Erstatning for vejareal
Statutory Text (3 Articles)
Erstatning for vejareal
K e n d e l s e
afsagt den 29. januar 1990 af taksationskommissionen for Nordjyllands amtsrådskreds I (Nord) i sagen
TS 5/89
Stianlæg over matr.nr. 10-o den sydlige del, Jetsmark.
Den 6. december 1988 foretog Pandrup byråd i henhold til § 43 i lov om offentlige veje ekspropriation af de nødvendige arealer m.v. til stianlæg over matr.nr. 10-o den sydlige del, Jetsmark.
Åstedsforretning blev afholdt den 16. februar 1989, og da der ikke blev opnået forlig med den berørte lodsejer, er erstatningsfastsættelsen den 30. maj 1989 indbragt for taksationskommissionen. Kommissionen har den 29. januar 1990 foretaget besigtigelse og forhandlet med parterne sammen med den udpegede landinspektør, Peter Zacho, Pandrup.
Ejendommen matr.nr.10-o den sydlige del, Jetsmark, der ejes af Poul Børgesen, har ifølge matriklen et areal på 259 (m2) og er matrikulært udlagt som vejareal. Ejendommen er ved den offentlige vurdering pr. 1/1 1986 vurderet til 0 (nul). Ejendommen ligger i byzone.
Ved ekspropriationen afstås 140 (m2). Samtidig tillægges 67 (m2) fra kommunens ejendom, matr.nr. 154. Matr.nr. 10-ab og 10-y tilhører ligeledes Poul Børgesen, og er bebygget med henholdsvis beboelse og tømrerværksted. De to ejendomme adskilles på den nordlige del af matr.nr. 10-o og syd for denne ejendom af en del af matr.nr. 154. Matr.nr. 10-o har en bredde på ca. 8 m og er udlagt som vejareal til fordel for matr.nr. 10-a m.fl., nu matr.nr. 154. Endvidere blev der ved servitut tinglyst 9.7.1920 givet nogle fjernere beliggende byggeparceller adgang over matr.nr. 10-o. Servitutten er aflyst den 7.4.1989. Den nye sti udlægges i en bredde af 4 m og nedklassificeres fra vej til sti. Stien spærres for kørende færdsel.
Ejeren har påstået erstatningen fastsat til 150 kr./(m2) for areal med fradrag af 18 kr./(m2) for tillagt areal. Han påstår sig yderligere tillagt erstatning for udgifter til flytning af stakit og 3.000 kr. til flytning af drivhus. Endvidere kræves 35.000 kr. i erstatning for ulemper ved forringede tilkørselsforhold og forøget færdsel. Han har oplyst, at drivhuset er anbragt på matr.nr. 154 efter aftale med den daværende ejer af denne ejendom. Den gående færdsel ad stien vil vanskeliggøre kørsel med materialer til og fra tømrerværkstedet og udkørsel fra beboelsens garage. Vejrettighederne for andre ejendomme har ikke været udøvet i ca. 30 år.
Pandrup byråd har påstået afståelsen gennemført uden erstatning under henvisning til, at der er tale om et vejareal. Ejerens egen vejret over arealet består stadig, og stien vil blive således befæstet, at der kan køres på den med tunge køretøjer. Stakittet flyttes som led i anlægsarbejdet.
Kommissionen lægger til grund, at ejeren i mange år har kunnet udøve almindelig ejerråden over arealet uden at skulle tage hensyn til, at det var udlagt som vej. Ejeren findes derfor at have krav på erstatning for det afståede areal med fradrag af det areal, der tillægges ejendommen, altså for 73 (m2). Erstatningen fastsættes til 50 kr./(m2). Efter byrådets erklæring om, at ejeren vil kunne køre ind over den udlagte sti og efter pladsforholdene iøvrigt findes der ikke at være påført ejeren ulemper, der kan berettige til erstatning. Der kan heller ikke tillægges erstatning for drivhuset, da dette ikke ligger på det afståede areal, og idet der ikke er grundlag for at antage, at ejeren havde en ubetinget ret til at have drivhuset stående uanset ejerskifte eller ændret anvendelse af matr.nr. 154.
Herefter
b e s t e m m e s
Pandrup kommune skal betale til
Poul Børgesen
for afståelse af ca. 73 (m2) indkørsel
50 kr./(m2)
Erstatningsbeløbet forrentes med 8% p.a. fra den 16. februar 1989 til betaling sker.
Ingen
I forbindelse med ekspropriation til et stianlæg over en ejendom fremsatte ejeren krav om erstatning for et areal, der matrikulært var udlagt som vejareal. Kommissionen lagde til grund, at ejeren i mange år havde kunnet udøve almindelig ejerråden over vejarealet uden at der skulle tages hensyn til, at det var udlagt som vej. Erstatningen blev herefter fastsat til 50 kr./(m2).