Tilbagebetaling af dagpenge som følge af en senere udbetalt godtgørelse svarende til 6 måneders løn.

Tilbagebetaling af dagpenge som følge af en senere udbetalt godtgørelse svarende til 6 måneders løn.

Et medlem havde været sikkerhedsrepræsentant i et aktieselskab i mere end 10 år.

Medlemmet blev bortvist den 15. juni 1989, da han var mødt beruset på arbejde og som truckfører var impliceret i et mindre uheld.

Sikkerhedsudvalget på virksomheden har bl.a. vedtaget, at fremmøde i beruset tilstand ikke vil blive godtaget og omgående vil medføre afskedigelse uden varsel.

Det blev bestridt, at medlemmet var mødt beruset, og spørgsmålet om berettigelsen af bortvisningen blev henvist til faglig voldgift.

Det overenskomstmæssige varsel for afskedigelse var 28 dage.

Ifølge virksomhedens overenskomst med SID skulle afskedigelsen være begrundet i tvingende årsager, og opsigelsesvarslet var 6 måneder, hvis vedkommende ubrudt havde været sikkerhedsrepræsentant i mindst 5 år.

Medlemmet havde i 1987, i begyndelsen af 1989 og i maj 1989 fået mundtlige advarsler i forbindelse med uheld ved truckkørsel. I 1987 blev det sagt til medlemmet, at han var beruset.

Opmanden udtalte

»Det lægges til grund, at de advarsler, der blev givet A.A. i 1987 og i 1989 alle har haft forbindelse med spiritusindtagelse, og at han efter den sidste advarsel i maj 1989 var klar over, at en gentagelse kunne få følger for hans ansættelse.

Om episoden torsdag den 15. juni 1989 bemærkes

Efter bevisførelsen findes det godtgjort, at A.A. den pågældende dag var påvirket af spiritus i en sådan grad, at indklagede - de tidligere advarsler taget i betragtning - har haft tvingende grund til at bringe ansættelsesforholdet til ophør.

Således som sagen udviklede sig i løbet af dagen, finder opmanden ikke, at indklagede har haft fuldt tilstrækkelig grundlag for at bortvise ham, men nok for at afskedige ham og da med varsel på 6 måneder.

Efter det således foreliggende bør der gives A.A. en godtgørelse svarende til den løn, han ville have oppebåret i overenskomstens varslingsperiode på 6 måneder.

DET BESTEMMES

Indklagede, aktieselskabet, har alene været berettiget til at afskedige sikkerhedsrepræsentant A.A. på grund af tvingende årsager med det varsel på 6 måneder, der overenskomstmæssigt tilkommer ham.

Indklagede betaler derfor til A.A. en godtgørelse svarende til hans lønindkomst i varslingsperioden.«

Medlemmet havde fået dagpenge efter udløbet af det almindelige opsigelsesvarsel på 28 dage.

Direktoratet anmodede kassen om at undersøge, hvorvidt medlemmet herefter havde modtaget dagpenge med urette.

Direktoratet fandt, at medlemmet ikke var dagpengeberettiget før udløbet af varslingsperioden på 6 måneder, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk. 1, nr. 3, og direktoratets cirkulære af 10. maj 1982.

Direktoratet lagde til grund, at medlemmet var omfattet af opsigelsesvarslet på 6 måneder. Den ved opmandskendelsen tilkendte erstatning svarende til 6 måneders løn ansås for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af ikke overholdt opsigelsesvarsel.

Da arbejdsophøret måtte anses for selvforskyldt, skulle medlemmet ikendes 5 ugers karantæne fra bortvisningen, jf. § 63 i arbejdsløshedsforsikringsloven og direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, §§ 22 og 26.

Kassen anførte, at den del af erstatningen, der dækker perioden ud over de 28 dage, ikke skulle anses for at være erstatning for manglende opsigelsesvarsel, som medførte fradrag i dagpengene.

For så vidt angik spørgsmålet om karantæne, gjorde kassen gældende, at et medlem, der får tilkendt en godtgørelse i forbindelse med en afskedigelse, ikke kan anses for at være selvforskyldt ledig, hvorfor den af direktoratet tildelte karantæne også burde bortfalde.

Ankenævnet fandt, at medlemmets arbejdsophør måtte anses for selvforskyldt, og at medlemmet derfor havde mistet retten til dagpenge i 5 uger fra bortvisningen at regne.

Ankenævnet lagde til grund, at A.A. havde modtaget dagpenge med rette efter udløbet af karantæneperioden, idet hverken kassen eller medlemmet på daværende tidspunkt havde kendskab til, at han senere ville få udbetalt en godtgørelse svarende til hans lønindkomst i 6 måneders varslingsperioden.

Ankenævnet fandt imidlertid, at medlemmet havde modtaget 2 ydelser (dagpenge og godtgørelse), der dækkede samme periode og samme formål, og at der i det konkrete tilfælde kunne kræves tilbagebetaling af de udbetalte dagpenge med hjemmel i dansk rets almindelige grundsætninger om dobbeltforsørgelse.

Ankenævnet tiltrådte med denne begrundelse direktoratets afgørelse.

Ingen

Et medlem, der var sikkerhedsrepræsentant, blev bortvist fra sit arbejde på grund af beruselse den 15. juni 1989.

Kassen udbetalte dagpenge efter udløb af det almindelige opsigelsesvarsel på 28 dage.

En faglig voldgift fandt, at der ikke havde været tilstrækkelig grund til bortvisning, men nok for at afskedige medlemmet, og da med 6 måneders varsel (det overenskomstmæssige varsel var 28 dage).

Medlemmet skulle ifølge voldgiftskendelsen have en godtgørelse svarende til den løn, han ville have oppebåret i overenskomstens varslingsperiode på 6 måneder.

Direktoratet fandt ikke, at medlemmet havde været dagpengeberettiget før udløbet af opsigelses-varslingsperioden på 6 måneder.

Ankenævnet fandt, at medlemmets arbejdsophør måtte anses for selvforskyldt, og at medlemmet derfor mistede retten til dagpenge i 5 uger fra bortvisningen at regne.

Nævnet lagde til grund, at medlemmet havde modtaget dagpenge med rette efter udløbet af karantæneperioden, idet hverken kassen eller medlemmet på daværende tidspunkt havde kendskab til, at han senere ville få udbetalt en godtgørende svarende til hans lønindkomst i 6 måneders varslingsperioden.

Nævnet fandt imidlertid, at der i det konkrete tilfælde kunne kræves tilbagebetaling af de udbetalte dagpenge med hjemmel i dansk rets almindelige grundsætninger om dobbeltforsørgelse.