Krav til aktiekapitaln i et kreditinstitut, der havde tabt mere end 25% af aktiekapitalen.
Statutory Text (3 Articles)
Krav til aktiekapitaln i et kreditinstitut, der havde tabt mere end 25% af aktiekapitalen.
Som advokat for Bankieraktieselskabet A har advokat .... i skrivelse af 16. marts 1989 klaget over Finanstilsynets afgørelse i skrivelse af 7. marts 1989 (j.nr. 10-510-2-3). I skrivelsen har tilsynet bestemt, at minimumskravet ved retablering af aktiekapital i det nævnte selskab, der er omfattet af lovbekendtgørelse nr. 375 af 15. august 1985 om visse kreditinstitutter, jf. lovbekendtgørelse nr. 374 af 15. august 1985 om banker og sparekasser, er fastsat til 25 millioner kroner, efter at selskabet har underrettet tilsynet om at det havde tabt mere end 25% af aktiekapitalen.
Det fremgår af sagen, at selskabet på et møde den 1. marts 1989 med Finanstilsynet underrettede tilsynet om, at selskabet i 1988 havde tabt mere end 25% af aktiekapitalen, idet egenkapitalen ultimo 1988 udgjorde knap 14 millioner kroner. I en skrivelse af samme dato, hvorved underretning formelt fandt sted i overensstemmelse med lovbekendtgørelse om visse kreditinstitutter § 3, jf. § 44, stk. 1 i lovbekendtgørelse om banker og sparekasser, anmodede selskabet samtidig tilsynet om blandt andet at godkende, at retablering skete ved at bringe aktiekapitalen op på 75% af den oprindelige aktiekapital på 25 millioner kroner eller til 18.750.000,00 jf. bank og sparekasselovens § 44, stk. 3.
I skrivelse af 7. marts 1989 meddelte tilsynet klageren, at man fandt at minimumskravet til aktiekapitalen måtte fastsættes til 25 millioner kroner, idet tilsynet henviste til at Industriministeren kan inddrage tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed efter bank og sparekasselovens § 43, stk. 1, nr. 1 hvis instituttet ikke længere opfylder betingelserne for at få tilladelse, herunder ikke længere opfylder minimumskravet til aktiekapitalens størrelse.
Klageren har begrundet sine synspunkter dels i den nævnte indberetning af 1. marts 1989, dels i en supplerende skrivelse af 9. marts 1989 til Finanstilsynet, i klageskrivelsen af 16. marts 1989 til Industriministeriets Erhvervsankenævn samt i skrivelse af 25. august 1989 ligeledes til ankenævnet efter at have haft Finanstilsynets redegørelse af 30. juni 1989 til nævnet til udtalelse.
Klageren har gjort følgende gældende
1. Det fremgår af bank og sparekasselovens § 44, stk. 3 at et pengeinstitut har ret til at fortsætte sin virksomhed, selv om det har tabt mere end 25% af aktiekapitalen, hvis der senest på generalforsamlingen tilvejebringes ny kapital, hvorved pengeinstituttets aktiekapital efter nedskrivning til det beløb, der er i behold, bringes op på mindst 75% af den hidtidige aktiekapital, såfremt egenkapitalen i øvrigt er i overensstemmelse med bank og sparekasseloven. Alene denne bestemmelse finder efter loven anvendelse i den foreliggende situation. Lovens § 43, stk. 1, nr. 1, der bestemmer at industriministeren kan inddrage den til et pengeinstitut udstedte tilladelse blandt andet hvis pengeinstituttet ikke længere opfylder betingelserne for at få tilladelse, er en generel bestemmelse, medens § 44, stk. 2 og 3 er specialbestemmelser, som udtømmende regulerer den situation, at selskabet har tabt mere end 25% af dets aktiekapital. Efter almindelige lovfortolkningsprincipper fører dette til at § 44, stk. 2 og 3 har forrang i forhold til § 43, stk. 1, nr. 1 og § 44 gør således endelig op med hvilken kapitalforhøjelse der kræves. Det følger også af, at der i § 44, stk. 3 i 1980 er indsat sætningen: »Tilvejebringes det nødvendige kapitalindskud ikke, inddrager industriministeren (pengeinstituttets) tilladelse«. Sætningen ville være overflødig hvis § 43, stk. 1, nr. 1 var anvendelig på forholdet. Synspunktet har støtte i K. Bjørn Jensen og Jørgen Nørgaard's kommentar til bank og sparekasseloven § 43. Af bemærkningerne til lovforslaget til lov nr. 177 af 14. maj 1980 fremgår at § 43 er en konsekvens af EF's bankharmoniseringsdirektivs artikel 3, stk. 1 og at inddragelse af tilladelse efter § 43 skal kunne komme på tale i tilfælde af at vedtægter og vedtægtsændringer ikke kan stadfæstes. Det er der netop ikke tale om i § 44 situationen. Hertil kommer, at den ovenfor citerede sætning om hjemmel for inddragelse specielt i § 44 situationen, hvor nødvendig kapitalindskud ikke kan tilvejebringes, blev indsat samtidig. Bemærkningerne til denne ændring i § 44 siger udtrykkelig, at bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 43 bortset fra 3. punktum og indeholder således ingen realitetsændring. Efter den før lov 177/80 gældende lov kunne bestemmelsen føre til at aktiekapitalen blev mindre end minimumskapitalen efter § 3 i bank- og sparekasseloven. Bemærkningerne til § 44 omtaler iøvrigt kun nødvendigheden af at bringe kapitalindskuddet op på 75% af den hidtidige aktiekapital, men intet om at aktiekapitalen samtidig skal være på mindst 25 millioner kroner. § 43 er således ikke indsat for at skærpe kapitalkravene i forhold til det før lovændringen gældende. I forbindelse med rekonstruktion af en bank eller som i det foreliggende et kreditinstitut, kan der således ikke stilles krav om, at aktiekapitalen skal udgøre mindst 25 millioner kroner, når blot den udgør 75% af den oprindelige aktiekapital, uagtet den svarede til minimumskapitalen ved stiftelse. Havde det været tilfældet burde det have været præciseret i bemærkningerne i forbindelse med den nævnte lovrevision. Der er iøvrigt andre tilfælde hvor § 43 ikke finder anvendelse, selv om minimumsaktiekapitalskravet ikke er opfyldt for eksempel for selskaber, der eksempelvis med en aktiekapital på 10 millioner kroner er stiftet før forhøjelsen fra 5 millioner kroner til 25 millioner kroner efter lovens § 3.
2. Det fremgår af ordlyden af § 43, stk. 1, nr. 1 at industriministeren kan inddrage »en udstedt tilladelse« hvis betingelserne »for at få tilladelse« ikke længere er opfyldt. § 43, stk. 1, nr. 1 er således ikke anvendelig i det foreliggende tilfælde, hvor betingelserne for at have tilladelse jf. § 4b, stk. 2 og stk. 4, i lov om visse kreditinstitutter blev opfyldt ved overdragelsen af selskabet til DK Sparekassen. Det forhøjede kapitalkrav er således en følge af loven om visse kreditinstitutters ejerskiftebestemmelser - og ikke bestemmelser om tilladelser. Efter den nævnte lov er kreditinstitutter derfor stillet anderledes end pengeinstitutter, der direkte er omfattet af bank- og sparekasseloven. Det fremgår af loven om visse kreditinstitutter § 4b, stk. 2 at kravet om en aktiekapital på 25 millioner kroner ikke er en betingelse for tilladelse, men et ubetinget krav ved visse ejerskifter af et kreditinstitut, der i forvejen besidder tilladelse. Et sådant ejerskifte vil medføre, at betingelserne efter § 4b, stk. 2, nr. 2 ikke længere er til stede, hvorfor kravet i § 43 i bank- og sparekasseloven ikke kan anvendes i et sådant tilfælde.
Selv om instituttet ikke opfylder betingelserne for at opnå tilladelse kan tilladelse derfor ikke inddrages.
Finanstilsynet har i den påklagede afgørelse som grundlag for at fastsætte minimumsaktiekapitalskravet til 25 millioner kroner henvist til, at selskabet efter etableringen har været erhvervet af kredse uden for den tidligere fondsbørsvekselerer kreds. Herefter er kravet til aktiekapitalens størrelse i et kreditinstitut 25 millioner kroner, jf. lov om visse kreditinstitutter § 4b, stk. 4. Tilsynet har samtidig bemærket, at de lempeligere kapitalkrav efter lovens § 4 f, stk. 2, nr. 1 må anses for at være undtagelsesregler i en overgangsordning. Finanstilsynet har henvist til at hjemlen for at stille dette krav er bank- og sparekasselovens § 43, jf. § 3 i lov om visse kreditinstitutter.
Finanstilsynets synspunkter fremgår iøvrigt af den redegørelse af 30. juni 1989 som tilsynet har afgivet til Industriministeriets Erhvervsankenævn. Redegørelsen har følgende indhold
Tilsynet skal udtale følgende
Efter § 3 i lov om visse kreditinstitutter er tilladelses- og inddragelsesreglerne for pengeinstitutter tillige gældende for de selskaber, der er omfattet af lov om visse kreditinstitutter.
Bestemmelserne om tilladelse til at drive bank- og sparekassevirksomhed og om inddragelse af tilladelse er indsat i bank- og sparekasseloven for at opfylde EF's direktiv af 12. december 1977 om samordning af lovgivning om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut.
Ifølge direktivets artikel 3, nr. 2, skal der ved meddelelse af en tilladelse blandt andet kræves, at der »forefindes en tilstrækkelig minimumsegenkapital«.
Dette krav er i lovgivningen om kreditinstitutter med særlig tilladelse fastsat til 25 mio. kr., jf. lov om visse kreditinstitutter § 4b, idet der dog - så længe kreditinstituttets aktier er i den oprindelige fondsbørsvekselerers besiddelse - er særlige lempelige overgangsbestemmelser. Sidstnævnte undtagelse er ikke aktuel i den foreliggende sag, hvor aktierne er overdraget fra de oprindelige ejere.
Efter direktivets artikel 8a, punkt d, kan tilladelsen inddrages, når instituttet »ikke længere har tilstrækkelig egenkapital ...«, hvilket henviser til kravet til minimumskapitalens størrelse, idet direktivet ikke indeholder yderligere krav til egenkapitalens størrelse.
Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 43, der som nævnt er indført med henblik på opfyldelse af direktivets regler, er indføjet i loven på et senere tidspunkt end reglerne om rekonstruktion, der hidrører fra den oprindelige bank- og sparekasselov i 1974 (lov nr. 199 af 2. april 1974). Der er dog, som nævnt af klager, sket ændringer i teksten for så vidt angår stk. 3.
Reglerne om meddelelse af tilladelse og inddragelse heraf fandtes ikke, da den omtalte kommenterede udgave af bank- og sparekasseloven blev udarbejdet. Kommentaren har derfor ikke taget stilling til spørgsmålet, og kan derfor ikke tages til indtægt for klagers synspunkt.
Tilsynet må derfor fastholde, at betingelserne i § 43 også indeholder krav om minimumskapitalens tilstedeværelse, jf. lovforslagets side 8, 2. spalte, nr. 2, hvor inddragelsessituationen blandt andet beskrives ved »... f.eks. manglende egenkapitaldækning, jf. lovens § 3 og § 4, stk. 1 samt § 21, jf. artikel 8, stk. 1 d og e«.
Kravet i bank- og sparekasselovens § 44, stk. 3, om at den fremtidige aktiekapital skal være på 75% af den oprindelige, har selvstændig betydning i de tilfælde, hvor den oprindelige aktiekapital er større end minimumskapitalen. Reglen, der er indført før bank- og sparekasselovens § 43, indeholder således ikke en tilsidesættelse af direktivets og § 43's krav til minimumsegenkapitalens størrelse, men skal fortolkes som et supplement hertil.
Ved lov nr. 86 af 17. marts 1982 forhøjedes kapitalkravet til 25. mio. kr. for nyetablerede pengeinstitutter. Ifølge forslag til lovændringen er det derved søgt sikret, at tilliden til nye institutter ikke formindskes, fordi de efter kort tids drift er i økonomiske vanskeligheder, og som følge heraf må likvideres eller rekonstrueres.
Hvis klagers påstand blev taget til følge, ville det åbne mulighed for misbrug. Institutter med en aktiekapital på 25. mio. kr. ville efter et tab kunne nøjes med en aktiekapital på 18.750.000 kr., og fortsætte med dette ringere kapitalgrundlag fremover. Dette ville stride mod lovgivers hensigt med lovændringerne, og mod hensynet til kreditorerne og indskyderne.
Ankenævnet skal udtale
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til forslaget til lov om ændring af lov om banker og sparekasser (lov 177/1980) at EF's 1. direktiv af 12. december 1977 (bankharmonisering) bygger på et grundlæggende princip om at et kreditinstituts virksomhed beror på en offentlig tilladelse. Gennem overgangsreglen i direktivets artikel 10 er princippet gennemført for alle kreditinstitutter, selv om der ikke er meddelt en konkret tilladelse. De til direktivets gennemførelse nødvendige ændringer herunder gennemførelsen af det nævnte princip er sket dels ved vedtagelsen af lov nr. 177/80 dels ved den samtidige vedtagelse af lov 178/80/nu lovbekendtgørelse 375/85 om visse kreditinstitutter. I § 3 i sidstnævnte lov er det bestemt, at reglerne for banker i bank- og sparekasseloven om nægtelse og inddragelse af tilladelser og opløsning finder tilsvarende anvendelse på disse institutter. Det kan herefter lægges til grund at bank- og sparekasselovens § 43 finder anvendelse på klager, Bankieraktieselskabet A, i lighed med banker og sparekasser.
Den i bank- og sparekasselovens § 44, stk. 3 indeholdte materielle regel fandtes også forud for gennemførelsen af lov 177/80, og ankenævnet er enig med klageren i at der i overensstemmelse med bemærkningerne til § 44 i det nævnte lovforslag ikke er sket nogen ændring i denne regels materielle indhold. Derimod er der ved vedtagelsen af § 43 på baggrund på det nævnte EF direktiv indført nye regler om hvornår en tilladelse kan inddrages. Der er hverken efter reglernes materielle indhold, almindelig lovfortolkningsprincipper, bemærkningerne til lovforslaget eller det af klageren iøvrigt påberåbte støtte for at antage, at bevarelsen af reglen i § 44 skulle udelukke samtidig anvendelse af § 43. Af regelsættet følger derfor at et pengeinstitut, der har lidt kapitaltab, skal opfylde retableringsreglen i § 44 og at der yderligere kan stilles krav overfor den pågældende virksomhed om at opfylde bestemte vilkår efter § 43.
Det af Finanstilsynet stillede vilkår om at den almindelig gældende minimumsaktiekapital for banker og sparekasser og kreditinstitutter skal opfyldes kan stilles med hjemmel i bank- og sparekasselovens § 43, jf. herved særlig bemærkningerne til § 43 i lovforslag vedrørende lov nr. 177/80, hvori der specielt henvises til bank- og sparekasselovens § 3.
Derfor stadfæstes Finanstilsynets afgørelse.
Ingen
Krav til aktiekapitaln i et kreditinstitut, der havde tabt mere end 25% af aktiekapitalen.