Patentankenævnet fandt ikke grundlag for at se bort fra overskridelse af betalingsfrist for klageafgift i patentlovens § 25 men tillod genoprettelse efter omstændighederne i medfør af patentlovens § 72.

Patentankenævnet fandt ikke grundlag for at se bort fra overskridelse af betalingsfrist for klageafgift i patentlovens § 25 men tillod genoprettelse efter omstændighederne i medfør af patentlovens § 72.

År 1990, den 24. april afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen)

følgende

K E N D E L S E

i sagen j.nr. P 37/89: Henvendelse fra

Michelin Recherche et Technique,

Schweiz,

v/Internationalt Patent-Bureau om genoprettelse af de rettigheder, der måtte være bortfaldet som følge af for sent indbetalt klageafgift vedrørende patentansøgning nr. 1851/83.

Den 29. september 1989 afslog Patentdirektoratet at imødekomme en af Michelin Recherche et Technique, Schweiz, indgivet ansøgning om patent på »slidbane og dæk til lastbil«.

Afgørelsen blev den 24. november 1989 af ansøgeren ved Internationalt Patent-Bureau indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at opfindelsen afviger fra den kendte teknik og således vedrører en patenterbar opfindelse, hvorfor sagen anmodedes tilbagesendt til Patentdirektoratet med henblik på fortsat behandling. I klageskrivelsen er anført, at klageafgiften kr. 3.000,-, indbetales separat.

Efter at det i Patentankenævnets sekretariat den 27. december 1989 var konstateret, at klageafgiften endnu ikke var betalt, blev der straks rettet telefonisk henvendelse herom til Internationalt Patent-Bureau, som samme dag foranledigede afgiften indbetalt.

I skrivelse af 27. februar 1990 har Internationalt Patentbureau anmodet Patentankenævnet om

principalt at bortse fra fristoverskridelsen, som ansøgeren finder undskyldelig,

subsidiært at tiltræde genoprettelse af de til ansøgningen hørende rettigheder i medfør af patentlovens § 72. Genoprettelsesafgiften er samtidig indbetalt.

Ansøgeren har i skrivelsen udtalt

»Dette er en opfølgning efter aftale af vort behagelige møde tirsdag den 16. januar 1990 hos formanden for Patentankenævnet vedrørende sagen, ans. P. 1851/83, Michelin Recherche et Technique S.A., hvor klageafgiften, DKK 23.000,-, ved vor fejltagelse ikke blev betalt den 24. november 1989 ved klagens indgivelse til Patentankenævnet, men først efter telefonisk påkrav den 27. december 1989.

Desværre er denne opfølgning blevet forsinket, hvilket skyldes, dels at vor sagsbehandler, ingeniør Chr. Tscherning, pludselig måtte rejse til Frankrig i anledning af sin moders alvorlige sygdom, dels at andre medarbejdere, der har haft med denne sag at gøre, har været på planlagte ferier, dels andre hermed sammenfaldende omstændigheder.

Som det fremgår af sagen, anførte vi i klageskrivelsen indleveret 24. november 1989

»Den foreskrevne klageafgift på DKK 3.000,- indbetales separat«.

Det må derfor straks for enhver have stået klart, at når pengene ikke blev betalt på sedet, skyldtes det en fejltagelse. Hvis der med det samme var blevet spurgt: »Hvor er pengene?», ville disse - naturligvis for enhver - være blevet bragt straks, samme dag. (Ankefristen udløb i øvrigt først onsdag den 29. november 1989).

(Udtrykket »indbetales separat« dækker over, at pengene betales ved en anden skranke i samme lokale i Patentdirektoratets bygning, nemlig ved kassen, hvor betalingen erlægges. Dette er - efter hvad vi ved - som følge af et gammelt ønske fra myndighedens side, og ønsket er naturligt - også historisk - begrundet i regnskabsmæssige og revisionsmæssige betragtninger).

Det er vor opfattelse, at man i administrativ praksis kan se bort fra visse fristoverskridelser (når der ikke er nogen modpart, hvis interesser kan blive berørt), og det mener vi også, at man gør. herom henviser vi til Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, 1946 p 514, 1965 p. 529, der siger det således: »I administrativ Praksis ser Klageinstansen imidlertid ikke sjældent bort fra Overskridelser af Klagefristen«. Hos Jørgen Mathiasen hedder det i hans ajourføring af Poul Andersen i JURISTEN 1975 P. 517: »I administrativ praksis ser klageinstansen imidlertid ikke helt sjældent bort fra overskridelse af klagefristen«.

Vi tillader os hertil at bemærke, at i denne sag er klagefristen overholdt - endda i god tid : det drejer sig her om noget mindre, nemlig om at en afgift, der i akterne er omtalt som betalt, og hvor vedkommende sagsbehandler troede, at afgiften var betalt, blot ikke er blevet det på grund af omstændigheder, der for alle oplagt og klart er en fejltagelse.

Til de ovenfor omtalte to forfattere henviser Koktvedgaard/Østerborg side 322-23, det er det sted, hvor de mere generelt taler om genoprettelse af rettigheder.

Det er derfor vor opfattelse, at Ankenævnet i denne sag må kunne bortse fra, at klageafgiften ikke er betalt til tiden, da forsinkelsen hverken skyldes manglende betalingsvilje eller -evne, og da fristoversiddelsen ikke har været langvarig: der blev betalt straks, samme dag, hvor påkrav skete, idet det hele for alle var en fejltagelse, hvilket fremgik af akterne, hvor der stod om betaling.

--o--

Skulle Ankenævnet imidlertid ikke kunne følge vor anmodning om at bortse fra den forsinkede betaling som skyldes en - også klart for Patentmyndigheden - ren fejl, begærer vi subsidiært, under henvisning til Patentlovens § 72, stk. 1, om genoprettelse af de rettigheder, som måtte være gået tabt ved den forsinkede betaling, idet vi tillader os at anføre, at ansøgeren såvel som vi, der er hans fuldmægtig, har udvist al den omhu, som med rimelighed kan kræves.

At dette gælder ansøgeren er selvklart: han har valgt et ubestridt kvalificeret patentbureau som fuldmægtig, han har i god tid instrueret dette om at klage til Patentankenævnet, og han har med skrivelse af 28. november 1989 fra os modtaget såvel kopier af klagen som vor NOTA derfor udtrykkeligt sigende, at klageafgiften er betalt. Mere vil ingen kunne forlange med rimelighed.

Også vi som fuldmægtig mener, at vi har udvist al den omhu som med rimelighed kan forlanges i denne sag, der drejer sig om en forsinket betaling. Det tilføjes, at det drejer sig ikke om en eller anden årstidsbestemt terminsbetaling eller om en betaling, der direkte skal gå til bestemt brug (billetpris, fragt, porto eller betaling for umiddelbart arbejde), men om en betaling der blot skal gå ind i et stort hele som en slags ydelse for en sagsbehandling, der strækker sig over lang tid. At forsømme en sådan betaling på dagen hører ikke til de store betalingsforsømmelser.

Men orden skal der være i alting, også denne sags betalinger. Man må blot ikke lade en forsømmelse få en for stor retsvirkning endsige føre til noget retstab. Det tåler retssamfundet ikke.

Når vi mener, at vi har udvist al den omhu, som med rimelighed kan kræves i en sag som denne, skyldes det, som den følgende detaljerede gennemgang af sagens faktiske omstændigheder vil vise, at skønt vi udtrykkeligt og klart i klageskrivelsen har anført, at »den foreskrevne klageafgift på DKK 3.000,-, indbetales separat«, så har to af kontrolhensyn af hinanden uafhængigt arbejdende, kvalificeede kontorfunktionærer, der har som arbejde at passe ekspeditionen af sager som bl.a. denne, begge overset at sørge for, at en betaling på DKK 3.000,- fulgte med til Patentmyndigheden skønt de begge vidste, at der skal betales klageafgift straks i forbindelse med klage til Patentankenævnet, og skønt der med rene ord står i den korte og let overskuelige klageskrivelse, at klageafgiften betales.

Imod en sådan menneskelig fejlen-i to led kan fuldmægtigen ikke værge sig, og fuldmægtigen, der har tilrettelagt, indrettet og overvåget et godt virkende kontrolsystem med dobbetkontrol, altså af hinanden uafhængige personer, hvilket system ikke før har givet anledning til fejl, må defor siges at have udvist al den omhu, der med rimelighed kan forlanges i et sådant tilfælde.

Hvad der er sket hos os i sagen er følgende

Ved indgang af Patentdirektoratets afslag af 29. september 1989 i sagen er dette indført i journalen og såvel afslaget som ankefristen noteret foruden på selve sagsmappen også i sekretariatets fristbog og i sagsbehandlerens dagbog samt i firmaets »U-Bog«, der er den »firmaofficielle fristbog«. Alle disse notater er foretagt korrekt.

Ved klientens ordre til anke er dette noteret i journalen og i sekretariatet samt på sagen, der gik til sagsbehandleren og til notering i hans dagbog. Alt er sket planmæssigt.

Efter sagsbehandlerens behandling endende med udfærdigelse af klagebegrundelse gik sagen til sekretariatet, der forbereder sagers afsendelse til patentmyndigheden med udfærdigelse af ansøgningsdokumenter og lignende, herunder klageskrivelser, hvis dette ikke i forvejen er gjort af sagsbehandleren, som det er sket i nærværende sag. Endvidere foretager sekretariatet fremskaffelse og ordning af og eftertælling af kopier og bilag og stemmer af med sekretariatets fristbog og indfører sagen i dagens liste over betalinger til Patentmydnigheden, hvis der er betaling.

Sagen bringes derefter - sammen med andre sager, hvori der er post denne dag til Patentmyndigheden, samt et eksemplar af betalingslisten, der er udfærdiget i tre eksemplarer - til et andet, af sekretariatet uafhængigt, kontor, vort »postrum«, hvor en anden ansvarlig, kompetent medarbejder kontrolleer sagerne, og at betalinger er ført på listen, samt at fristen i U-bogen er overholdt, hvorom sker notat.

To eksemplarer af listen går til kassen, der skriver check(s) til at betale Patentmyndigheden med, hvorefter et eksemplar af listen forelægges kontorchefen til attestation og underskrift af check. To eksemplarer af betalingslisten bringes til Patentdirektoratet, der beholder det ene.

Hele dette fint justerede kontrolsystem, der her kun er refereret i hovedtræk, har i sagen virket, som det skulle, og som det altid gør. Altså bortset fra, at der den 24. november 1989 ikke blev sendt ankeafgift med denne sag, fordi afgiften fejlagtigt ikke var ført på listen over det, som skulle betales. Under mødet den 16. januar foreviste vi vore forskellige fristbøger samt den pågældende betalingsliste, og det kan vi gøre igen, om det måtte ønskes.

Fra de to medarbejdere, der den 24. november 1989 havde »vagten« i henholdsvis sekretariatet og postrummet, vedlægger vi erklæringer til nærmere belysning af sagen.

Herefter tillader vi os at mene, at de til ansøgningen hørende rettigheder i hvert fald må kunne genoprettes efter patentlovens § 74, stk. 1, og vi vedlægger genoprettelsesafgift på DKK 3.000,- samt en kopi af denne side, som vi anmoder om at måtte få tilbage straks forsynet med »BETALT-stempel«.

Som tidligere i denne skrivelse anført er vor begæring om genoprettelse kun subsidiær, idet vi principalt mener, at Ankenævnet udfra almindelig forvaltningspraksis uden videre må kunne acceptere afgiftens betaling den 27. december 1989, da det klart af sagen fremgår, at det beror på en ren fejltagelse, at afgiften ikke blev betalt den 24. november 1989, og at afgiften ville være blevet betalt fristrigtigt, altså senest den 29. november 1989, hvis nogen i Patentmyndigheden, straks ved modtagelsen - i dagene mellem 24. og 29. november - havde set i sagen, at pengene fejlagtigt ikke var medfulgt.

Når vi så indtrængende beder om, at betalingen accepteres uden brug af genoprettelsesreglerne skyldes det, at derved undgås, at der bliver mulighed for mellemkommende rettigheder efter patentlovens § 74, stk. 2. Det forekommer os ikke rimeligt, at ansøgeren skal leve med en sådan latent risiko. Den er nok ikke stor i betragtning af opfindelsens art og den industri, der udøves i Danmark, men der bør ikke være nogen risiko.'

Ansøgerens ovennævnte skrivelse blev vedlagt følgende to erklæringer af 26. februar 1990 fra patentbureauets kontorpersonale, som forestod bureauets kontrolsystem

Kirsen Blonds erklæring

»Undertegnede, fru Kirsen Blond (cpr. 060164) boende Snebærvænget 1,2830 Virum, erklærer herved til offentlig brug for Patentankenævnet og eventuelt andre myndigheder, under ansvar efter Straffeloven og med tilbud om at gentage det erklærede for Patentankenævnet, domstol, konsul eller notar

1. Siden 1. oktober 1984 har jeg været ansat i firmaet Internationalt Patent-Bureau, nu Høje Taastrup (i det følgende benævnt IPB).

2. Straks fra min ansættelse i IPB har jeg været ansat i firmaets såkaldte ansøgningssekretariat i næsten hele min tid først som elev, senere som kontorassistent og nu som sekretær.

3. Jeg er vel bekendt med den ekspeditionsmæssige behandling af patentansøgninger, også i de tilfælde, hvor de indbringes for ankenævnet.

4. Herunder er jeg vel bekendt med, at der også i ankesager skal betales afgift til Patentmyndigheden, og at afgiften i ankesager skal betales straks sammen med indgivelse af anken. (I hvert fald inden ankefristens udløb).

5. Fredag den 24. november 1989 ekspederede jeg i sekretariatet posten til patentmyndigheden, derunder klagesagen ans. 1851/83 (j. 97656) Michelin Recherche et Technique, der var fristnoteret på den 27. november 1989, nemlig efter skik i IPB to dage før virkeligt fristudløb onsdag den 29. november 1989.

6. I nævnte klagesag ordnede og kontrollerede jeg klagebegrundelsen og klageskrivelsen, der var affattet af ingeniør Chr. Tscherning (Tsch) og maskinskrevet af fru Hanne Andra (HB), og jeg kontrollerede klagefristens overholdelse i sekretariatets bøger og gjorde notat herom. Jeg sørgede for bilagsmaterialets tilstedeværelse og fuldtallighed.

7. Jeg skulle også have ført sagen på listen over betalinger den dag til patentmyndigheden eller kontrolleret, at dette allerede var sket, idet jeg jo vidste, at der er en klageafgift , nu på DKK 3.000,-, der skulle betales med indleveringen, hvilket også stod i selve klageskrivelsen, som jeg havde kontrolleret.

8. Af grunde, som jeg ikke kan forklare mig, fik jeg imidlertid ikke ført denne sag på betalingslisten. Det er en klar fejl, som jeg er frygtelig ked af, men ikke aner noget om, hvorfor jeg har kunnet begå den. Det var ikke, fordi den pågældende dag var særlig travl med hensyn til post fra Patentmyndigheden. Der var den dag på patentsagslisten over betalinger til Patentmyndigheden ialt DKK 30.900,- fordelt på 7 poster, hvilket ikke var påfaldende meget. Det var heller ikke, fordi den pågældende sag var i tidsnød: som nævnt var fristen noteret på mandag den 27. november, og ingeniør Tschernings klagebegrundelse var færdigrenskrevet den 23. november, og selve klageskrivelsen allerede den 20. november 1989.«

Hanne Andras erklæring

»Undertegnede, fru Hanne Andra, født Bødker (cpr. 120145) boende Ørnekærsvænget 70, 2635 Ishøj), erklærer herved til offentlig brug for Patentankenævnet og eventuelt andre myndigheder, under ansvar efter Straffeloven og med tilbud om at gentage det erklærede for Patentankenævnet, domstol, konsul eller notar

1. Siden 17. juli 1961 har jeg været ansat i firmaet Internationalt Patent-Bureau, nu Høje Taastrup (i det følgende benævnt IPB).

2. Min ansættelse i IPB var oprindelig som kontorelev, senere blev jeg kontorassistent og har i en årrække været sekretær. Herunder har jeg i mange år fungeret som sekretær først for civilingeniør Finn Steenstrup og senere for civilingeniør Knud Raffnsøe ikke blot for så vidt angår en del af disses daglige patentarbejde, men også for så vidt angår disse to's danske og internationale arbejde vedrørende forskellige patentoragnisationers medarbejde ved patentlovsspørgsmål af den mest forskellige art. Herfra har jeg et godt kendskab til, at der foreligger virkeligt mange specielle spørgsmål indenfor patentområdet, og at det derfor gælder om at passe meget på at alle regler og frister er overholdt. Jeg mener, at jeg er god til at være på jagt overfor sådanne spørgsmål, og at jeg er en omhyggelig og pålidelig sekretær.

3. Vel måske i forbindelse hermed har jeg fået overladt mere og mere arbejde med den ekspeditionsmæssige kontrol af behandlingen af patentansøgninger, og jeg har særligt været beskæftiget hermed i IPB's postrum, hvorfra sager bl.a. sendes (bringes) til Patentmyndigheden, efter at sagerne er behandlet andetsted (hos sagsbehandlerne og i sekretariatet). I postrummet føres IPB's vigtigste fristbog for patentsager, U-bogen, og jeg har overvåget, at dens frister er overholdt, og kontrolleret, at sagerne (ansøgninger, skrivelser, klager m.v.) er i orden med hensyn til alle formalia, før de afgår. Hertil hører, at sagerne, forsåvidt de er afgiftsbelagte, er ført på dagens liste(r) over betalinger til Patentmyndigheden. Disse betalinger er jeg vel kendt med også fra mit ovenfor omtalte sekretærarbejde vedrørende patentlovspørgsmål og fra mit sekretærarbejde vedrørende firmaets prislister etc., hvilket arbejde jeg har deltaget i igennem lang tid, idet jeg var med i det allerede i de fleste af de år, hvori dette arbejde især varetoges af civilingeniør Finn Steenstrup.

4. Således var jeg vel klar over det, som er betydningsfuldt i denne sag, nemlig at klager til Patentankenævnet skal ledsages af klageafgift, der nu er på DKK 3.000,-.

5. Fredag den 24. november 1989 havde jeg »vagten« i postrummet og kontrollerede, at den afgående post til Patentmyndigheden var i orden. Herunder kontrollerede jeg sagen j. 97656, Michelin, ans. 1851/83, hvor jeg i øvrigt selv personligt - som et led i mit almindelige sekretærarbejde med patentansøgningers behandling - havde maskinskrevet for ingeniør Tscherning (Tsch), der er sagsbehandler i sagen, såvel klagebegrundelsen, der blev renskrevet 23. november, som selve klageskrivelsen, der blev renskrevet allerede den 20. november 1989. Det vil ses, at på dem begge findes skrivemærkerne: Tsch/HB. Det sidste angiver mig. Jeg har således selv personligt skrevet: »Den foreskrevne klageafgift på DKK 3.000 indbetales separat«.

6. I den her omhandlede sag - som i dagens andre sager - kontrollerede jeg bl.a., at fristen - i dette tilfælde for klage - var overholdt, og jeg gjorde fornødne notater herom og kontrollerede andres notater på sagen.

7. Jeg skulle naturligvis også have kontrolleret, at sagen var på listen over dagens betalinger til Patentmyndigheden, idet jeg jo vidste, bl.a. fordi jeg selv havde maskinskrevet det, at der skulle medfølge en afgift på DKK 3.000,-. Skrivelsen havde jeg jo også selv kontrolleret: den var underskrevet, og sekretariatet havde stemplet den med overbringelsesdatoen: 24 NOV 1989.

8. Af grunde, som jeg ikke kan forklare mig, fik jeg imidlertid ikke kontrolleret, at afgiften (og sagen) og de DKK 3.000,- var på listen, hvilket senere har vist sig katastrofalt, fordi sagen fejlagtigt ikke var kommet på listen. Det er en klar fejl, at min kontrolfunktion har svigtet, og jeg er frygtelig ked deraf, menjeg aner faktisk ikke, hvordan eller hvorfor jeg har kunnet begå fejlen. Det kan ikke være på grund af særlig travlhed den pågældende dag, og specielt den her omhandlede sag var ikke i tidnød, da klagefristen først udløb den 29. november 1989.'

Patentankenævnets formandskab har efter en vurdering af sagen ikke fundet grundlag for at tillade en overskridelse af den frist på 2 måneder, som patentlovens § 25 foreskriver for indbetaling af klageafgiften.

Herefter har ankenævnet taget stilling til klagerens subsidiære påstand om genoprettelse af de rettigheder, der måtte være bortfaldet som følge af den for sent indbetalte klageafgift.

Nævnet har efter en samlet vurdering af sagen skønnet, at den stedfundne fristoverskridelse må anses for undskyldelig, idet der har været tale om to af hinanden uafhængige kontrolsystemer, der passes af tilsyneladende kvalificeret kontorpersonale, hvor imidlertid begge kontrolpersoner har svigtet. Den ikke rettidige indbetaling af klageafgiften findes således ikke at bero på, at der ikke er udvist al den omhu, som med rimelighed kan kræves af klageren, hvorfor der bør ske genoprettelse i medfør af patentlovens § 72.

Herefter

bestemmes

De bortfaldne rettigheder vedrørende patentansøgning nr. 1851/83 genoprettes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P. Terndrup Pederen.

Ingen

Den i patentlovens § 25 nævnte klageafgift medfulgte ikke et patentbureaus klage over Patentdirektoratets afgørelse i en patentansøgning. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tillade en overskridelse af fristen i patentlovens § 25, stk. 1 udfra almindelige forvaltningsretlige principper. Derimod fandt nævnet, at bureauets frist- og betalingsprocedure var så grundigt tilrettelagt, at fejlen måtte anses for undskyldelig og genoprettelse efter patentlovens § 72 kunne ske.