Ansvar for tab som følge af uberettiget brug af dankort. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Ansvar for tab som følge af uberettiget brug af dankort. (* 1)
Klageren K konstaterede den 8. september 1989 kl. ca. 11.30, at hun havde mistet sin pung med bl.a. sit dankort. K havde været i besiddelse af pungen om eftermiddagen den 7. september 1989, men kunne iøvrigt ikke nærmere redegøre for, hvornår og på hvilken måde pungen var bortkommet. Dankortet anvendtes uberettiget af en 3. mand den 8. september kl. 8.23, idet der blev hævet 2.000 kr.
K havde opnoteret den tilhørende PIN-kode som et lokal nr. til et telefonnummer på en telefonliste, der lå i pungen.
K påstod overfor Ankenævnet det kontoførende pengeinstitut P tilpligtet at anerkende, at hun ikke hæftede for det skete misbrug.
P påstod frifindelse.
Tre ud af Ankenævnets meddlemmer tog P's påstand til følge med disse bemærkninger
»Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, er kortindehaveren - med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse - (kun) ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis »kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed«. Denne bestemmelse findes uanset ordlyden også at måtte omfatte en uagtsomhed, som består i, at kortindehaveren har opbevaret en seddel med PIN-koden samme sted som dankortet. I det foreliggende tilfælde har klageren erkendt, at hun i den bortkomne pung sammen med kortet opbevarede en seddel, på hvilken koden var nedskrevet. Uanset at koden var søgt camoufleret som et lokalnummer på en telefonliste, findes klageren herved at have udvist grov uagtsomhed. Disse medlemmer finder derfor, at klageren selv må bære det lidte tab på 2.000 kr., og stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.'
2 Ankenævnsmedlemmer udtalte
»Den ovenfor citerede bestemmelse i betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, findes efter ordlyden at måtte forstås således, at den alene omfatter uagtsomhed udvist i forbindelse med selve bortkomsten af dankortet. Da det efter det foreliggende ikke kan lægges til grund, at klageren i denne henseende har udvist grov uagtsomhed, stemmer disse medlemmer for at tage klagen til følge.«
K mistede sin pung indeholdende dankort og en telefonliste, hvor K havde noteret den til kortet hørende PIN-kode camoufleret som et lokaltelefonnummer. K fandtes at have handlet groft uagtsomt. hvorfor K selv hæftede for et af en uberettiget hævet beløb, der ikke oversteg 5.000 kr.