Ikke fradrag i efterløn for ratepension.

Ikke fradrag i efterløn for ratepension.

Et medlem af en arbejdsløshedskasse, der var overgået til efterløn den 1. marts 1989, påtænkte den 1. januar 1991 at påbegynde den løbende udbetaling på en ratepensionsordning.

Af aftalen om ratepension af 12. december 1986 indgået mellem medlemmet, medlemmets arbejdsgiver og banken fremgår

Arbejdsgiver forpligter sig til med virkning fra indkomståret 1987 i 10 år at indbetale til den del af det årlige indskud på 63.240 kr., der overstiger det beløb, der med fradragsmæssig virkning årligt indbetales på kapitalpensionskonto nr. .... af 12. december 1986, idet det mellem parterne er en aftale, at bidraget tilvejebringes således: Der henvises til kapitalpensionskonto nr. .... I 1987 udgør indbetalingen således: 38.240 kr. årligt eller 3.186,67 kr. pr. måned. Udbetalingstidspunkt 1. gang 3. januar 1997 over 10 år.

Arbejdsgiveren underskrev ratepensionsaftalen den 14. januar 1987.

Den 23. november 1989 underskrev medlemmet tillæg til ratepensionsaftale, hvorefter arbejdsgiveren udtrådte af ordningen, der herefter var uden for ansættelsesforhold, således at det alene var kontohaveren, der fremtidigt indbetalte til ordningen. Medlemmet forpligtede sig herefter med virkning fra 1989 at indbetale 27.100 kr. i 8 år.

Af lønafregning for september 1988 fremgår, at der i medlemmets løn var fratrukket 2.083,33 kr. til kapitalpension og 3.336,67 kr. til ratepension.

Kassen meddelte den 27. november 1990, at en udbetaling fra ratepensionen ville medføre fradrag i efterlønsudbetalingen, idet der var indgået en aftale om ratepension mellem medlemmet, arbejdsgiveren og banken.

Medlemmet har anført, at arbejdsgiveren kun har formidlet medlemmets bidrag fra lønnen til indsættelse på medlemmets bankkonto, og at dette ikke kan anses for en arbejdsgiverordning. Medlemmet henviste til, at en arbejdsgiver har flere serviceordninger over for sine medarbejdere, som f.eks. også betaling af fagforeningskontingent, og dette er ikke ensbetydende med, at det er arbejdsgiveren, der betaler.

Medlemmets arbejdsgiver oplyste, at den indgåede pensionsaftale var en frivillig medarbejderordning og således ikke led i en overenskomst eller firmaordning, samt at virksomheden administrerede frivillige pensionsaftaler, som mange andre medarbejdere havde lavet.

Virksomheden ophørte pr. 28. februar 1989 med at indbetale på pensionsordningen.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse, idet det var direktoratets opfattelse, at ratepensionsaftaler, der indgås mellem pengeinstitutter/forsikringsselskaber og ansatte samt disses arbejdsgivere, generelt må anses for at være af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager, jf. § 4 i bekendtgørelse nr. 327 af 17. maj 1990 om arbejdes og indtægters betydning for efterlønnens størrelse.

Da medlemmets ratepensionsaftale oprindelig var oprettet i pensionsøjemed som led i et ansættelsesforhold, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 732 af 17. oktober 1986 om beskatningen af pensionsordninger m.v., var direktoratet derfor enig med arbejdsløshedskassen i, at en løbende pensionsudbetaling fra ordningen skulle medføre fradrag i medlemmets efterløn.

Medlemmet anførte, at da der ikke var pensionsordning i hans firma, tegnede han en kapitalopsparingskonto, da det blev muligt. Da der kom »loft« på denne ordning, blev medlemmet af banken rådet til en ratepensionsordning, enten som en arbejdsgiverordning eller en privatordning, og da arbejdsgiveren ikke havde pensionsordning, måtte dette blive en privatordning.

Medlemmet har videre anført, at det ikke kan være rigtigt, at en privatordning bliver til en arbejdsgiverordning, fordi den administreres af arbejdsgiveren. Hvad enten det er arbejdsgiveren, der hæver beløbet af lønnen og indsætter det på ratepensionskontoen, eller det er banken, der hæver beløbet fra lønkontoen og indsætter på ratepensionskontoen, er det samme beløb, det drejer sig om. Det var for alle parter indlysende, at når arbejdsgiveren i forvejen trak beløbet til kapitalopsparingen, skulle det også gælde ratepensionen.

Direktoratet fastholdt den trufne afgørelse og tilføjede, at det efter direktoratets opfattelse ikke var en betingelse for anvendelse af bekendtgørelsens § 4, at en pensionsordning var obligatorisk eller kollektiv.

Ankenævnet fandt, at de løbende udbetalinger i medlemmets ratepension ikke skulle medføre fradrag i medlemmets efterlønsudbetalinger.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at arbejdsgiveren ifølge ratepensionsaftalen af 14. januar 1987 skulle indbetale den del af det årlige indskud, der oversteg det beløb, der med fradragsmæssig virkning årligt indbetaltes på medlemmets kapitalpensionskonto.

Da arbejdsgiverens indbetalinger til ratepensionen ikke blev finansieret af arbejdsgiveren, men alene var af teknisk art, fandt ankenævnet, at ratepensionsaftalen var en privattegnet pensionsordning, der ikke var omfattet af § 4 i bekendtgørelse nr. 327 af 17. maj 1990.

Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.

Ingen

Et medlem, der pr. 1. marts 1989 gik på efterløn, havde den 14.

januar 1987 indgået en ratepensionsaftale med en bank og arbejdsgiveren, hvorefter arbejdsgiveren med virkning fra indkomståret 1987 i 10 år forpligtede sig til at indbetale til den del af det årlige indskud på 63.240 kr., der oversteg det beløb, der med fradragsmæssig virkning indbetaltes på medlemmets kapitalpensionskonto.

Arbejdsgiveren udtrådte af ordningen ved aftale af 23. november 1989.

Ankenævnet fandt, at de løbende udbetalinger i medlemmets ratepension ikke skulle medføre fradrag i medlemmets efterlønsudbetalinger.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ratepensionen ifølge ratepensionsaftalen af 14. januar 1987 ikke var finansieret af arbejdsgiveren, men alene var af teknisk art, en privattegnet pensionsordning, der ikke var omfattet af § 4, i bekendtgørelse nr.

327 af 17. maj 1990.