Legislator Case Law & Legislation
W19906043025 DK

Misbrug af dankort: (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1990 60430 Valid

Misbrug af dankort: (* 1)

Kendelse af 25. juni 1990 i sag 70/1990 (Misbrug af dankort).

Klageren K's dankort blev ved et indbrud i en parkeret bil, der henstod i en oplyst parkeringskælder, stjålet den 22. december 1989 mellem kl. 17 og 19.30. Dankortet var opbevaret i en tegnebog, der lå i bilens handskerum. K's sygesikringsbevis opbevaret i en frakkelomme i bilens bagagerum blev også stjålet. Ved sygesikringsbeviset lå en lap papir med K's PIN-kode.

Kortet blev misbrugt samme dag kl. 18.36 ved hævning af 2.000 kr. i en kontantautomat.

K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at pengeinstituttet P, der var kontoførende, tilpligtedes at anerkende, at K ikke hæftede for det skete misbrug.

P nedlagde påstand om frifindelse.

3 ud af Ankenævnets medlemmer tog K's påstand til følge med disse bemærkninger

»Efter lov om betalingskort m.v. § 21, stk. 1, nr. 1, er kortindhaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis »kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed.«

I det foreliggende tilfælde er misbruget sket i forbindelse med indbrud i en aflåst parkeret bil, i hvilken dankortet var anbragt i en tegnebog, der lå i handskerummet, medens en seddel, på hvilken PIN-koden var noteret, lå ved Ks sygesikringsbevis, der var opbevaret i lommen i en frakke, anbragt i bilens bagagerum. Opbevaringen af henholdsvis dankortet og sedlen med PIN-koden på denne måde findes ikke at kunne karakteriseres som groft uagtsom, og vi stemmer derfor for at tage K's påstand til følge'.

To af Ankenævnets medlemmer udtalte

»Selv om sedlen med PIN-koden ikke var anbragt umiddelbart samme sted som Ks dankort, finder vi, at K har handlet groft uagtsomt ved at efterlade såvel dankortet som sedlen med PIN-koden i en parkeret bil, i hvilken der fra kabinen var adgang til bagagerummet. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge«.

Endelig adm. afgørelse 1990 60430 Valid

K fik frastjålet sit dankort ved indbrud i en bil. Kortet var opbevaret i en tegnebog i bilens handskerum. PIN-koden lå ved et sygesikringsbevis, der opbevaredes i en frakkelomme i bagagerummet.

Kortet misbrugtes, og K påstod P, der var kontoførende, tilpligtet at anerkende, at K ikke hæftede herfor. K fik medhold heri (dissens).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →