Dankort, misbrug. Manglende underretning om bortkomst. (* 1)

Dankort, misbrug. Manglende underretning om bortkomst. (* 1)

Kendelse af 5. november 1990 i sag nr- 143/1990 (Dankort, misbrug. Manglende underretning om bortkomst).

Tirsdag den 27. februar 1990 henvendte klageren K sig i en af pengeinstituttet P's afdelinger for at hæve et beløb ved hjælp af sit dankort. K kunne ikke finde dankortet, og kassereren spurgte, om det kunne tænkes, at K havde glemt kortet hjemme. Da K ikke var sikker herpå, opfordrede kassereren K til at se efter kortet.

Torsdag den 1. marts 1990 konstaterede P's kontoførende afdeling, at K's konto var overtrukket med ca. 15.000 kr., hvorefter K kontaktedes. Herefter spærredes dankortet samme dag. K meddelte efterfølgende, at 15 hævninger foretaget efter udbetalingen den 27. februar ikke var foretaget af ham. K indgav politianmeldelse om tyveri af dankortet.

P meddelte K, at han selv hæftede for 5.000 kr. af det hævede beløb. Kortet kom ikke efterfølgende til veje eller blev inddraget via kontantautomater.

K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P tilpligtedes at anerkende, at han ikke hæftede for nogen del af tabet.

P nedlagde påstand om frifindelse.

Ankenævnet tog P's påstand til følge med følgende bemærkninger

»Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 2, er kortindehaveren ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis »kortindehaveren ... har undladt at underrette kortudsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at kortet er bortkommet, eller inden rimelig tid efter bortkomsten«. I den bekendtgørelse, der er udstedt i medfør af § 21, stk. 2, er bestemt, at ansvaret efter § 21, stk. 1, nr. 2, ikke kan overstige 1.000 kr. ved simpel uagtsomhed og 5.000 kr. ved grov uagtsomhed.

Efter det foreliggende, herunder K's redegørelse i anmeldelsen til politiet, må det lægges til grund, at K ved sin henvendelse i P's afdeling den 27. februar 1990 selv var af den opfattelse, at han blot havde glemt dankortet derhjemme, og at kassereren herefter opfordrede K til at eftersøge kortet, når han kom hjem. På denne baggrund findes K ikke at have haft føje til at gå ud fra, at kortet blev spærret af kassereren i forbindelse med denne henvendelse. Herefter, og da K efterfølgende undlod at eftersøge kortet og meddele P, at det var bortkommet, findes K ved grov uagtsomhed at have tilsidesat sine forpligtelser efter lovens § 21, stk. 1, nr. 2, og K må derfor selv bære 5.000 kr. af tabet.'

Den 27. februar 1990 blev K under et besøg i en af P's afdelinger opmærksom på, at han ikke var i besiddelse af sit dankort, hvorfor kassereren opfordrede K til at se efter kortet i sit hjem. Den 1.

marts 1990 blev kortet spærret af P, da den til kortet hørende konto var overtrukket med 15.000 kr., og K oplyste, at beløbet ikke var hævet af ham. Da K ikke med føje kunne gå ud fra, at kortet blev spærret den 27. februar 1990, fandtes K at have undladt at foranledige kortet spærret snarest muligt, efter at han var blevet opmærksom på kortets bortkomst, hvorfor K selv måtte bære 5.000 kr.

af tabet.