Spørgsmål om grænsen mellem patenterbar opfindelse og programmer for datamaskiner samt opfindelseshøjde ved opfindelse til styring af kontrasten ved reproduktion.

Spørgsmål om grænsen mellem patenterbar opfindelse og programmer for datamaskiner samt opfindelseshøjde ved opfindelse til styring af kontrasten ved reproduktion.

År 1990, den 29. maj afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Franck, Grønbæk, Laubst)

følgende

K E N D E L S E

i sagen j.nr. P 30/88

Klage fra

Danagraf A/S,

Sorø,

v/Larsen & Birkeholm A/S

Skandinavisk Patentbureau

over

Patentdirektoratets afgørelse af 22. august 1988 af patentansøgning nr. 1463/81 fra

Eskofot A/S,

Ballerup,

v/Patentbureau Chas. Hude.

Den 14. 1985 fremlagdes under nr. 147.954 en den 31. marts 1981 indleveret ansøgning om patent på en »Fremgangsmåde og apparat til styring af kontrasten ved reproduktion«.

De fremlagte krav lød således

»1. Fremgangsmåde til styring af kontrasten ved reproduktion, såsom rasterproduktion, eksempelvis rasterreproduktion af halvtonebilleder, ved hjælp af en hovedbelysning og en hjælpebelysning, idet man først ved hjælp af et densitometer udmåler sværtningen i såvel billedets lyseste område som billedets mørkeste område og dermed halvtonebilledets kontrastomfang, hvorefter man måler forholdet mellem den valgte baggrunds lyseste sted og originalens lyseste sted og korrigerer hovedbelysningen i overensstemmelse hermed og foretager en eksponering af en farvetoneskala med rasteret indlagt og aflæser det maksimale kontrastomfang (det omfang man vælger at arbejde med) og indstiller hjælpebelysningen i afhængighed af halvtonebilledets kontrastomfang og rasteromfanget, idet hjælpebelysningens procentdel af hovedbelysningen afhænger af halvtonebilledets kontrastomfang B og rasteromfanget R på en enentydig måde, eventuelt efter formlen

hjælpebelysningsprocent = ***FIGUR***

hvorefter halvtonebilledet eller den pågældende original vil kunne eksponeres, idet dog hovedbelysningen korrigeres, således at summen af hovedbelysningen og hjælpebelysningen i hovedsagen forbliver uændret, hvorhos udmålingen af sværtningen i såvel halvtonebilledets lyseste område som halvtonebilledets mørkeste område foretages ved at føre densitometeret hen til udvalgte punkter af halvtonebilledet, hvor aflæsning foretages, hvorefter hjælpebelysningsprocenten beregnes på basis af sværtningen i henholdsvis lyseste og mørkeste område, kendetegnet ved , at den største henholdsvis den mindste værdi af sværtningen løbende registreres i et lager (1A, 1B) med stor hastighed, idet de beregninger af forskellige belysningsparametre, såsom hjælpebelysningsprocenten, som er tidskrævende, og som skal foretages på basis af sværtningen i henholdsvis lyseste og mørkeste område, først foretages efter afslutningen af densitometerets bevægelse hen over biledet.

2. Apparat til udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1 omfattende en fotodiode (3) og mindst en forstærker (4), som står i forbindelse med en A/D-omsætter (2), kendetegnet ved , et lager (1A, 1B) til registrering af sværtningen i henholdsvis lyseste og mørkeste område, idet de beregninger af forskellige belysningsparametre, såsom hjælpebelysningsprocenten, som er tidskrævende, og som skal foretages på basis af sværtningen i henholdsvis lyseste og mørkeste område, først foretages efter afslutningen af densitometerets bevægelse henover billedet.«

Klageren i denne sag nedlagde ved skrivelse af 12. april 1985 indsigelse mod udstedelse af patent bl.a. under henvisning til, at den i ansøgningen beskrevne opfindelse alene angår en programmeringsforskrift der i medfør af patentlovens § 1,stk. 2, ikke er patenterbar.

Klageren anførte endvidere, at apparatkravet ikke angiver et komplet apparat til udøvelse af fremgangsmåden, samt at apparatet heller ikke er omtalt og forklaret i beskrivelsen på en reproducerbar måde.

I skrivelse af 11. juni 1985 fremsendte klager en nærmere begrundelse for indsigelsen.

Klager anførte bl.a.

»Det første fremgangsmådetrin 1), nemlig punktformig måling af sværtningen for at finde det lyseste og mørkeste område, må da vist betragtes som en teknik, der har været kendt og anvendt i utallige år, jfr. også forklaringen i beskrivelsens indledning, især side 2's første tre afsnit. Især tredje afsnit på side 2 angiver jo direkte, at det er kendt at måle og finde det lyseste og det mørkeste område. Vi kender udmærket det apparat, som der tænkes på og som omtales i dette afsnit.

Trin 2) i fremgangsmåden siger blot, at man først udfører beregningerne, når målingerne er fuldført, hvilket turde være en selvfølgelighed. Sådan har man vel altid gjort, ellers kan man jo simpelthen ikke foretage de ønskede beregninger, idet man skal bruge begge måleresultater til beregningerne.

Det eneste nye overhovedet er således angivelsen: »at den største henholdsvis den mindste værdi af sværtningen løbende registreres i et lager«. Denne angivelse må nok siges at være en ret banal angivelse af almindelig kendt teknik, og det er nok heller ikke helt det der menes. Man registrerer formentlig hele tiden den øjebliksværdi, som densitometeret måler, og indfører denne målte værdi i en mikrodatamat, der med stor hastighed sammenligner den med lagerindholdet i lager A og i lager B. Angiver øjebliksværdien et lysere område end hvad der allerede er registreret i lager A, udskiftes lageer indholdet med øjebliksværdien, ellers bibeholdes lagerindholdet. Angiver øjebliksværdien et mørkere område end hvad der allerede er registreret i lager B, udskiftes lagerindholdet med øjebliksværdien, ellers bibeholdes lagerindholdet.

Dette står der faktisk ikke i krav 1, men sådan må fremgangsmåden formentlig være, for at man får det resultat.

Den eneste forskel på de kendte fremgangsmåder, jfr. forklaringen i beskrivelsens indledning, er altså en måde hvormed datastrømmen fra densitometeret styres, hvilket sker ved en programmering af en mikrodatamat, eller et andet passende logisk kredsløb, på en måde som iøvrigt er helt almindelig kendt, når man ønsker at finde minimums- eller maksimumsværdier af en række målinger eller en række tal.

Det eneste nye ved fremgangsmåden ifølge krav 1 i forhold til den almindelig kendte teknik forklaret i beskrivelsens indledning, er således en programforskrift, der ikke er patenterbar i henhold til Patentlovens § 1, stk. 2.

Apparat ifølge den fremlagte ansøgning er karakteriseret i krav 2 som værende et apparat til udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1. Dette ses imidlertid ikke at være helt korrekt. Apparatkravets indledning angiver, at apparatet består af en fotodiode, en forstærker og en A/D-omsætter, og i kravets kendetegnende del er blot angivet, at det herudover har et lager med to lagerenheder, samt en virkningsangivelse i det væsentlige identisk med krav 1's kendetegnende del. Kravet er efter vor mening meget ukomplet, og med apparat angivet i kravet, kan man ikke udøve den fremgangsmåde, der er angivet i krav 1.

F.eks. står der i kravets tredje-sidste virkningsangivelsen »først foretages efter afslutningen af densitometerets bevægelse henover billedet«. Der må således enten være nogle midler hertil, eller også er det blot en programmering af anlægget, der styrer dette. Dette blot som et eksempel på hvor ubestemt og utilstrækkeligt apparatkravet er affattet.

Opfindelsen er desuden ikke forklaret i beskrivelsen på en sådan måde, at Patentlovens § 8, stk. 2, er opfyldt »Beskrivelsen skal være så tydelig, at en fagmand på området på grundlag deraf kan udøve opfindelsen«. Som eksempel herpå kan angives

Fremgangsmådekravet.

Krav 1's indledning angiver i kravets linie 9 til 12 »og fortager en eksponering af en farvetoneskala med rasteret indlagt og aflæser det maksimale kontrastomfang«. Dette ses ikke at være umiddelbart forståeligt, og der er ikke nogen nærmere forklaring herpå i beskrivelsen.

Apparatkravet.

Apparatet ifølge krav 1 er ikke forklaret i beskrivelsen, idet der om apparatet kun er forklaret: »Selve densitometeret udgøres af en fotodiode, hvorfra signalet via en eller flere forstærkere går til en A/D-omsætter. De digitaliserede værdier for lyseste og mørkeste sted går til hver sit lager 1A, 1B, idet signalerne herfra først videreføres, når densitometerets bevægelse henover billedet som før nævnt er afsluttet.« Denne forklaring af opfindelsen i beskrivelsen side 4, andet afsnit, er i det væsentlige identisk med krav 2's indledning, således at det faktisk indirekte angives, at apparatet er indrettet som de almindelig kendte apparater, men er »programmerede« på en bestemt måde.'

Ansøger imødegik ved skrivelse af 3. oktober 1985 indsigelsen og udtalte

»Indsigeren bestrider kun opfindelsens tekniske karakter, og der henvises i denne forbindelse til ankenævnskendelse af 7. jan. 1985 (sag nr. P 1/83). Denne kendelse angår en selvindstillende regulator og rummer ikke noget egentligt nyt og er da også blot en stadfæstelse af Direktoratets afgørelse.

Til indsigerens bemærkning om, at der blot skulle være tale om en programmeringsforskrift - jf. side 5, linie 4- skal blot bemærkes, at der er tale om klare anvisninger til teknisk handlen (en lysregulering), og det er da heller ikke blevet bestridt af indsigeren, at der er opnået en teknisk virkning, nemlig mulighed for hurtig skandering.

Apparatkravet er blot medtaget for at illustrere, at der også er tale om et nyt apparatur. Ej heller dette er blevet bestridt af indsigeren. Indsigeren har kun gjort gældende, at kravet skulle være ukomplet.

Indsigeren anfører endvidere, at opfindelsen ikke er forklaret på en sådan måde, at en fagmand på området kan udøve opfindelsen, og der henvises til udtrykket »og foretager en eksponering af en farvetoneskala med rasteret indlagt og aflæser det maksimale kontrastomfang«. Udtrykket »omfang« er imidlertid kendt fra tysk fagterminologi - jf. tysk fremlæggelsesskrift nr. 2.046.887, spalte 1, linie 2 f.n.'

Patentdirektoratet foreslog ved skrivelse af 27. juni 1986, at ansøger tydeliggjorde krav 2 samt ændrede beskrivelsen.

Ansøger fremsendte ved skrivelse af 23. december 1986 et nyt krav 2 samt en ny fuldstændig beskrivelse i overensstemmelse med direktoratets anvisninger.

Krav 2 lød således

»Apparat til brug ved udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1 omfattende en fotodiode (3) og mindst en forstærker (4), som står i forbindelse med en A/D-omsætter (2), kendetegnet ved et lager (1A, 1B) til registrering af sværtningen i henholdsvis lyseste og mørkeste område, idet de beregninger af forskellige belysningsparametre, såsom hjælpebelysprocenten, som er tidskrævende, og som skal foretages på basis af sværtningen i henholdsvis lyseste og mørkeste område, først foretages efter afslutningen af densitometerets bevægelse henover området.«

Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 22. august 1988 at udstede patent, idet indsigelsen afvistes med følgende begrundelse

» 1. Vi kan ikke give Dem ret i, at den i ansøgningen omhandlede opfindelse kun er en programmeringsforskrift, idet vi mener, at indholdet af patentkravene klart må siges at være forskrifter for en teknisk handlen.

2. Vedrørende bemærkningen på side 4 i indsigelsesbegrundelsen mener vi, at det her angivne må være en umiddelbar følge af indholdet af krav 1, som går ud på, at den største henholdsvis den mindste værdi af sværtningen løbende registreres i et lager. Lagerets øjeblikkelige indhold under måleperioden må derfor være den indtil nu registrerede højeste og mindste værdi, som således er lagret i stedet for de tidligere målte værdier.

3. Ordet »kontrastomfang«, som på side 6 i indsigelsesbegrundelsen anses for ubestemt, anser vi for tilstrækkelig tydeligt defineret i krav 1's indledning, linie 4-6 i kravet.

4. Med hensyn til krav 2 mener vi, at kravet i den nuværende formulering er tilstrækkeligt tydeligt til at en fagmand kan udøve opfindelsen.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 20. oktober 1988 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at direktorates afgørelse omstødes, og at ansøgningen afslås i sin helhed på grund af manglende patenterbarhed.

Klager har henvist til sine indsigelsesbegrundelser af 12. april 1985 og 11. juni 1985.

Ansøgeren har ved skrivelse af 9. januar 1989 nedlagt påstand om stadfæstelse af direktoratets afgørelse.

Ansøgeren har iøvrigt henvist til sin skrivelse af 3. oktober 1985.

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 10. april 1990.

Parterne gav ikke møde.

Ankenævnet skal udtale

Selv om det kan tiltrædes, at det fremlagte patentkrav 1 for så vidt indeholder mere end en programmeringsforskrift, findes den kendetegnende del af kravet nærliggende for en fagmand. Da der endvidere findes at måtte gives klageren medhold i, at det fremlagte apparatkrav af de af klageren anførte grunde er ufuldstændigt,

bestemmes

Ansøgning nr. 1463/81 afslås.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. E. Franck. F. Grønbæk. T. Laubst.

Ingen

Patentansøgningen vedrørte fremgangsmåde og apparat til styring af kontrasten ved reproduktion. Ankenævnet fandt, at kravet vedrørende fremgangsmåden var mere end en programmeringsforskrift, jf.

patentlovens § 1, stk. 2, nr. 3), men at den kendetegnende del af kravet var nærliggende for en fagmand. Endvidere var det fremlagte apparatkrav ufuldstændigt.