Ønske om ændring i patentansøgnings basisdokumenter ikke imødekommet.
Statutory Text (3 Articles)
Ønske om ændring i patentansøgnings basisdokumenter ikke imødekommet.
År 1990, den 24. august afsagde patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Franck, Niordson, Terndrup Pedersen)
følgende
k e n d e l s e
i sagen j.nr. P 26/88: Klage fra
AB Essve Produkter,
Sverige,
v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S
over
Patentdirektoratets afgørelse af 11. august 1988 af patentansøgning nr. 2473/85.
Den 3. juni 1985 indleverede klageren en ansøgning om patent på en »fastgørelsesindretning for en dør- eller vindueskarm«.
Kravet lød således
»Indretning til justerbar fastgørelse af en dør- eller vindueskarm (13) på et fikseret element (3), omfattende et skrueorgan (1) med et gevindparti (2) til indgreb med det fikserede element, et skruehoved (4) og en muffe (7) udformet med et ydergevind (8) til indgreb med karmen (13), kendetegnet ved , at muffen (7) er forskydeligt anbragt på skrueorganet (1) mellem skruehovedet (4) og en skulder (6), at skrueorganet (1) har et konisk parti (14) mellem gevindpartiet (2) og det muffen (7) understøttende parti (5) til dannelse af et hul, når gevindpartiet (2) drives gennem karmen (13), hvilket hul er tilstrækkeligt stort til, at muffen kan drives ind i karmen og ved, at de mod hinanden vendende flader på muffen (7) og skruehovedet (4) er udformet med henholdsvis mindst et fremspring (9) og en udsparing (10) eller omvendt, der ved drejning af skruehovedet (4) i en retning ved indgreb med hinanden medbringer muffen (7) til indskruning af denne i karmen, medens udsparingen og fremspringet ved drejning i modsat retning glider over skråtstillede flader og ud af indgreb med hinanden, så at skrueorganet (1) i denne drejningsretning kan drejes frit i forhold til muffen (7).«
Ved skrivelse af 15. juli 1986 indsendte klageren følgende ændrede patentkrav
»Indretning til justerbar fastgørelse af en dør- eller vindueskarm (13) på et fikseret element (3), omfattende et skrueorgan (1) med et gevindparti (2) til indgreb med det fikserede element, et skruehoved (4) og en muffe (7) udformet med et ydergevind (8) til indgreb med karmen (13), kendetegnet ved , at muffen (7) er forskydeligt anbragt på skrueorganet (1) mellem skruehovedet (4) og en skulder (6), på skrueorganet (1), og at de mod hinanden vendende flader på muffen (7) og skruehovedet (4) er udformet med henholdsvis mindst et fremspring (9) og en udsparing (10) eller omvendt, der ved drejning af skruehovedet (4) i en retning ved indgreb med hinanden medbringer muffen (7) til indskruning af denne i karmen, medens udsparingen og fremspringet ved drejning i modsat retning glider over skråtstillede flader og ud af indgreb med hinanden, så at skrueorganet (1) i denne drejningsretning kan drejes frit i forhold til muffen (7).«
Patentdirektoratet anmodede ved skrivelse af 5. september 1986 klageren om at tydeliggøre beskrivelse og krav.
Ved skrivelse af 5. marts 1987 indsendte klageren en beskrivelse rettet i overensstemmelse med direktoratets anvisninger samt et krav, der var identisk med det krav, som indleveredes den 15. juli 1986.
Hertil udtalte direktoratet ved skrivelse af 10. august 1987
»Af sagens oprindeligt indleverede akter fremgår kun, at opfindelsen vedrører en indretning til fastgørelse af en dør- eller vindueskarm, hvor skrueorganet har et konisk parti mellem gevindpartiet og det muffen understøttende parti til dannelse af et hul, når gevindpartiet drives gennem karmen, hvilket hul er tilstrækkeligt stort til, at muffen kan drives ind i karmen.
For at kravet ifølge Deres ovennævnte skrivelse kan viderebehandles i nærværende ansøgning må det begrænses fuldstændigt, således at det ikke omhandler andet end hvad der fremgår af sagens oprindeligt indleverede akter.
Beskrivelse og tegning må ligeledes ændres således, at det helt falder indenfor, hvad der fremgår af det oprindeligt indleverede.«
Klageren fremsendte derefter ved skrivelse af 4. februar 1988 en ny beskrivlse og et rettet patentkrav.
Direktoratet afslog ved skrivelse af 11. august 1988 ansøgningen med følgende begrundelse
»Som anført i skrivelsen herfra af 10 aug 1987 vedrører ansøgningen ifølge de oprindeligt indleverede akter af 3 jun 1985 kun sådanne fastgørelsesindretninger for dør- eller vindueskarme, hvor det tilhørende skrueorgan foruden andre enkeltheder har et konisk parti mellem gevindpartiet og det muffen understøttende parti til dannelse af et hul, når gevindpartiet drives gennem karmen, hvilket hul er tilstrækkeligt stort til, at muffen kan drives ind i karmen.
Fastgørelsesindretningen ifølge kravet, der er fremsendt med Deres ovennævnte skrivelse af 04 feb 1988, er fortsat ikke forudsat at have et skrueorgan med et konisk parti, som det ovenfor anførte. Som også anført i skrivelsen herfra af 10 aug 1987 vedrører kravet derfor andet, end hvad der fremgår af sagens oprindeligt indleverede akter, nemlig fastgørelsesindretninger uden et sådant konisk parti på skrueorganet. Bestemmelserne i § 13 i patentloven er derfor vedblivende ikke overholdt.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 10. oktober 1988 indbragt for Patentankenævnet.
I skrivelse af 6. januar 1989 har klageren nedlagt påstand om, at de påklagede afgørelse omstødes.
Klageren har i skrivelsen bl.a. anført
»Formålet med opfindelsen som angivet i den oprindelige beskrivelse var »at angive en fastgørelsesindretning af enkel konstruktion, og hvor det ydermere blot er nødvendigt at forudbore huller med en enkelt dimension. »Sidstnævnte sætning vedrører det koniske parti på skrueorganet.
Det koniske parti er omtalt separat i den oprindelige beskrivelse på side 3, linie 6-12: »Ved installeringen kan karmen og det fikserede element være forudboret til samme diameter ...hul«.
Af sagens akter, således som de forelå ved indleveringen, er det klart for en fagmand på området, at det koniske parti ikke har nogen som helst indflydelse på den tilsigtede tekniske virkning ved opfindelsen, der som angivet i den oprindelige beskrivelse af 3. juni 1985, side 1, linie 28-32 og den afslåede beskrivelse af 4. februar 1988, side 1, linie 27-31 er, at »den (muffeformede del) i en første stilling er i indgreb med skrueorganet og følger med dette under dettes drejebevægelse, medens den i en anden stilling ikke følger med skrueorganet under dettes drejebevægelse.«
Denne tekniske virkning opnås ved muffens aksiale forskydelighed på skrueorganet og udformningen af de med hinanden samvirkende flader på muffen og skrueorganet. I denne forbindelse er det fuldstændigt uvæsentligt, hvordan hullet i karmen forbores eller tilvejebringes via skrueorganet.
Eftersom dette koniske parti således teknisk set er uinteressant i forbindelse med opnåelsen af den nævnte tekniske virkning, er det udeladt i det afslåede krav af 4. februar 1988.
Angivelsen af det koniske parti i det oprindelige krav 1 er således en unødig begrænsning, som slet ikke skulle have forekommet i kravet. Dette underbygges af, at den tekniske virkning ved det, som fremgår af kravet af 4. februar 1988 og det, som hidrører fra det koniske parti, som nævnt er forklaret uafhængigt af hinanden, hvor sidstnævnte oprindeligt endog er forklaret som en eventualitet (»ydermere«, side 1, linie 25 og »kan«, side 3, linie 6). Det er derfor vor opfattelse, at den opfindelse, som er defineret i beskrivelse og krav af 4. februar 1988, var åbenbar for en fagmand ud fra den oprindelige beskrivelse, således at det nye krav 1 ikke strider mod § 13 i patentloven.
Ændringerne i beskrivelsen vedrører tilpasningen til det ændrede krav.
Med hensyn til den ændrede tegning, hvor hullet i rammen er gjort gennemgående, turde det være helt klart, at dette hul var fejlagtigt tegnet, eftersom der var vist karmgods mellem skulderen 6 og muffen 7, og eftersom det koniske parti ikke var vist således, at det kan udvide hullet svarende til muffen 7 (jfr. det oprindelige krav, linie 13). Denne fejl i tegningen anfægter ikke forklaringen af opfindelsen ifølge såvel den oprindelige som den seneste beskrivelse, men underbygger snarere vor forklaring om, at det koniske parti er uvæsentligt for opfindelsen.'
Nævnet har behandlet sagen i sit møde den 29. maj 1990.
Klageren gav ikke møde.
Ankenævnet skal udtale
Der er ikke i basisdokumenterne grundlag for den foretagne ændring.
I henhold til de af Direktoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat
bestemmes
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. E. Franck. F. Niordson. P. Terndrup Pedersen.
Ingen
Ændring af kravene i en ansøgning om patent på en »fastgørelsesindretning for en dør - eller vindueskarm« blev anset for en ændring, der bevirkede, at patent blev søgt på noget, som ikke fremgik af ansøgningen, da den blev indleveret, patentlovens § 13.