Legislator Case Law & Legislation
W19906051325 DK

Tilladelse til bibeholdelse af en uden tilladelse etableret stenkastningsmole

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1990 60513 Valid

Tilladelse til bibeholdelse af en uden tilladelse etableret stenkastningsmole

I brev af 18. september 1989 med tilhørende bilag har De fremsendt en ansøgning om tilladelse til bibeholdelse af et ud for Deres ejendom, matr. nr. 11 b, Østby by, Selsø uden tilladelse etableret moleanlæg.

Ansøgningen er foranlediget af, at ministeriet i brev af 7. august 1989 modtog en klage fra Roskilde Fjords Fiskeriforening over, at De var i færd med at udbygge molen, hvilket i følge fiskeriforeningen ville medføre gener for bundgarnsfiskeriet i området.

I sagens anledning anmodede ministeriet Kystinspektoratet, Farvandsvæsenet, Frederiksborg Amt, Skibby Kommune, Skov- og Naturstyrelsen og Fiskeriinspektøren i København om en udtalelse.

I brev af 13. oktober 1989 udtalte Fiskeriinspektøren i København sig imod, at ministeriet meddelte tilladelse til bibeholdelse af den pågældende mole. På baggrund af en besigtigelse af forholdene på stedet oplyste fiskeriinspektøren, at vanddybden ikke som angivet af Dem i Deres ansøgning af 18. september 1989 var 15-20 cm ved dagligt vande, men derimod 50-60 cm. Endvidere oplyste fiskeriinspektøren i sine bemærkninger, at anlægget sandsynligvis var nyanlagt, idet det ikke fandtes på ældre luftfotos fra stedet. Endelig frygtede fiskeriinspektøren, at De, såfremt ministeriet meddelte Dem tilladelse til at bibeholde molen, ville foretage en yderligere udbygning af denne.

De øvrige høringsparter havde ikke indvendinger imod, at ministeriet meddelte Dem tilladelse til bibeholdelse af anlægget.

Efter yderligere brevveksling med Dem, Fiskeriinspektøren i København og Fiskeriministeriet fandt ministeriet anledning til at lade foretage en besigtigelse af molen og forholdene på stedet ved Kystinspektoratet. Denne besigtigelse fandt sted 14. marts 1990.

Det fremgår herefter af sagen, at molen er udført som stenkastningsmole af naturmaterialer. Den er ca. 1 m høj og ca. 36 m lang, heraf rækker ca. 25-30 m udenfor den oprindelige kystlinie. Molen beskytter delvis de tilstødende græsningsarealer mod oversvømmelse ved højvande.

På besigtigelsestidspunktet var der en vandstand på ca. 25 cm under normalvandstand. Den af Kystinspektoratet konstaterede vandstand var ud for molen 10 + 25 cm og bag molen ca. 25 - 30 + 25 cm.

Kystinspektoratet udtaler, at der ikke er materialeførende strøm i Roskilde Fjord, og at der ikke findes tegn på opgrunding ved molen.

Ca. 20 m nord for molen fandtes træmastestumper skåret af i en højde på ca. 20 cm over fjordbunden. Disse mastestumper er rester af højspændingsmaster, der er fjernet i begyndelsen af 1970'erne, og de antyder, at der ikke sker tilsanding på stedet.

Endelig har Kystinspektoratet i sit billedarkiv fundet et billede fra lokaliteten optaget i 1969, hvoraf fremgår, at der i 1969 fandtes en ca. 25 m lang molelignende stenkastning, der rakte ca. 6 m ud på søterritoriet.

Med Skibby Kommunes udtalelse fulgte endvidere to luftfotos fra henholdsvis 1982 og 1989. Af luftfotoet fra 1982 fremgår det, at der på daværende tidspunkt var et mindre moleanlæg på stedet, sammenholdt med fotoet fra 1989 ses det, at anlægget siden er blevet udbygget.

På det således foreliggende grundlag skal ministeriet herefter meddele tilladelse til bibeholdelse af den uden tilladelse etablerede stenkastningsmole på Horsehage ud for matr. nr. 11 b, Østby by, Selsø på følgende vilkår

1. Anlæggets til enhver tid værende ejer er forpligtet til at vedligeholde anlægget i god og forsvarlig stand og til at ændre det eller fjerne det, dersom der viser sig uforudsete, skadelige virkninger som følge af anlæggets tilstedeværelse, eller dersom det forfalder og ikke straks genetableres.

2. Der må ikke uden ministeriets tilladelse foretages nogen udvidelse eller ændringer af anlægget.

3. Til sikkerhed for opfyldelsen af vilkårene for tilladelsen skal tinglyses en deklaration på ejendommen med prioritet forud for eventuelle pantehæftelser og byrder med ministeriet som påtaleberettiget. Deklarationen skal indsendes til ministeriet i tinglyst stand for opbevaring.

4. Der skal til Kystinspektoratet, Farvandsvæsenet og ministeriet indsendes ajourførte tegninger visende anlæggets udformning og nøjagtige placering, f.eks. angivet ved indmåling af konstruktionen i forhold til matrikelskel. Endvidere fremsendes en pejleplan visende dybder omkring anlægget.

5. Hvis det fra erhvervsfiskernes side gøres gældende, at anlægget vil kunne påføre dem tab, skal der primært søges opnået en mindelig ordning. I mangel heraf skal spørgsmålet om, hvorvidt anlægget påfører de pågældende fiskere et tab, samt hvorvidt og i hvilket omfang de bør holdes skadesløse herfor afgøres af et i medfør af saltvandsfiskerilovens § 17, stk. 4, nedsat nævn.

Det tilføjes, at tilladelsen ikke fritager ejeren af anlægget for et i forbindelse med dettes tilstedeværelse eventuelt opstående civilretligt ansvar, ligesom tilladelsen ikke indeholder nogen garanti for konstruktionens sikkerhed eller stabilitet.

Det bemærkes endelig, at en meddelt tilladelse fortabes, såfremt nogen af de for tilladelsen fastsatte vilkår ikke måtte blive opfyldt.

Endelig adm. afgørelse 1990 60513 Valid

Ministeriet meddelte tilladelse til bibeholdelse af en uden tilladelse etableret stenkastningsmole under forudsætning af opfyldelse af en række vilkår.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →