Sygedagpenge - dagpengegivende indtægt - indtægtsgrundlag - fiktiv indtægt - medarbejdende ægtefælle (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Sygedagpenge - dagpengegivende indtægt - indtægtsgrundlag - fiktiv indtægt - medarbejdende ægtefælle (* 1)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En 50-årig kvinde K, som havde arbejdet som medarbejdende ægtefælle i mandens smørrebrødsforretning igennem en årrække, fik afslag fra kommunen på sin anmodning om sygedagpenge fra den 1. marts 1988, hvor forretningen var blevet solgt.
K var ikke over for skattevæsenet registreret som medarbejdende ægtefælle.
Forretningen havde ikke i 1986-87 givet nettooverskud. K havde i 1985 modtaget sygedagpenge fra kommunen med ca. 45.000 kr. Hun havde den 3. november 1987 søgt om førtidspension af helbredsmæssige grunde.
K's ægtefælle var fra den 1. marts 1988 overgået til at modtage arbejdsløshedsdagpenge. K havde også søgt om dette, men havde fået afslag med henvisning til, at hun ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
Sikringsstyrelsen udtalte den 2. maj 1988 på kommunens forespørgsel om K's ret til dagpenge, at hun ikke havde ret hertil fra den 1. marts 1988, idet hun ikke ligningsmæssigt havde været registreret som medarbejdende ægtefælle for 1986 og 1987, og idet virksomheden i denne periode ikke havde givet noget nettooverskud. Sikringsstyrelsen henviste til sygedagpengelovens § 1, stk. 1, og § 6 i Socialministeriets bekendtgørelse af 23. marts 1988.
Sikringsstyrelsen tilføjede, at de regler i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, hvorefter der ved beregning af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende kunne benyttes de 2 bedste af de sidste 5 regnskabsår inden ledigheden, ikke kunne anvendes ved beregning af sygedagpenge efter dagpengelovens regler.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på udbetaling af sygedagpenge fra den 1. marts 1988 med den begrundelse, at K ikke ligningsmæssigt var registreret som medarbejdende ægtefælle i 1986 og 1987, og at virksomheden for de nævnte år ikke gav noget nettooverskud. Der var derfor ikke grundlag for udbetaling af sygedagpenge.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
K anførte i klagen, at arbejdsløshedskassen havde beregnet arbejdsløshedsdagpenge til K, og at denne beregning måtte kunne danne grundlag for beregning af sygedagpenge.
Fra arbejdsløshedskassen var oplyst, at der beregnedes arbejdsløshedsdagpenge til en medarbejdende ægtefælle, uanset at hun ikke var berettiget til at få disse udbetalt, med den virkning, at manden kun fik udbetalt halvdelen af de samlede dagpenge.
Antaget til principiel behandling
Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, om den manglende udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge kunne ligestilles med et indtægtstab.
LOVGRUNDLAG
Dagpengeloven § 1, stk. 1 og § 2.
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 166 af 23. marts 1988 om dagpengegivende indtægter.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Udbetaling af dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel forudsatte et indtægtsgrundlag, som kunne henføres til den sikredes egen arbejdsindsats.
Fiktive indtægter, som fx arbejdsløshedsdagpenge, der ikke kom til udbetaling på grund af, at en eller flere af betingelserne i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv. ikke var opfyldte, kunne ikke anses for dagpengegivende erhvervsindtægter.
På den baggrund opfyldte K ikke betingelserne for udbetaling af dagpenge efter dagpengelovens § 1.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at K ikke forud for anmodningen om udbetaling af dagpenge havde været registreret som medarbejdende ægtefælle for 1986 og 1987.
Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.
Udbetaling af sygedagpenge forudsatte et indtægtsgrundlag, som kunne henføres til den sikredes egen arbejdsindsats.
Fiktive indtægter, som fx arbejdsløshedsdagpenge, der ikke kom til udbetaling på grund af, at en eller flere betingelser i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv. ikke var opfyldte, kunne ikke anses for dagpengegivende erhvervsindtægt.
Ved afgørelsen om, at pågældende ikke opfyldte betingelserne for udbetaling af dagpenge efter dagpengeloven § 1, lagde Ankestyrelsen også vægt på, at hun ikke forud for anmodning om dagpenge havde været registreret som medarbejdende ægtefælle.