Legislator Case Law & Legislation
W19902605525 DK

Afslag på ansøgning om sendetilladelse til lokal radiovirksomhed

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1990 26055 Historic

Afslag på ansøgning om sendetilladelse til lokal radiovirksomhed

Udvalget har på sit møde den 26. marts 1990 behandlet en klage fra Randers Rockradio over en afgørelse om afslag på foreningens ansøgning om sendetilladelse, som Lokalradionævnet i Randers Kommune har meddelt i skrivelse af 12. december 1989.

I skrivelsen fra nævnet angives som begrundelse for afslaget, at nævnet på baggrund af de fremsendte vedtægter ikke finder, at der foreligger en forening, som der kan udstedes en sendetilladelse til.

2. I brev af 10. januar 1990 har Randers Rockradio klaget over nævnets afgørelse. Det anføres, at vedtægterne opfylder lovens mindstekrav, idet bestyrelsen har bopæl i området, radiovirksomhed er eneste formål og ingen erhvervsvirksomheder har bestemmende indflydelse. Endvidere mener klager, at afslaget strider mod hidtidig praksis, fordi nævnet tidligere i tilfælde af mangelfulde ansøgninger har anmodet om en uddybning og præcision af ansøgning og vedtægter, inden der er truffet endelig afgørelse.

3. I nævnets udtalelse af 26. januar 1990 uddybes afslaget ved, at selvom det ikke er muligt at opstille en mønstervedtægt med almen gyldighed for foreninger, er der dog visse mindstekrav, som man kan stille til en foreningsvedtægt. I et notat af 22. november 1989 om foreninger udarbejdet af nævnets sekretariat til brug for nævnets behandling af ansøgningerne, nævnes det bl.a. at vedtægten skal være skriftlig og bør fastlægge formålet, navnet og hjemstedet, medlemskredsen, medlemmernes rettigheder og forpligtelser m.v.

Endvidere oplyses det, at de mangler som Randers Rockradio's vedtægter har, er så fundamentale, at de ikke umiddelbart ville kunne afhjælpes gennem supplerende undersøgelser og eventuelle betingelser fra nævnet. Endelig anføres det, at nævnet i samme møde afslog 3 andre ansøgninger om sendetilladelse på grund af mangelfulde og ufuldstændige vedtægter.

4. I supplerende udtalelse af 7. februar 1990 fra Randers Rockradio fastholdes, at nævnet burde havde givet radioen mulighed for at ændre sine vedtægter.

5. Der må gives nævnet medhold i, at de vedtægter, der er medsendt ansøgningen, ikke opfylder de mindstekrav, der må opstilles til en foreningsvedtægt. Uanset dette finder udvalget ikke, at ansøgningen har givet nævnet tilstrækkeligt grundlag for antagelsen om, at den nævnte mangel ikke kunne være rettet op efter en tilkendegivelse herom fra nævnet. Nævnet findes derfor at burde genoptage behandlingen af sagen. Udvalget skal henstille til nævnet, at også de øvrige ansøgere - f.s.v. der ikke foreligger konkrete holdepunkter for, at de ikke vil kunne opfylde lovens formelle betingelser - får underretning om at behandlingen af deres ansøgninger kan genoptages.

Afgørelse

Behandlingen af Randers Rockradios ansøgning skal genoptages.

Endelig adm. afgørelse 1990 26055 Historic

Det lokale nævn giver afslag på ansøgning om sendetilladelse med den begrundelse, at nævnet ikke på baggrund af de fremsendte vedtægter finder, at der foreligger en forening, som der kan udstedes en tilladelse til.

Udvalget gav nævnet medhold i, at vedtægterne ikke opfylder de mindstekrav, der må opstilles til en foreningsvedtægt. Uanset dette fandt udvalget ikke, at ansøgningen har givet nævnet tilstrækkeligt grundlag for antagelsen om, at den nævnte mangel ikke kunne være rettet op efter en tilkendegivelse herom fra nævnet. Udvalget afgjorde derfor, at ansøgningen skulle genoptages.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →