Kontanthjælp - standsning - udmåling - ægtepar - uddannelsessøgende ægtefælle - påbegyndelse af studium (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Kontanthjælp - standsning - udmåling - ægtepar - uddannelsessøgende ægtefælle - påbegyndelse af studium (* 1) (* 2)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
H var student fra 1982, men havde ikke søgt uddannelse efter studentereksamen.
I de følgende år opholdt H sig i forskellige lande i Europa og Mellemøsten. H vendte tilbage til Danmark i efteråret 1988 sammen med ægtefællen M.
Fra december 1988 fik parret kontanthjælp på grund af begge ægtefællers arbejdsløshed.
Den 1. september 1989 påbegyndte H et universitetsstudium (kulturgeografi).
Kommunen standsede herefter kontanthjælpen med henvisning til, at H selv havde valgt at begynde at studere i en periode, hvor begge ægtefæller modtog hjælp efter bistandsloven. Kommunen mente ikke, at reglerne i bistandslovens § 40, stk. 3, kunne anvendes, idet denne bestemmelse efter kommunens opfattelse bruges i det tilfælde, hvor den ægtefælle, der ikke studerer, bliver arbejdsløs, således at forsørgelsesgrundlaget falder væk.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse med henvisning til bistandslovens § 6 og § 40.
Nævnet begrundede sin afgørelse med, at H som studerende ikke i tilstrækkelig grad havde udnyttet sine arbejdsmuligheder efter bistandslovens § 40, stk. 1 og 2, og at der var gensidig forsørgelsespligt mellem ægtefæller.
Nævnet fandt på baggrund af SM 0-20-1987, at bistandslovens § 40, stk. 3, ikke i et tilfælde som det foreliggende gav mulighed for at udbetale økonomisk hjælp til M.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Afgørelsen blev anket af H.
Antaget til principiel behandling
Sagen blev antaget til principiel behandling til afgørelse af spørgsmålet om rækkevidden af bistandslovens § 40, stk. 3.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
Amtsankenævnet uddybede begrundelsen for sin afgørelse med henvisning til dels ordlyden i bistandslovens § 40, stk. 3, dels den af Folketingets Socialudvalg afgivne betænkning vedrørende ændringen af bistandslovens § 38 (nu § 40), hvor bl.a. anføres, at det med ændringsforslaget præciseres, at en ægtefælle til en ansøger ikke behøver at opgive en uddannelse, fordi ansøgeren søger om kontanthjælp.
LOVGRUNDLAG
Bistandslovens § 6, § 37 og § 40.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ordlyden af bestemmelsen i bistandslovens § 40, stk. 3 udelukkede ikke, at udbetalingen af kontanthjælp til ægtefællen kunne fortsætte i den foreliggende situation.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at familien ved H's påbegyndelse af uddannelsen allerede havde modtaget kontanthjælp i nogen tid. H opgav således ikke et forsørgelsesgrundlag for at begynde en uddannelse.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ægtefællen var selvstændigt berettiget til kontanthjælp, inden H kom under uddannelse.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.
Ankestyrelsen fandt, at hjælpen til et ægtepar, hvoraf den ene er studerende, skulle beregnes efter de sædvanlige regler for ægtepar, men således at der ved beregningen skulle ske fradrag for den del af familiens forsørgelsesbehov, som H måtte påtage sig.
I H's situation fandt Ankestyrelsen, at H's forsørgelsespligt passende ville kunne fastsættes til halvdelen af familiens forsørgelsesbehov, dog maksimalt halvdelen af det beløb, der kunne udbetales som kontanthjælp ved en ægteparberegning.
Sagen blev hjemvist til kommunen med henblik på udmålingsspørgsmålet.
Ordlyden af bistandslovens § 40, stk. 3, udelukkede ikke fortsat udbetaling af kontanthjælp til ægtefællen M, selvom ægtefællen H havde påbegyndt en uddannelse.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at begge ægtefæller ved H's påbegyndelse af uddannelsen allerede havde modtaget kontanthjælp i nogen tid. H opgav således ikke et forsørgelsesgrundlag for at begynde en uddannelse.
Hjælpen skulle udmåles efter de sædvanlige regler for ægtepar, men således at der ved beregningen skulle ske fradrag for den del af familiens forsørgelsesbehov, som H måtte påtage sig.