Kontanthjælp - udmåling - ophør af § 42-hjælp - hidtidig indtægt - flygtning (* 2) (* 4)
Statutory Text (3 Articles)
Kontanthjælp - udmåling - ophør af § 42-hjælp - hidtidig indtægt - flygtning (* 2) (* 4)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
Flygtningen F blev overgivet fra Dansk Flygtningehjælp til en kommune pr. 1. september 1988. Han modtog på dette tidspunkt hjælp til danskundervisning efter bistandslovens § 42.
Midt i december 1988 flyttede familien til en anden kommune, som tilbød F optagelse på sprogskole og udbetalte hjælp efter den hidtidige udmåling indtil udgangen af januar 1989.
Da F aldrig mødte op på sprogskolen, ændrede kommunen fra den 1. februar 1989 grundlaget for hjælpen til § 37.
Dette blev dog ikke meddelt F, som heller ikke umiddelbart kunne se overgangen, idet han indtil 1. april 1989 fik udbetalt udmålingen med grundydelse, børnetillæg og boligtillæg for marts måned 1989 svarende til kr. 12.224,-.
Ved lov nr. 836 af 21. december 1988 blev der med virkning fra den 1. april 1989 foretaget ændring af maksimumsbeløbet i bistandslovens § 37, stk. 5, således at grænsebeløbet for et ægtepar herefter var 10.400,- kr.
I et standardbrev af 14. februar 1989 til samtlige flygtninge meddelte kommunen F, at han pr. 1. april 1989 ville overgå fra hjælp efter bistandslovens § 42 til hjælp efter bistandslovens § 37, hvorefter hjælpen højst som udgangspunkt ville udgøre 10.400,- kr. for ægtepar.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at F ikke var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 42 efter den 1. februar 1989.
Samtidig pålagde nævnet kommunen at ændre beregningen af § 37-hjælpen med virkning fra denne dato, således at den del af en udmåling efter bistandslovens § 42, der var medgået til forsørgelse, betragtedes som grænse for hjælpen efter § 37.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at undervisningsforløbet havde været ophørt i forbindelse med F's flytning til en anden kommune, herunder at sprogundervisningen først var genoptaget fra 1. august 1989.
Vedrørende beregningen af § 37-hjælpen lagde nævnet vægt på, at F med rimelighed havde kunnet indrette sig på størrelsen af den hjælp, der var blevet udbetalt efter bistandslovens § 42.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Afgørelsen blev anket af kommunen, der anførte, at afgørelsen brød med det princip, at en udmåling af kontanthjælp aldrig kunne overstige 90% af hidtidig indtægt, uanset om der havde været tale om ydelse eller arbejdsindtægt forud for den aktuelle overgang til hjælp efter bistandslovens § 37.
I det konkrete tilfælde havde støtten efter § 42 været udmålt uden reduktion i forhold til 90% grænsen, idet der ikke havde været en forudgående arbejdsindtægt. Udmålt hjælp havde således været lig med udbetalt hjælp.
Antaget til principiel behandling
Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling til afklaring af beregningsgrundlaget ved udmåling af kontanthjælp ved overgang fra hjælp efter bistandslovens § 42 til hjælp efter § 37.
Supplerende oplysninger efter indankningen
Nævnet oplyste supplerende overfor Ankestyrelsen, at man med fortolkningsbidrag fra Socialstyrelsen havde forstået Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987, pkt. 55, således, at udmålt hjælp ved overgang fra bistandslovens § 42 til § 37 indtil 1. april 1989 var lig med den del af hjælpen, der havde været udmålt til forsørgelsen, og fra 1. april 1989 og frem til ændringsvejledning af oktober 1989 lig med den del af hjælpen, der havde været udmålt til forsørgelsen, begrænset af 10/9 af dagpengeloftet.
LOVGRUNDLAG
Bistandslovens § 37, stk. 5, og § 42.
Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven, som ændret ved vejledning af 17. februar 1989, punkt. 7.
Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42 med supplement af 26. oktober 1989, punkt 55.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse om afslag på hjælp efter bistandslovens § 42.
Ved udmåling af kontanthjælp til F efter bistandslovens § 37 fra 1. april 1989 ville der højst kunne udbetales det i bistandslovens § 37, stk. 5, anførte maksimum, det vil sige 2 x 5.200 kr. = 10.400 kr.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at F pr. 30. januar 1989 var overgået fra støtte efter bistandslovens § 42 til hjælp efter lovens § 37, da han siden flytningen i december 1988 ikke havde deltaget i undervisningen på sprogskolen.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at F, da han ikke havde benyttet sig af kommunens tilbud om fortsat sprogundervisning, ikke med rette havde haft en rimelig forventning om fortsat at kunne oppebære kontanthjælp svarende til den hjælp, der var udbetalt i medfør af bistandslovens § 42.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse vedrørende beregning af kontanthjælp efter bistandslovens § 37.
Den ændrede afgørelse medførte ikke, at der kunne kræves tilbagebetaling af den for meget udbetalte kontanthjælp, som var ydet i overensstemmelse med nævnets afgørelse.
(* 1) Om begrebet »hidtidig indtægt« se tillige SM O-043-90
Om fastsættelse af »hidtidig indtægt« ved en flygtnings overgang fra hjælp efter bistandslovens § 42 til hjælp efter § 37.
F var fra den 1. februar 1989 overgået til hjælp efter bistandslovens § 37, da han efter flytning i december 1988 ikke havde genoptaget danskundervisning. Den udbetalte hjælp kunne efter de ændrede regler pr. 1. april 1989 ikke overstige grænsebeløbet i § 37, stk. 5.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at F ikke havde benyttet sig af tilflytningskommunens tilbud om fortsat sprogundervisning og derfor ikke med rette kunne have haft en rimelig forventning om fortsat at kunne oppebære kontanthjælp svarende til den hjælp der var udbetalt i medfør af bistandslovens § 42. (* 1)