Udearbejde - skovarbejder.(* 1)

Udearbejde - skovarbejder.(* 1)

A klagede for indkomståret 1985 bl.a. over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag på 18.140 kr. for udearbejde.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren, der var skovarbejder, i 1985 primært havde været beskæftiget i et skovområde på ca. 160 ha under B Gods. Klageren havde dog undertiden også arbejdet i godsets 4 andre skovdistrikter, ligesom han havde udført arbejde i C skovdistrikt, der ikke hørte under B Gods.

Klageren havde oplyst, at han var kørt direkte ud til de forskellige steder, og at han altid selv havde madpakke med. Det havde ikke været praktisk muligt for ham at spise på cafeterier el.lign., idet der var indtil 30 km til det nærmeste cafeteria.

Det fremgik endvidere, at der om sommeren ofte kun var en skurvogn i et område, og denne blev normalt stående, hvor man arbejdede sidst. Påbegyndtes der skovningsarbejde, skulle der imidlertid ifølge overenskomst opstilles skurvogn på stedet senest på tredjedagen. Der kunne således være op til 1 km til nærmeste skurvogn fra det sted, hvor der blev arbejdet. Fra oktober til april var der altid skurvogn til rådighed efter den 3. dag på samme arbejdsplads.

Ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst for 1985 havde klageren fratrukket 6 års fradrag for udearbejde, men kun for sommerhalvåret. Det fratrukne beløb var udokumenteret.

De stedlige skattemyndigheder havde været af den opfattelse, at klageren ikke var berettiget til fradrag for udearbejde, idet klageren selv havde medbragt mad, hvorfor der ikke var nogen ekstra udgifter.

Klageren nedlagde over for Landsskatteretten påstand på, at det foretagne fradrag blev godkendt fuldt ud, idet han bl.a. anførte,

at han ingen kantine havde,

at han ikke altid kunne benytte sig af et skur, og

at han var hjemmefra 10-12 timer om dagen.

Told- og Skattestyrelsen gjorde under sagen gældende, at klageren ikke var omfattet af SD-cirkulære 1989-7, hvis indhold var nærmere præciseret i Statsskattedirektoratets skrivelse af 9. august 1989. Til støtte herfor anførte Told- og Skattestyrelsen, at i henhold til Ligningsrådets vedtagelse fra 1949, hvor spørgsmålet om udearbejde optrådte første gang - og typisk anvendt på bygningshåndværkere - måtte »udearbejde« defineres som arbejde uden for arbejdsgiverens område, udført på skiftende arbejdspladser. Denne opfattelse støttedes endvidere af Landsskatterettens praksis. Told- og Skattestyrelsen henviste endvidere til, at klageren ikke havde afholdt ekstra udgifter og end ikke havde haft mulighed herfor, og dette var en grundlæggende betingelse.

Landsskatteretten måtte efter det oplyste om klagerens arbejdsforhold være enig med Told- og Skattestyrelsen i, at der i det omfang, klageren havde arbejdet inden for arbejdsgivers område, ikke var tale om udearbejde, omfattet af Ligningsrådets anvisning herom, jf. SD-cirkulære 1989-7 sammenholdt med SD-cirkulæreskrivelse af 9. august 1989. Da klageren endvidere efter eget udsagn ikke havde afholdt ekstra udgifter til forplejning og endog ikke havde haft mulighed herfor, ville der efter rettens opfattelse heller ikke kunne gives fradrag for udearbejde i henhold til ligningslovens § 9, stk. 1, i de tilfælde, hvor klageren måtte have udført arbejde i C skovdistrikt.

Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV 1988, D 2.3.2.

En skovarbejder, der for det meste havde arbejdet i skovdistrikter, hørende under arbejdsgiverens gods, blev ikke anset for berettiget til fradrag for udearbejde. For så vidt angik arbejde i arbejdsgiverens område, var klageren ikke omfattet af SD-cirkulære 1989-7, jf. SD's cirkulæreskrivelse af 9. august 1989. Da klageren endvidere ikke havde afholdt ekstra udgifter til forplejning og heller ikke havde haft praktisk mulighed herfor, kunne han heller ikke opnå fradrag med hjemmel i ligningslovens § 9, stk. 1, for de tilfælde, hvor arbejdet udførtes uden for arbejdsgiverens område.