Uddannelsesstøtte - fortsat uddannelse (efteruddannelse)
Statutory Text (3 Articles)
Uddannelsesstøtte - fortsat uddannelse (efteruddannelse)
Ankenævnets brev af 20. december 1990
I et brev af 5. juli 1990 har De klaget over, at Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte i brev af 22. juni 1990 har meddelt, at styrelsen ikke kan imødekomme Deres ansøgning om støtte til gennemførelse af suppleringsuddannelsen i spansk eller bifag i spansk ved Odense Universitet. De har oplyst, at De er cand.mag. i geografi og samfundsfag fra Københavns Universitet. Begrundelsen for afslaget er, at De allerede har en kandidatuddannelse med hovedfag og bifag. Et sidefag/bifag/suppleringsuddannelse mere giver ikke en ny erhvervskompetence, og derfor må det ekstra fag betegnes som efteruddannelse. Bifag/sidefag er isoleret set ikke en støtteberettigende uddannelse, fordi det ikke giver en erhvervskompetence. Kun universiteternes kandidat- og magisteruddannelser er godkendt som støtteberettigende til statens uddannelsesstøtte. De anfører, at for at kunne bevare Deres hidtidige ansættelse (Deres hidtidige erhvervskompetence) er det især på grund af gymnasiereformen, som har berørt Deres fag geografi og samfundsfag hårdt, nødvendigt at få et ekstra fag. Direktoratet for de videregående uddannelser har i brev af 22. juni 1988 godkendt, at De indskrives ved spansk bifag på Odense Universitet. Det er oplyst, at spansk vil blive udbudt som nyt fag ved gymnasiet.
Det fremgår af Deres brev af 12. maj 1990, at De har fået bevilget orlov i 2 år fra og med august 1990 med henblik på at færdiggøre spanskstudiet.
SU-styrelsen har i brev af 2. august 1990 i anledning af Deres klage afgivet en udtalelse, som De har fået tilsendt i kopi. Styrelsen anfører, at den fastholder afgørelsen i brev af 22. juni 1990 og i øvrigt ikke har bemærkninger i anledning af Deres klage.
Ankenævnet er enig med styrelsen i, at støttereglerne ikke giver adgang til støtte til den omhandlede form for uddannelse, der må betragtes som en efteruddannelse. Der er ikke mulighed for at lægge vægt på, at det af beskæftigelsesmæssige årsager er hensigtsmæssigt, at De gennemfører den pågældende uddannelse. Nævnet kan henvise til § 7, stk. 1, nr. 1, i Undervisnings- og Forskningsministeriets lovbekendtgørelse nr. 416 af 14. juni 1989 om statens uddannelsesstøtte.
Ingen
Klage over, at SU-styrelsen ikke vil tildele støtte til bifag i spansk. Klager er i forvejen cand.mag. i samfundsfag og geografi.
Vil af beskæftigelsesmæssige årsager gennemføre spanskstudiet. Har fået orlov hertil i 2 år. Spansk vil blive udbudt som nyt fag på klagers gymnasium.