Legislator Case Law & Legislation
W19906053125 DK

Vurdering fast ejendom - grundværdi - campingplads. (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1990 60531 Valid

Vurdering fast ejendom - grundværdi - campingplads. (* 1)

A klagede over den af skyldrådet ved 18. alm. vurdering pr. 1.1.1986 foretagne ansættelse af grundværdien med påstand om nedsættelse.

Ejendommen omfattede et samlet grundareal på 46,6470 ha, heraf vej 1.711 m2. Ca. 40 ha af grundarealet blev drevet landbrugsmæssigt og var bebygget med stuehus og driftsbygninger, medens den øvrige del af ejendommens areal på 63.009 m(2) blev anvendt til campingplads. Denne var bebygget med en i 1971 opført camping-bygning på 340 m(2) og et i 1984 opført bomhus på 23 m(2).

Klagen til Landsskatteretten vedrørte alene den del af grundarealet, der blev anvendt til campingplads. Han påstod den del af pladsens grundareal, der udgjorde vej og læbælter, henholdsvis 10.000 m(2) og 16.000 m(2) nedsat til 0, og den øvrige del af campingpladsens grundareal på 37.009 m(2) ansat til 10 kr. pr. m(2).

Til støtte for påstanden henviste klageren bl.a. til, at værdien af campingpladsens grundareal ved 17. alm. vurdering blev ansat til 5 kr. pr. m(2). Endvidere henviste han til, at ejendommen var beliggende i det åbne land langt fra strand, skov, by og turistområde. Endelig gjorde han gældende, at den bedst beliggende campingplads på egnen i efteråret 1985 blev solgt til en pris svarende til 5,45 kr. pr. m(2).

Landsskatteretten bemærkede, at grundværdien i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 13, stk. 1, udgør grundens handelsværdi i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse.

Landsskatteretten besigtigede ejendommen, hvorunder klageren oplyste, at ca. 20.000 m(2) af campingpladsarealet ikke var indrettet på vurderingstidspunktet, og at knapt 1/3 stadig ikke var indrettet men henlå som skov, hvor campisterne kunne færdes på stierne.

Landsskatteretten fandt efter de foreliggende oplysninger samt det ved besigtigelsen fremkomne om ejendommens størrelse, beliggenhed og udnyttelse på vurderingstidspunktet at campingpladsens grundareal var ansat for højt og burde nedsættes til 12 kr. pr. m(2) eller 756.108 kr.

Endelig adm. afgørelse 1990 60531 Valid

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1990, nr. 3, side 215.

Endelig adm. afgørelse 1990 60531 Valid

Grundværdien for et areal anvendt til campingplads var af skyldrådet ansat til 15 kr. pr. m(2). Landsskatteretten nedsatte grundværdien til et beløb svarende til 12 kr. pr. m(2), bl.a. under henvisning til campingpladsens beliggenhed og udnyttelse på vurderingstidspunktet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →