Dagpengeret under færdiggørelse af speciale.

Dagpengeret under færdiggørelse af speciale.

Et medlem meldte sig ledig den 1. februar 1989, og af ledighedserklæringen fremgik, at hun var blevet opsagt fra det arbejde, som hun havde haft siden 1. juni 1987 som telefonist ved KTAS. Medlemmet svarede nej på spørgsmålet om, hvorvidt hun deltog i undervisning. Medlemmet fik herefter udbetalt dagpenge.

Ved en samtale i arbejdsløshedskassen den 19. september 1989 i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 65 oplyste medlemmet, at hun næsten var færdig som cand.mag., idet hun kun manglede at aflevere sit speciale. Medlemmet ville gerne gøre specialet færdigt med uddannelsesydelse. Dagpengeudbetalingen fortsatte herefter.

Den 13. februar 1990 anmodede medlemmet om overflytning til Magistrenes Arbejdsløshedskasse på baggrund af den gennemførte cand.mag.uddannelse. Arbejdsløshedskassen anmodede herefter medlemmet om en redegørelse vedrørende den gennemførte uddannelse. Dagpengeudbetalingen var standset den 22. januar 1990.

Medlemmet meddelte arbejdsløshedskassen, at hun var halvvejs færdig med sit speciale, da hun blev ledig. Da hun var godt i gang med specialet, så hun ingen grund til at afbryde det, da hun blev ledig, og hun benyttede derfor tiden til at gøre cand.mag.studiet færdigt. Medlemmet kunne ikke se, at hun havde gjort noget forkert ved at udnytte tiden. Medlemmet gjorde gældende, at hun af såvel arbejdsløshedskassen som arbejdsformidlingen var blevet tilskyndet til at færdiggøre specialet. Medlemmet havde udelukkende været tilmeldt universitetet for at få en specialevejleder, mens hun skrev specialet. Hun fulgte således hverken timer på universitetet eller modtog SU i den omhandlede periode.

Arbejdsløshedskassen meddelte medlemmet, at den ikke fandt, at hun havde været berettiget til dagpenge i den periode, hvor hun skrev speciale, idet dagpenge ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a ikke kan udbetales til et medlem, der gennemgår en SU-berettiget uddannelse. Da medlemmet på ledighedserklæringen havde oplyst, at hun ikke deltog i undervisning, og da hun ved § 65-samtalen heller ikke oplyste, at hun var tilmeldt universitetet og igang med at færdiggøre specialet, fandt arbejdsløshedskassen, at medlemmet skulle være ansvarlig for tilbagebetalingen af de med urette udbetalte dagpenge for perioden 1. februar 1989 - 21. januar 1990, ialt 112.806 kr. Endvidere fandt arbejdsløshedskassen, at medlemmet havde handlet svigagtigt ved at undlade at oplyse om, at hun var tilmeldt universitetet og skrev speciale, hvorfor det indstilledes til direktoratet, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen.

Medlemmet klagede til direktoratet over denne afgørelse. Medlemmet anførte, at hun i perioden efter den 1. februar 1989 havde stået konstant til rådighed for arbejdsmarkedet, selv om hun skrev speciale. Den omstændighed, at hun svarede nej på spørgsmålet om undervisning på ledighedserklæringen, var i fuld overensstemmelse med sandheden, idet hun ikke deltog i undervisning, men alene havde en specialevejleder. Medlemmet var blevet tilskyndet til at skrive specialet af arbejdsløshedskassen, og hun kunne ikke se, at hun havde gjort noget forkert ved at udnytte tiden som ledig til noget fornuftigt.

Direktoratet udtalte, at ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 må dagpenge ikke udbetales til et medlem, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, og ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, stk. 1, er det hovedreglen, at dagpenge ikke må udbetales til et medlem, som deltager i undervisning.

Fra hovedreglen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, stk. 1, er der i stk. 2 og 3 gjort en række undtagelser, bl.a. for ikke-SU-berettiget undervisning og for så vidt angår aftenundervisning.

Endvidere fremgår det af standardvedtægtens § 15, stk. 3, at medlemmer, der anmoder om eller modtager dagpenge m.v. har ubetinget pligt til at give arbejdsløshedskassen oplysning om ethvert forhold, der kan have betydning for bedømmelsen af retten til de omhandlede ydelser.

På baggrund af de foreliggende oplysninger fandt direktoratet, at medlemmet måtte anses for primært at have været uddannelsessøgende og ikke arbejdssøgende fra ledighedens indtræden den 1. februar 1989.

Direktoratet havde herved lagt vægt på, at medlemmet var indskrevet på en SU-berettiget uddannelse på universitetet, og at hun rent faktisk også færdiggjorde sit speciale - og dermed sin uddannelse til cand.mag. - i ledighedsperioden.

På denne baggrund fandt direktoratet ikke, at medlemmet var berettiget til dagpenge i den omhandlede periode.

Ved at afkrydse »nej« til spørgsmålet om, hvorvidt hun deltog i undervisning, og ved iøvrigt at undlade at oplyse arbejdsløshedskassen om, at hun var indskrevet på universitetet og i gang med at færdiggøre sin uddannelse med speciale, fik hun udbetalt dagpenge, som hun ikke var berettiget til. Direktoratet var derfor enig med arbejdsløshedskassen i, at hun i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, skulle tilbagebetale det fejludbetalte dagpengebeløb, som af arbejdsløshedskassen var opgjort til ialt 112.806 kr.

Direktoratet fandt endvidere, at arbejdsløshedskassen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, skulle være medansvarlig for tilbagebetalingen af den del af fejludbetalingen, der vedrørte perioden fra den 19. september 1989 til 21. januar 1990, idet det var direktoratets opfattelse, at arbejdsløshedskassen burde have iværksat en nærmere undersøgelse af medlemmets dagpengeberettigelse, efter at hun ved § 65-samtalen oplyste, at hun næsten var færdig som cand.mag. og kun manglede at aflevere speciale.

Til medlemmets orientering blev det oplyst, at arbejdsløshedskassens medansvar alene indebar, at kassen ikke havde krav på refusion fra staten for den del af fejludbetalingen, der lå efter den 19. september 1989. Medlemmet hæftede således for tilbagebetalingen af det fulde beløb i forhold til sagen.

Som sagen var oplyst, fandt direktoratet desuden, at medlemmet måtte anses for at have handlet svigagtigt ved at undlade at oplyse arbejdsløshedskassen om, at hun var under uddannelse og i gang med at færdiggøre sit speciale.

Direktoratet lagde herved vægt på, at medlemmet som arbejdsløshedskassemedlem havde pligt til, eventuelt ved henvendelse til arbejdsløshedskassen/afdelingen, at holde sig orienteret om de gældende regler vedrørende dagpengeret m.v., jf. herved standardvedtægtens § 14, stk. 1, og at hun desuden havde ubetinget oplysningspligt over for arbejdsløshedskassen, jf. standardvedtægtens § 15, stk. 4. Af den påtrykte tekst bag på dagpengekortet fremgik det således også, at oplysningspligten bl.a. indebar, at medlemmet skulle oplyse arbejdsløshedskassen om, hvorvidt den pågældende var under uddannelse, og at tilsidesættelse af oplysningspligten kunne medføre tab af medlemsret eller dagpengeret og eventuel politianmeldelse.

På denne baggrund fandt direktoratet at måtte lægge til grund, at medlemmet bevidst undlod at oplyse om sin uddannelsessituation med henblik på at få udbetalt dagpenge, som hun ikke var berettiget til.

På baggrund af tilbagebetalingsbeløbets størrelse fandt direktoratet herefter, at medlemmet i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, og retningslinierne for idømmelse af sanktion i direktoratets cirkulære af 19. februar 1987 skulle anses for slettet af arbejdsløshedsforsikringsloven fra det tidspunkt, hvor den svigagtige forseelse blev konstateret.

Ved indankningen anførte medlemmet bl.a., at hun fortsat var af den opfattelse, at hun ikke havde overtrådt de gældende regler for udbetaling af dagpenge. Hun var for nylig blevet bekendt med de særlige regler vedrørende uddannelsesydelse, hvilke regler hun ikke tidligere havde opfattet som særregler i forbindelse med dagpengeudbetaling.

Arbejdsløshedskassen meddelte ankenævnet, at det var korrekt, at medlemmet var blevet opfordret til at færdiggøre sit speciale, men opfordringen gik på at færdiggøre det med uddannelsesydelse, hvilket var oplyst på § 65-skemaet den 19. september 1989. Arbejdsløshedskassens procedure ved et medlems første fremmøde/kontakt i forbindelse med ledighed var, at der blev udleveret en vejledning omhandlende de muligheder, der forelå i henhold til lovgivningen, og samtidig blev direktoratets pjece vedrørende uddannelsesydelse udleveret. Medlemmet havde derfor været bekendt med de gældende regler vedrørende uddannelsesydelse. Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet var blevet vejledt omkring uddannelse og uddannelsesydelse.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at der havde været udbetalt dagpenge med urette til medlemmet.

Ankenævnet lagde herved vægt på, at medlemmets uddannelsesaktivitet i ledighedsperioden fra den 1. februar 1989 bestod i, at hun færdiggjorde sit speciale, at hun ikke deltog i undervisning, men alene havde kontakt med sin specialevejleder, og at de besøg, hun har haft hos sin vejleder, ikke har forhindret, at hun var til rådighed, da en del af kontakten er foregået pr. korrespondance. Ankenævnet lagde endvidere vægt på reglen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, stk. 3, hvorefter et medlem bevarer dagpengeretten uanset reglerne i stk. 2, hvis undervisningen foregår efter kl. 16.00 eller på lørdage eller søndage, samt på forarbejderne til § 62 a, hvoraf det fremgår, at det har været hensigten med lovændringen at foretage en generel udvidelse af adgangen til at deltage i forskellige former for uddannelse, uden at dagpengeretten bortfalder.

På denne baggrund fandt ankenævnet, at der ikke var tilstrækkelig hjemmel i § 62 a til at nægte medlemmet dagpenge, fordi hun har færdiggjort sit speciale i en ledighedsperiode.

Det var herefter en forudsætning for at udbetale dagpenge til pågældende, at hun iøvrigt havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet i det omfang, arbejdsløshedsforsikringsloven forudsætter, jf. § 62.

På baggrund af oplysningerne om medlemmets jobsøgningsaktivitet ved samtalen med kassen den 19. september 1989 fandt ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at medlemmet ikke havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Ingen

Et medlem svarede på ledighedserklæring nej til spørgsmålet om, hvorvidt hun deltog i undervisning.

Ved § 65-samtalen oplyste medlemmet, at hun næsten var færdig som cand.mag., idet hun manglede at aflevere sit speciale. Hun ville gerne gøre dette færdigt med uddannelsesydelse.

Ved medlemmets anmodning om overflytning til Magistrenes Arbejdsløshedskasse blev det oplyst, at hun havde færdiggjort sit speciale, medens hun modtog dagpenge.

Ankenævnet fandt efter en konkret vurdering ikke grundlag for at antage, at der havde været udbetalt dagpenge med urette.

Ankenævnet lagde vægt på den måde, medlemmets uddannelsesaktivitet blev udøvet på i ledighedsperioden samt på § 62 a, stk. 3, og forarbejderne hertil.

Nævnet fandt ikke tilstrækkelig grundlag for at antage, at medlemmet ikke havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet.