Dagpenge - arbejdsløs - skønnet indtægt - regulering (* 2)
Statutory Text (3 Articles)
Dagpenge - arbejdsløs - skønnet indtægt - regulering (* 2)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
M modtog arbejdsløshedsdagpenge fra 1. december 1986 og indtil han blev sygemeldt den 1. februar 1988.
I de første 5 uger af sygeperioden modtog M sygedagpenge med et beløb svarende til, hvad han ville have fået i arbejdsløshedsdagpenge, jf. § 4 i Socialministeriets dagældende bekendtgørelse af 30. december 1986.
M's sygedagpenge blev herefter beregnet på grundlag af en skønnet indtægt. Dagpengene udgjorde 2.124 kr. pr. uge, svarende til højeste sats for sygedagpenge.
Med virkning fra 4. juli 1988 blev højeste sats for arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge forhøjet med 10 %.
Da arbejdsløshedsdagpenge skal være delelig med 6 (ugens 6 dage) steg dagpengene på grund af kronenedrundingen til 2.334 kr. pr. uge, hvilket svarede til en stigning på 9,88 %. Sygedagpengene steg til 2.339 kr. pr. uge.
M anmodede den 22. september 1988 om omberegning af sine sygedagpenge i overensstemmelse med den indtrufne forhøjelse og om efterregulering med virkning fra 4. juli 1988.
Socialforvaltningen afslog at omberegne og efterregulere M's sygedagpenge under henvisning til, at der alene var tale om en indtægtsændring på 9,88 %.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet tiltrådte det sociale udvalgs afgørelse.
Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at arbejdsløshedsdagpengenes højeste sats var lovfæstet til 2.334 kr., og at den skønnede fremtidige indtægt beregnet på dette grundlag ikke havde ændret sig med mindst 10 % i forhold til det sidst ved beregningen af dagpenge anvendte indtægtsgrundlag.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Sagen blev anket af M's faglige organisation, der anførte, at M's dagpenge i henhold til § 4 i bekendtgørelse nr. 166 af 23. marts 1988 burde reguleres automatisk i overensstemmelse med den lovmæssige forhøjelse af arbejdsløshedsdagpengene pr. 1. juli 1988.
Antaget til principiel behandling
Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, hvilke regler, der skal finde anvendelse i forbindelse med regulering af sygedagpenge til arbejdsløse, der ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, hvis de ikke havde været syge.
LOVGRUNDLAG
Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 23 og § 24, der var gældende indtil 2. april 1990.
Pr. 2. april 1990 trådte lov nr. 852 af 20. december 1989 om dagpenge ved sygdom eller fødsel i kraft.
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 991 af 30. december 1986 om dagpengegivende indtægter, § 4 og § 10.
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 166 af 23. marts 1988 om dagpengegivende indtægter, § 4 og § 10.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
M var berettiget til regulering af sine sygedagpenge med virkning fra 4. juli 1988, jf. § 4 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 166 af 23. marts 1988.
Der blev herved lagt vægt på, at M, hvis han ikke havde været sygemeldt, havde fået opreguleret sine arbejdsløshedsdagpenge til det maksimale beløb på 2.334 kr. pr. uge.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.
(* 1) jfr. lovbekendtgørelse nr. 205 af 28. marts 1989, der var
gældende indtil 2. april 1990.
M fik de første 5 uger af sin sygeperiode udbetalt dagpenge med et beløb svarende til, hvad han hidtil havde fået udbetalt i arbejdsløshedsdagpenge. Herefter blev M's dagpenge beregnet efter en skønnet indtægt. På grundlag af denne beregning blev dagpengene udbetalt med et beløb svarende til højeste sats for sygedagpenge.
Med virkning fra 4. juli 1988 blev højeste sats for arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge forhøjet.
M fandtes berettiget til regulering af sine sygedagpenge med virkning fra 4. juli 1988, jf. § 4 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 166 af 23. marts 1988. Der blev lagt vægt på, at M, hvis han ikke havde været sygemeldt, havde fået opreguleret sine arbejdsløshedsdagpenge til det maksimale beløb på 2.334 kr. pr. uge.