Kontanthjælp - tildeling - udland - ægtefælles sygebehandling i udlandet (* 1)

Kontanthjælp - tildeling - udland - ægtefælles sygebehandling i udlandet (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

M skulle i 1989 have foretaget hjertetransplantation i udlandet.

Opholdet i udlandet kunne forventes at vare op til 3-4 måneder, heri inklusive ventetid på passende donor. Ledsagelse af ægtefællen var lægeligt indiceret.

Ægtefællen H kunne kun få orlov fra sit arbejde med løn i en kortere periode og ansøgte derfor om hjælp efter bistandsloven som kompensation for sit løntab.

Den hjemlige sygehusamtskommune ydede H hjælp med ialt ca. 35.000 kr. til bl.a. flybilletter, telefonregninger, togbillet, hotel og diæter - de to sidste poster efter statens takster.

Kommunen gav afslag på det ansøgte under henvisning til, at bistandslovens § 1 udelukker ydelse af hjælp til opfyldelse af behov uden for landets grænser.

Afgørelsen blev indbragt for amtsankenævnet. Til brug for behandlingen her blev der indhentet en udtalelse fra Socialministeriet, som bl.a. i skrivelse af 14. december 1989 anførte, »at bistandsloven ifølge § 1 alene omhandler bistand til personer, der opholder sig her i landet, og at der derfor næppe kan ydes hjælp efter loven under længere tids ophold i udlandet«.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at der ikke efter bistandslovens § 37 kunne ydes H hjælp til dækning af økonomiske behov, der måtte være en følge af M's ophold i udlandet i forbindelse med M's sygebehandling der.

Amtsankenævnet tog herved udgangspunkt i, at hjælp efter bistandsloven som overvejende hovedregel kun kan ydes til opfyldelse af behov i Danmark, jf. bistandslovens § 1.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

I klagen henvistes navnlig til, at det af skrivelse af 14. december 1989 fra Socialministeriet bl.a. fremgik, at bistandslovens § 1 omhandler bistand til personer, der opholder sig her i landet, men at det samtidig indirekte anførtes, at udlandsophold kunne accepteres, når der ikke var tale om et længerevarende ophold.

Antaget til principiel behandling

Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, hvorvidt der - og i givet fald i hvilket omfang - kan ydes hjælp efter bistandsloven til en person, der ledsager et nærtstående familiemedlem under sygehusbehandling i udlandet.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 1.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen var som udgangspunkt enig med kommunen og amtsankenævnet i, at § 1 i bistandsloven forudsætter, at hjælpen efter loven kun kan ydes til opfyldelse af behov her i landet.

Bistandslovens § 1 er dog ikke til hinder for, at der ydes kontanthjælp efter bistandsloven under kortvarige udlandsophold i det omfang, opholdet er lægeligt indiceret.

Ankestyrelsen ændrede således kommunens og amtsankenævnets afgørelser.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til konkret bedømelse af hjælpebehovet efter lovens §§ 37, 46 og 46 a.

Ankestyrelsen tilføjede, at der ikke efter disse bestemmelser er hjemmel til at yde kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, som der er søgt om, men alene behovsbestemt hjælp.

Bistandslovens § 1 ikke til hinder for tildeling af kontanthjælp til en person, der ledsagede sin ægtefælle under sygebehandling i udlandet (hjertetransplantation) i knap 4 måneder, da ægtefællens tilstedeværelse var lægeligt indiceret.