Dankort, misbrug (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Dankort, misbrug (* 1)
Kendelse af 28. maj 1990 i sag 445/89 (Dankort misbrug).
Den 30. maj 1989 mellem kl. 8.00 og 12.00 blev klageren Ks dankort samt den pung, hvori kortet opbevaredes, stjålet fra Ks taske. Tasken opbevaredes i et uaflåst lokale på en institution, mens K befandt sig i et andet lokale på institutionen. K spærrede telefonisk kortet den følgende dag kl. 12.00. Dankortet anvendtes uberettiget af en 3. mand ved hævninger i pengeautomater samt to betalinger, i alt 4.226 kr.
K påstod overfor Ankenævnet det kontoførende pengeinstitut P tilpligtet at anerkende, at hun ikke hæftede for det skete misbrug, idet K anførte, at hun ikke havde opbevaret PIN-koden sammen med kortet, da hun som anbefalet af P ca. 5 år tidligere havde destrueret koden.
P nedlagde påstand om frifindelse.
Ankenævnet tog Ps påstand til følge med følgende bemærkninger
»Ks dankort er ved nogle af de skete misbrug anvendt som hævekort, men spørgsmålet om Ks hæftelse må også for så vidt angår disse tilfælde bedømmes efter § 21 i lov om betalingskort m.v. Efter stk. 1, nr. 1, i denne bestemmelse er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis »kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed.«
I det foreliggende tilfælde har K efter det oplyste i et længere tidsrum efterladt sin taske indeholdende bl.a. dankortet i et uaflåst lokale i en institution, medens hun selv deltog i et møde i et andet lokale. K findes herved at have handlet groft uagtsomt, hvorfor hun i medfør af den anførte bestemmelse i betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, selv må bære det opståede tab, der ikke overstiger 5.000 kr.'
K fik stjålet sit dankort, som hun opbevarede i sin taske, der var efterladt i et uaflåst lokale i en institution. K fandtes herved at have handlet groft uagtsomt, hvorfor K selv hæftede for den del af et af en uberettiget hævet beløb, der ikke oversteg 5.000 kr.