Moms - fradragsret for moms af præmier/gevinster til fjernsynsudsendelser. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Moms - fradragsret for moms af præmier/gevinster til fjernsynsudsendelser. (* 1)
Told- og Skattestyrelsen traf afgørelse om, at præmier og gevinster har karakter af gaver til de heldige eller dygtige deltagere i udsendelserne. Der blev derfor med henvisning til momslovens § 16, stk. 3, punkt e (gaver og repræsentation) nægtet fradrag for momsen af de indkøbte præmier/gevinster.
Selskabet anførte, at i et fjernsynsprogram, der er udformet som et spil, quiz eller lignende, indgår præmier/gevinster som en naturlig og nødvendig del af udsendelsen på samme måde som de øvrige rekvisitter i udsendelsen, herunder udsmykning og udformning af studiet. Konkurrencen om præmierne/gevinsterne og overrækkelsen heraf er en meget væsentlig del af indholdet af disse udsendelser. Programmets underholdningsværdi og dermed egnethed som tv-udsendelse ville forsvinde, hvis der ikke var indlagt præmier/gevinster til vinderne.
Momsnævnet traf afgørelse om, at de omhandlede præmier/gevinster ikke kan betragtes som gaver til deltagerne, idet der ikke er et donatorisk element knyttet til uddelingen. Præmierne/gevinsterne er egentlige driftsudgifter i forbindelse med fremstilling af populære underholdningsudsendelser, som er med til at øge seertallet og dermed reklameindtægterne for tv-selskabet. Præmierne/gevinsterne er derfor omfattet af fradragsretten efter momslovens § 15, stk. 3, jf. § 16, stk. 1.
Momsafgørelse nr. 1302
Nævnsafgørelse nr. 253-9-6
Særlig noter
(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i SKAT 1990/8 side 639.
Et TV-selskab har fradragsret for moms af præmier og gevinster til uddeling i selskabets underholdningsudsendelser.