Retssag medførte ikke suspension af ankenævnets kendelse vedrørende aktindsigt.

Retssag medførte ikke suspension af ankenævnets kendelse vedrørende aktindsigt.

Bank- og sparekasselovens § 23 giver nærmere regler for omfanget af et pengeinstituts engagement med en enkelt kunde, herunder om indberetning til Finanstilsynet, hvis engagementet overstiger 35 procent af pengeinstituttets egenkapital.

K, der var aktionær i Midtbank A/S, ønskede oplysninger om bankens indberetning til Finanstilsynet om bankens engagement med Jydekompagniet. Finanstilsynet afslog at give oplysningerne under henvisning til tilsynets tavshedspligt.

Ved ankenævnets kendelse af 7. august 1989 fandt nævnets flertal, at K under de foreliggende kvalificerede omstændigheder der nærmere beskrives i kendelsen - har krav på at få de ønskede oplysninger efter forvaltningslovens regler om aktindsigt. Et medlem afgav dissens. Ankenævnet ændrede derfor Finanstilsynets afgørelse, således at tilsynet har pligt til at meddele K, om Midtbank til Finanstilsynet har indberettet, at bankens engagement med Jydekompagniet har oversteget 35 procent af bankens egenkapital, om denne udvidelse er vedtaget enstemmigt af bankens direktion og bestyrelse, samt om engagementet på noget tidspunkt har oversteget 50 procent af bankens egenkapital.

Kendelsen er gengivet i ankenævnets årsberetning 1988/89, se kapitel 4, nr. 13.

Den Danske Bankforening, der var indtrådt i ankenævnets sag, anlagde derefter på Midtbanks vegne retssag ved Østre landsret mod Erhvervsankenævnet og påstod nævnet dømt til at anerkende, at Finanstilsynet ikke har pligt til at meddele K de omhandlede oplysninger. Ankenævnet påstod principalt frifindelse.

Under henvisning til dette sagsanlæg indstillede Finanstilsynet til ankenævnet, at udførelsen af kendelsen skulle afvente udfaldet af retssagen. Som begrundelse anførte tilsynet, at formålet med at anlægge retssagen eller ville forskertses. Bankforeningen tilsluttede sig Finanstilsynets indstilling.

K protesterede og anførte, at en udsættelse vil medføre, at de ønskede oplysninger kan have mistet deres betydning, hvis man først skal afvente landsrettens afgørelse og derefter eventuelt en anke til Højesteret.

Ankenævnet udtalte

Det forhold, at en forvaltningsmyndigheds afgørelse indbringes for domstolene, medfører ikke i sig selv, at udførelsen af afgørelsen skal udsættes og afvente udfaldet af retssagen. Hvor forholdet ikke er reguleret af særlige lovbestemmelser, må det efter almindelige forvaltningsretlige regler antages, at den forvaltningsmyndighed, der har truffet afgørelsen, i almindelighed har adgang til at bestemme, at anlæg af retssag skal medføre en sådan udsættelse (suspension). Det kan imidlertid ikke antages, at den pågældende myndighed har nogen pligt til at træffe bestemmelse om suspension. Myndighedens afgørelse af, om sagsanlægget skal medføre suspension eller ej, må i mangel af særlige lovbestemmelser herom træffes efter en afvejning af hensynet til parternes modstående interesser.

I det foreliggende tilfælde har ankenævnet ved sin kendelse af 7. august 1989 lagt til grund, at klageren har en væsentlig og beskyttelsesværdig interesse i at få de omhandlede oplysninger, således som det nærmere er begrundet i kendelsen. Nævnet har i kendelsen desuden lagt til grund, at der ikke foreligger væsentlige hensyn, som taler imod, at oplysningerne gives. Det må efter sagens karakter antages, at det er af afgørende betydning for klagerens benyttelse af oplysningerne, at han får disse nu, mens sagen endnu er forholdsvis aktuel, og at oplysningerne som af klageren anført formentlig vil have mistet deres betydning for klageren, hvis han først får dem efter flere års forløb. Det må endvidere antages, at gennemførelse af den anlagte retssag, eventuelt for flere instanser, kan vare indtil flere år. En udsættelse af udførelsen af ankenævnets kendelse vil således i forhold til klageren i realiteten virke på samme måde som en ændring af afgørelsen. På denne baggrund finder ankenævnet, at en afvejning af de modstående hensyn fører til, at effektueringen af nævnets afgørelse ikke bør afvente udfaldet af retssagen.

Ankenævnet bestemmer derfor, at Finanstilsynets indstilling ikke tages til følge. Det påhviler herefter Finanstilsynet at meddele K de i kendelsen af 7. august 1989 angivne oplysninger.

Ingen

Retssag medførte ikke suspension af ankenævnets kendelse vedrørende aktindsigt.