge hvilke de overenskomstmæssige parter havde aftalt, at arbejdstiden for arbejde i udlandet skulle fastlægges individuelt.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse, men med en begrundelse, der svarede til det, der i vejledning af 11. april 1989 var anført under § 1 til bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989.