Gældssanering. Overførsel af pensionskonto. Modregning (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Gældssanering. Overførsel af pensionskonto. Modregning (* 1)
Kendelse af 5. december 1990 i sag nr. 389/1990 (Gældssanering. Overførsel af pensionskonto. Modregning).
For klageren K, der var 63 år, indledtes der den 5. april 1989 en gældssaneringssag.
Skifteretten krævede i forbindelse med gældssaneringssagen, at K's indekskonto og selvpensioneringskonto skulle ophæves, således at provenuet kunne udloddes til K's kreditorer. K anmodede herefter pengeinstituttet P om overførsel af K's indekskonto og selvpensioneringskonto til et andet pengeinstitut. P afslog anmodningen med henvisning til gældssaneringssagen.
K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P tilpligtedes at overføre indekskontoen og selvpensioneringskontoen til andet pengeinstitut hurtigst muligt.
P nedlagde påstand om frifindelse.
Ankenævnet tog K's påstand til følge med følgende bemærkninger
»Efter Ankenævnets faste praksis er et pengeinstitut i hvert fald i almindelighed forpligtet til at efterkomme en begæring fra indehaveren af en pensionskonto om overførsel af kontoen til et andet pengeinstitut eller til et forsikringsselskab uden som betingelse herfor at kunne stille krav om, at kunden indfrier en eventuel gæld til pengeinstitutet.
I det foreliggende tilfælde er der under K's gældssaneringssag som betingelse for at meddele gældssanering af skifteretten stillet krav om, at K's indekskonto ophæves, således at provenuet kan udloddes til de af gældssaneringen omfattede kreditorer, ligesom der er stillet krav om, at indeståendet på selvpensioneringskontoen udloddes til kreditorerne i forbindelse med frigivelsen ved bindingsperiodens ophør i december 1990. Formålet med den begærede overførsel af de to konti er at sikre, at provenuet, henholdsvis indeståendet, kan anvendes på den nævnte måde. Dette formål kan ikke betegnes som illoyalt, medens P omvendt ville opnå en ubegrundet særfordel, såfremt konsekvensen af gældssaneringen blev, at P fik adgang til at foretage modregning i provenuet ved ophævelse af indekskontoen, henholdsvis indeståendet på selvpensioneringskontoen.
På denne baggrund findes der ikke at være grundlag for at fravige den nævnte praksis om ret til at forlange overførsel af en pensionskonto til et andet pengeinstitut. Selv om der måtte gælde et vist opsigelsesvarsel for de to konti, findes P i den foreliggende særlige situation ikke at burde kunne påberåbe sig dette, og K's påstand tages derfor i det hele til følge.«
P har i medfør af Ankenævnets vedtægters § 11, stk. 2, meddelt, at P ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Under en verserende gældssaneringssag krævede skifteretten, at K's pensionskonti ophævedes. K anmodede P om overførsel af pensionskontiene til andet pengeinstitut, hvilket P afslog. P blev pålagt at overflytte kontiene.