Sanktion ved ufyldestgørende begrundet arbejdsophør i et arbejdstilbud (ATB).

Sanktion ved ufyldestgørende begrundet arbejdsophør i et arbejdstilbud (ATB).

Et medlem påbegyndte den 19. juli 1989 i et arbejdstilbud (ATB) på et sygehus med rengøringsarbejde. Hun blev i denne forbindelse overflyttet fra Hotel- og Restaurationspersonalets Arbejdsløshedskasse til Huslige Arbejderes Arbejdsløshedskasse.

Den 17. november 1989 blev hun sygemeldt.

Den 12. december 1989 anmodede sygehuset i en anbefalet skrivelse medlemmet om inden den 19. december 1989 at fremsende en lægeerklæring på grund af den længerevarende sygdom.

Det blev meddelt, at såfremt erklæringen ikke var modtaget inden fristens udløb, ville hun blive afskediget uden yderligere varsel.

Medlemmet oplyste, at hendes læge var usikker på, hvad hans opgave gik ud på, og han rådede hende til at kontakte fagforeningen, hvilket hun gjorde den 18. december 1989.

Fagforeningen vedkendte, at medlemmet blev rådet til at afvente afskedigelsen. Ved en senere henvendelse til fagforeningen den 5. januar 1990 blev hun rådet til at indhente lægeerklæringen. Medlemmet havde imidlertid ikke økonomisk mulighed herfor og blev den 12. januar 1990 afskediget på grund af ulovlig udeblivelse med øjeblikkelig virkning.

Af senere tilkomne lægelige oplysninger fremgik, at medlemmets tidligere læge den 18. april 1990 havde attesteret, at medlemmet var uarbejdsdygtig fra den 17. november 1989 og i længere tid på grund af sygdom. Hendes nuværende læge har den 29. oktober 1990 udtalt, at medlemmet har en svag rygmuskulatur og vanskeligt fremover kan sættes til rygbelastende arbejde.

Arbejdsløshedskassen idømte medlemmet 5 ugers karantæne på grund af ulovlig udeblivelse, og da hun ikke kunne anses for at stå til rådighed, krav om 300 timers beskæftigelse inden for 10 uger, før hun på ny ville være dagpengeberettiget.

Direktoratet fandt, at medlemmet var blevet afskediget i et ATB af en grund, der væsentligst kunne tilregnes hende. Som følge heraf blev hun anset for ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter denne dato, og hun kunne derfor først få dagpenge, når hun havde haft mere end 300 timers arbejde inden for 10 uger.

Endvidere skulle medlemmet registreres for et selvforskyldt arbejdsophør, der havde gentagelsesvirkning.

Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet til trods for arbejdsgiverens påmindelse herom ikke fremsendte den krævede dokumentation for hendes sygefravær, og at hun af arbejdsgiveren blev gjort opmærksom på følgerne, hvis hun ikke efterkom kravet om lægelig dokumentation i forbindelse med sygefraværet.

Direktoratet fandt således, at medlemmet havde misligholdt ansættelsesforholdene i en sådan grad, at arbejdsgiveren var berettiget til at afskedige hende.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet, der var i et ATB, var blevet afskediget, idet hun ikke efterkom arbejdsgiverens krav om fremsendelse af den krævede lægelige dokumentation. Nævnet fandt, at hun således var ophørt i et ATB uden fyldestgørende grund og som følge heraf ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. § 13, nr. 4, i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989.

Ifølge bekendtgørelsens § 14, stk. 1 og 2, kan medlemmet herefter først få dagpenge, når hun har haft mere end 300 timers arbejde inden for 10 uger.

Ankenævnet fandt, at af bekendtgørelsens § 13, nr. 4, fuldt ud gør op med sanktionsspørgsmålet i en sag som den foreliggende, og med

lemmets arbejdsophør fik som følge heraf ikke gentagelsesvirkning.

Med denne ændring tiltrådte ankenævnet direktoratets afgørelse.

Ingen

Et medlem, der arbejdede i et ATB, afleverede ikke lægeerklæring om årsag til længerevarende sygefravær til tiden og blev som følge heraf afskediget.

Ankenævnet fandt, at medlemmet var ophørt i et ATB uden fyldestgørende grund og som følge heraf ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. § 13, nr. 4, i direktoratets bekendtgørelse nr.

315 af 17. maj 1989 og herefter først kunne få dagpenge, når hun havde haft mere end 300 timers arbejde inden for 10 uger, jf. § 14, stk. 1 og 2, i samme bekendtgørelse.

Ankenævnet fandt, at bekendtgørelsens § 13, nr. 4, fuldt ud gør op med sanktionsspørgsmålet i en sag som den foreliggende, og medlemmets arbejdsophør fik som følge heraf ikke gentagelsesvirkning. Medlemmet skulle herefter ikke registreres for et selvforskyldt arbejdsophør i henhold til bekendtgørelsens § 13, nr. 1.