Førtidspension - modregning i pension - modregning mellem to kommuner - inddrivelse af beløb udbetalt som pension - bedrageri (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Førtidspension - modregning i pension - modregning mellem to kommuner - inddrivelse af beløb udbetalt som pension - bedrageri (* 1)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En 42-årig førtidspensionist P havde ved henvendelse til forskellige kommuner usandfærdigt oplyst, at han havde pension til gode i A kommune, og han havde på grundlag heraf fået udbetalt penge. Han havde således i tiden december 1987 - oktober 1988 bedraget flere kommuner for i alt ca. 350.000 kr.
P blev dømt for bedrageri, og kommunernes erstatningskrav blev anerkendt.
En af de bedragne kommuner, B kommune, som havde et krav mod P på ca. 23.000 kr., bad A kommune om at tilbageholde beløbet i P's pension i henhold til lov om social pension § 42, jf. § 47, stk. 2.
A kommune afslog under henvisning til, at P ikke havde villet indgå aftale om afdragsordning, og at kun den kommune, som udbetalte pensionen, dvs. A kommune, kunne anvende § 42.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge A kommune at inddrive beløbet i P's sociale pension efter § 47, stk. 2.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det bedragne beløb ikke efter § 47, stk. 2, kunne betegnes som pension.
Nævnet lagde herved vægt på, at B kommune havde udbetalt beløbet uden tilstrækkelig sikkerhed for, at der var tale om en pensionist, der havde social pension til gode.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
I klagen henviste B kommune til, at der var usikkerhed i Socialstyrelsen om spørgsmålet. Socialstyrelsen (daværende Sikringsstyrelsen) havde den 31. maj 1989 udtalt, at for meget udbetalt pension kunne modregnes i pensionistens fremtidige pension, uanset at modregningskravet gøres gældende af en anden kommune end den aktuelle bopælskommune. Socialstyrelsen havde den 22. januar 1990 udtalt, at der ikke kunne ske modregning under henvisning til, at der var tale om bedrageri, udført af en pensionist, som under henvisning til et ikke-eksisterende krav på pension havde fået udbetalt forskellige beløb fra flere kommuner.
Antaget til principiel behandling
Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, om en kommune kunne modregne en anden kommunes krav på pension (fejludbetaling hos en pensionist).
LOVGRUNDLAG
Lov om social pension § 42 og § 47, stk. 2.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt, at der med hjemmel i lov om social pension § 47, stk. 2, kunne ske modregning mellem to kommuner, såfremt der var tale om krav på beløb udbetalt som pension.
I den foreliggende sag fandt Ankestyrelsen, at det beløb, som B kommune ønskede at inddrive ved modregning, ikke var et beløb, udbetalt efter lov om social pension, hvorfor modregning ikke kunne ske efter pensionslovens regler.
Ankestyrelsen stadfæstede således amtsankenævnets afgørelse.
Spørgsmålet om, hvorvidt der efter de almindelige modregningsregler kunne ske modregning, henhørte under domstolene.
Der kunne med hjemmel i lov om social pension § 47, stk. 2, ske modregning mellem 2 kommuner, såfremt der var tale om krav på beløb udbetalt som pension.
Et beløb, der var udbetalt P med urette på grund af hans svigagtige angivelse af at have pension til gode, kunne ikke anses for et beløb udbetalt som pension, hvorfor der i dette tilfælde ikke kunne ske modregning efter pensionslovens regler.
Spørgsmålet om der, efter de almindelige modregningsregler kunne ske modregning i et sådant tilfælde, henhørte under domstolene.