Genoprettelse af landbrugsejendom.
Statutory Text (3 Articles)
Genoprettelse af landbrugsejendom.
I skrivelse af 23. april 1990 har De påklaget den af Jordbrugsdirektoratet i skrivelse af 30. marts 1990 trufne afgørelse, hvorved der meddeltes afslag på ansøgning om frastykning af ca. 0,6 ha fra landbrugsejendommen matr.nr. 2 m.fl. Snogbæk, Sottrup til sammenlægning med ejendommen matr.nr. 149 smst. af areal ca. 0,7 ha, der søges genoprettet som landbrugsejendom i medfør af landbrugslovens §14, jf. §3, stk.2.
Det fremgår af Jordbrugsdirektoratets afgørelse, at ansøgningen ikke kan imødekommes, idet den genoprettede landbrugsejendom vil få et arealtilliggende på under 2 ha, og at en enkelt tilkøbt parcel ikke er grænsende til bygningslodden.
I Deres klage er det anført, at ansøgningen om genoprettelse af en nedlagt landbrugsejendom er indgivet i november 1988, hvorfor de dagældende regler for genoprettelse af landbrugsejendomme må finde anvendelse. Der henvises i den forbindelse til pkt. 14.4.2. i det cirkulære nr. 54 af 19. marts 1987 fra Landbrugsministeriet.
Med hensyn til den ikke-tilgrænsende jordlod på 3556 m2 anføres det, at denne parcel har været benyttet af Dem siden 1977 til græsningsformål for Deres hestestutteri. Det oplyses i den forbindelse, at De i 1983 har haft betinget skødet på parcellen, men at handelen ikke kunne gennemføres efter de på dette tidspunkt gældende regler.
Endelig finder De, at det er uhensigtsmæssigt at supplere ejendommen til op over 2 ha, idet den ejendom, der skulle afgive jorden, dermed ville få en dårligere struktur.
Kort- og Matrikelstyrelsen har endvidere oplyst i skrivelse af 20. marts 1990, at De for tiden har et fårehold på 15 dyr og mulighed for opstaldning af 10 ungkreatuerer og 100 grise. Det fremgår af skrivelsen, at driftsbygninger og beboelsesbygning er meget velholdte og egnede til jordbrugsmæssig drift. Endelig er det oplyst, at afstanden mellem Deres nuværende ejendom og den gård, som De agter at købe, er 7 km, og at De fortsat ønsker at blive boende på Deres nuværende ejendom.
Det fremgår endelig af skrivelsen, at sagen grundet en række misforståelser ikke har været behandlet før november 1989, selvom ansøgningen blev indsendt i november 1988.
I skrivelse af 27. april 1990 har Jordbrugsdirektoratet udtalt, at der med den fremkomne klage ikke ses at være fremført sådanne nye oplysninger, der kan begrunde en tilladelse.
Landbrugsministeriet finder imidlertig grundlag for at imødekomme det ansøgte. Landbrugsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgningen må betragtes som indsendt i 1988 selvom visse oplysninger ikke forelå på daværende tidspunkt, hvorfor sagen skal behandles efter § 14, jf. § 3 i lovbekendtgørelse nr. 424 af 1. juli 1987 og de dagældende retningslinier i Landbrugsministeriets cirkulære nr. 54 af 19. marts 1987.
Landbrugsministeriet lægger videre vægt på, at der er beboelsesbygning og driftbygninger, som er egnede til jordbrugsmæsig drift. Idet arealet er under 2 ha er det lagt til grund, at mindst halvdelen af arealet anvendes jordbrugsmæssigt. Med hensyn til den fjerntliggende lod bemærkes, at afstanden ligger under den tidligere gældende sammenlægningsgrænse på 1 km.
Det er oplyst, at Sønderjyllands amtskommune har meddelt tilladelse til udstykning og genopretning af matr.nr. 149 Snogebæk, Sottrup som landbrugsejendom i medfør by- og landzonelovens §8, jf. §6.
Landbrugsministeriet meddeler herved tilladelse i medfør af landbrugslovens § 14 til, at ejendommen matr.nr. 149 Snogebæk, Sottrup sammenlægges med de i ansøgningen omhandlede to parceller på ialt 6356 m2, der udstykkes fra landbrugsejendommen matr.nr. 2 m.fl. Snogbæk, Sottrup. Samtidig tillader Landbrugsministeriet, at ejendommen i forbindelse med sammenlægningen noteres i matriklen som landbrugsejendom. Det er en betingelse, at Peter Bertram opfylder bopælspligten, i 8 år fra genoprettelsestidspunktet.
P.M.V.
e.b.
Ingen
Tilladelse til genopretning af en tidligere nedlagt landbrugsejendom.
Den genoprettede ejendoms areal er på under 2 ha, men mindst halvdelen af arealet anvendes jordbrugsmæssigt, ligesom der er beboelsesbygning og driftsbygninger på ejendommen.