Forlænget dagpengeret - 'ventedagpenge' i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3.

Forlænget dagpengeret - »ventedagpenge« i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3.

Et medlem blev den 8. februar 1988 overflyttet til Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende, fordi der var givet bevilling til iværksætterydelse indtil den 14. juni 1989, d.v.s. at medlemmets falddato efter § 55 var den 14. juni 1988.

Den 12. maj 1989 meldte medlemmet sig ledig, d.v.s. før udløbet af bevillingen, men efter udløbet af falddatoen.

Medlemmet blev herefter indberettet til jobtilbud og modtog dagpenge indtil jobtilbuddet startede den 1. november 1989. For at medlemmet kunne modtage dagpenge i denne periode (jf. § 55, stk. 3) indsatte Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende en fiktiv falddato for medlemmet, nemlig den 31. december 1989.

Medlemmet startede den 1. november 1989 sit jobtilbud, men blev opsagt til fratræden den 31. januar 1990 på grund af arbejdsgiverens økonomiske vanskeligheder. Samtidig var medlemmet pr. 1. november 1989 blevet overflyttet til Funktionærernes og Servicefagenes Arbejdsløshedskasse.

Medlemmet havde haft 456 arbejdstimer i jobtilbuddet og var herefter berettiget til supplerende jobtilbud.

Den 9. marts 1990 fik medlemmet oplyst fra arbejdsformidlingen, at hun kunne starte supplerende jobtilbud den 13. marts 1990.

Medlemmet søgte arbejdsløshedskassen om dagpenge for tiden efter ledigmeldelsen den 31. januar 1990.

Arbejdsløshedskassen oplyste, at medlemmet ikke var berettiget til dagpenge, idet betingelsen i § 55 ikke var opfyldt.

Medlemmet havde mistet retten til dagpenge den 14. juni 1988, og hun havde inden for de sidste 18 måneder kun været beskæftiget som lønmodtager i 456 timer.

Medlemmet klagede over afgørelsen, idet hun følte sig voldsomt uretfærdigt behandlet. Medlemmet var blevet misinformeret af både arbejdsformidlingen og forbundet. Arbejdsformidlingen havde dels oplyst hende om, at hendes falddato var den 31. december 1989, dels om, at hvis arbejdsgiveren ikke kunne overholde sine forpligtelser, var hun berettiget til et kommunalt jobtilbud. Hun ville således ikke lide noget økonomisk tab. Hverken arbejdsformidlingen eller arbejdsløshedskassen havde tilsyneladende informeret medlemmet om, hvilken uheldig situation hun kunne risikere at havne i.

Direktoratet meddelte, at ved ledigmeldelsen den 31. januar 1990 opfyldte medlemmet ikke arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 4, hvorfor medlemmet ikke var dagpengeberettiget ved ledigmeldelsen.

Medlemmet anførte i sin klage til ankenævnet, at hun manglede en begrundelse/forklaring på den afgørelse, der nu var truffet af direktoratet.

Desuden stillede hun følgende spørgsmål til afgørelsen

1) Nøjagtig hvor, hvornår eller i forhold til hvem eller hvad, havde hun begået den fejl, der indtil videre havde kostet hende og hendes familie et tab svarende til godt 5 ugers løn?

2) Medlemmet var meget interesseret i at få en fyldestgørende forklaring på, hvem der bar ansvaret for den fejl, der her forelå. Helst en seriøs forklaring!

3) Medlemmet havde en meget klar fornemmelse af, at hun i øjeblikket »blev straffet« for at have udvist initiativ til selv at komme i job. Hvorfor blev hun det? (Hun kunne da godt se, at det ville have været nemmere bare at ligge hjemme på sofaen, indtil arbejdsformidlingen ringede hende op og tilbød hende et jobtilbud. Iøvrigt ville hun så ydermere have sparet sig selv for alt dette mas og skriverier).

Ankenævnet fandt, at der ville kunne udbetales dagpenge til medlemmet i perioden fra den 31. januar 1990, og indtil hun startede på supplerende arbejdstilbud den 13. marts 1990, i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3.

Ankenævnet lagde vægt på, at arbejdstilbudet ophørte på grund af arbejdsgivers konkurs og derfor ikke kunne tilregnes medlemmet.

Endvidere lagde ankenævnet vægt på, at hensynet bag reglen i § 55, stk. 3, har været at sikre retten til dagpenge for medlemmer, som venter på et arbejdstilbud, og som i venteperioden ikke er dagpengeberettigede, fordi 26-ugersreglen ikke længere er opfyldt.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Ingen

Et medlem var berettiget til dagpenge i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3, efter en ufrivillig afbrydelse af et påbegyndt arbejdstilbud.