Byfornyelse - ekspropriation - ejerlejlighed
Statutory Text (3 Articles)
Byfornyelse - ekspropriation - ejerlejlighed
U D S K R I F T
af
forhandlingsprotokollen for taksationskommissionen
for Viborg Amtsrådskreds.
Den 2. marts 1990 kl. 13,00 holdt taksationskommissionen for viborg Amtsrådskreds møde i Skive.
Der foretoges
T-3/1990
Fastsættelse af erstatning til Frede Ravn Larsen, Revheimsvegen 22, 4042 Havsfjord, Norge, som ejer af ejerlejlighed nr. 4 af matr.nr. 90 a Skive bygrunde, beliggende Brogårdsgade 1 C, 7800 Skive, efter Skive kommunes ekspropriation af ejerlejligheden i henhold til byfornyelsesloven § 14, stk. 1.
Mødt var formanden, dommer P. Bruun Nielsen, Kjellerup, medlemmerne under behandlingen af denne sag, fhv. amtsrådsmedlem Jens Kr. Ludvigsen, Lem og gårdejer Arne Christensen, Bjerget, Frøstrup, samt sekretæren, retsassessor T. Bybjerg Nielsen, Kjellerup.
Der fremlagdes
A) skrivelse af 23. januar 1990 fra advokat Jeppe L. Jepsen, Skive, som advokat for Skive kommune, med de deri nævnte bilag A1-5.
B) specialpostkvitteringsliste vedhæftet kopi af indkaldelse til mødet i dag.
For Skive kommune mødte advokat Jeppe L. Jepsen samt arkitekt Jens Eskildsen.
For og med lodsejeren mødte advokat Knud Borup Jensen.
Der fremlagdes yderligere bilag
C) skrivelse af 7. september 1987 fra Sanerings- og Byfornyelsesselskabet af 1970.
D) skrivelse af 20. oktober 1987 fra advokat Knud Borup Jensen.
E) skrivelse af 23. oktober 1987 fra Sanerings- og Byfornyelsesselskabet.
F) skrivelse af 5. november 1987 fra Skive kommune.
G) skrivelse af 16. november 1987 fra samme.
H) skrivelse af 3. december 1987 fra samme.
I) kopi af tillæg til byfornyelsesbeslutning af 19. september 1987.
J) kopi af skøde vedrørende ejerlejlighed nr. 1 af matr.nr. 90 a Skive bygrunde.
K) kopi af diverse håndværkerregninger.
L) kopi af skøde vedrørende ejerlejlighed nr. 3 af matr.nr. 90 a Skive bygrunde.
M) udskrift fra Skive kommunes ejendomsværdiregister vedrørende den eksproprierede ejerlejlighed samt nabolejligheder til denne.
Taksationskommissionen og de øvrige mødte besigtigede den eksproprierede bygning.
Herefter forlagdes mødet til advokat Jeppe L. Jepsens kontor, Thinggade 3, Skive.
Advokat Jeppe L. Jepsen redegjorde for den stedfundne ekspropriation. Arkitekt Jens Eskildsen supplerede redegørelsen og bemærkede, at arealet, hvorpå den eksproprierede bygning er beliggende, agtes udlagt til friareal for de omkringliggende ejendomme.
Advokat Borup Jensen nedlagde for lodsejeren påstand om en erstatning på 300.000 kr. Til støtte for kravet gjorde advokaten gældende, at der i ejendommen vil kunne indrettes to ejerlejligheder, hver af størrelse ca. 65 m2, og lejlighederne vil formentlig hver kunne sælges for 400.000 kr. Byggeomkostningerne og salgsomkostninger m.m. vil højest beløbe sig til et sådant beløb, at lodsejerens fortjeneste vil udgøre mindst 300.000 kr. Advokaten påstod endvidere lodsejeren tillagt omkostninger for advokatbistand.
Advokat Jepsen vedstod for byrådet det tidligere fremsatte tilbud om en erstatning på 90.000 kr. Det er ganske utænkeligt, at lodsejeren vil få tilladelse til at ombygge ejendommen til to ejerlejligheder. De omkostninger, som lodsejeren i efteråret 1987 og begyndelsen af 1988 har afholdt på ejendommen, har han afholdt på et tidspunkt, hvor han af kommunen og Saneringsselskabet var blevet gjort opmærksom på, at bygningen ønskedes nedrevet som led i byfornyelsen, og omkostningerne har han derfor afholdt ganske på egen risiko. Lodsejeren har købt den samlede ejendom matr.nr. 90 a Skive bygrunde med henblik på udstykning, og alt hvad han kunne udstykke, blev straks udstykket i ejerlejligheder, og tilbage blev denne restbygning , hvori tidligere har været erhverv, og som har henligget ubenyttet i mange år. Lodsejeren har først rørt på sig , da han blev gjort bekendt med gennemførelsen af saneringsplanen.
Ingen havde yderligere at anføre, og mødet blev herefter hævet.
Taksationskommissionen begav sig sammen med sekretæren til Gl. Skivehus, hvor rådslagning og votering fandt sted.
Der afsagdes derefter sålydende
K E N D E L S E
Den stedfundne ekspropriation omfatter en bagbygning, der er matrikuleret som ejerlejlighed nr. 4 af den faste ejendom matr.nr. 90 a Skive bygrunde. Bygningens grundareal er ca. 65 m2, og bygningen består af to etager og en kælder, således at det samlede areal er ca. 192 m2. Bygningen er pr. 1. januar 1986 ansat i ejendomsværdi 90.000 kr., hvoraf grundværdien udgør 15.000 kr., og denne vurdering er uændret i det følgende år til og med 1. januar 1989.
Taksationskommissionen har besigtiget bygningen, der udvendig fremtræder som sandblæst og vandskuret, men som indvendig fremtræder i en dårlig forfatning. Taksationskommissionen finder det ikke godtgjort af lodsejeren, at han har haft rimelige muligheder for at opnå myndighedernes tilladelse til indretning af to ejerlejligheder i bygningen, også selv om der bortses fra den foreliggende saneringsplan.
Taksationskommissionen hæfter sig endvidere ved, at de af lodsejeren afholdte udgifter vedrørende ejendommen ifølge de fremlagte regninger alle er afholdt, efter at spørgsmålet om ejendommens inddragelse under byfornyelsesplanen er taget op til behandling af myndighederne og til drøftelse med lodsejeren.
Kommunen har tydeligt forud for udgifternes afholdelse tilkendegivet overfor lodsejeren, at ejendommen måtte forventes krævet nedrevet, og lodsejeren har derfor ikke grundlag for at kræve disse udgifter godtgjort af saneringsselskabet.
Efter den stedfundne besigtigelse af ejendommen og på grundlag af samtlige foreliggende oplysninger i sagen, finder taksationskommissionen, at der ydes lodsejeren fuld erstatning ved det af byrådet fremsatte tilbud på 90.000 kr.
Kendelse afsiges i overensstemmelse hermed.
T h i b e s t e m m e s
Den lodsejeren Frede Ravn Larsen tilkommende erstatning fastsættes til 90.000 kr., der forrentes med 1% over Danmarks Nationalbanks officielle diskonto den 8. august 1989, fra denne dato og til betaling sker.
Skive byråd skal endvidere godtgøre lodsejeren udgift til advokatbistand med 2.000 kr. + moms.
(sign.) Jens Kr. Ludvigsen
(sign.) Arne Christensen
(sign.) P. Bruun Nielsen
Sagen sluttet.
Taksationskommissionen hævet.
P. Bruun Nielsen /T. Bybjerg Nielsen sekr.
Ingen
I forbindelse med ekspropriation af en ejerlejlighed i henhold til byfornyelseslovens § 14, stk. 1, nedlagde ejeren påstand om erstatning på 300.000 kr., da ejendommen ville kunne indrettes til to ejerlejligheder. Endvidere havde ejeren afholdt udgifter til reparationsarbejder efter, at ejendommen var blevet omfattet af kommunens byfornyelsesplan. Antaget af kommissionen, at ejeren ikke havde haft rimelige muligheder for at opnå myndighedernes tilladelse til indretning af to ejerlejligheder i ejendommen, også selvom der blev bortset fra den foreliggende byfornyelsesplan.
Taksationskommissionen lagde endvidere vægt på, at de af ejeren afholdte udgifter alle var afholdt, efter at spørgsmålet om ejendommens inddragelse under byfornyelsesplanen var taget til behandling af myndighederne og til drøftelse med ejeren. På baggrund af dette tilkendte kommissionen i overensstemmelse med kommunens tilbud en erstatning på 90.000 kr.