Befordringsfradrag - ligningslovens § 9 B - parkeringsudgifter. (* 1)

Befordringsfradrag - ligningslovens § 9 B - parkeringsudgifter. (* 1)

A klagede for indkomståret 1987 over, at hans fradrag på 3.305 kr. for parkeringsudgifter var anset som en udgift i forbindelse med indtægtsgivende arbejde, hvorfor udgiften var reduceret med grundbeløbet på 3.000 kr., jf. ligningslovens § 9, stk. 1.

Det fremgik, at klageren, der var lærer, havde et bijob uden for den sædvanlige arbejdsplads, hvor han 2-3 dage om ugen underviste børn. Klageren kørte i bil hertil og parkerede som regel i et nærliggende parkeringshus.

Kørslen i forbindelse med klagerens bijob var fratrukket med Ligningsrådets takster som en fradrageberettiget befordringsudgift i medfør af ligningslovens § 9 B om kørsel mellem skiftende eller flere samtidige arbejdssteder.

Klageren påstod parkeringsudgiften anerkendt som fuldt ud fradragsberettiget i lighed med de øvrige befordringsudgifter. De stedlige skattemyndigheder havde fundet, at parkeringsudgiften henhørte under ligningslovens § 9, stk. 1, og havde derfor reduceret det selvangivne fradrag for parkeringsudgifter med 3.000 kr.

Efter bestemmelsen i ligningslovens § 9, stk. 1, fradrages lønmodtageres udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i den skattepligtige indkomst i det omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. Efter bestemmelsens stk. 2 omfatter begrænsningen i fradragsretten bl.a. ikke udgifter, som lønmodtagere kan fradrage efter ligningslovens § 9 B.

Klageren gjorde gældende, at han ikke var omfattet af den begrænsede fradragsret, idet udgiften til parkering måtte ligestilles med befordringsudgifterne, som ikke skal reduceres. Klageren henviste endvidere til, at en skatteekspert ligeledes havde givet udtryk for, at der ikke skulle ske nogen begrænsning.

Landsskatteretten var enig med klageren i, at udgifterne til parkering ikke kunne anses for omfattet af ligningslovens § 9, stk. 1, om lønmodtageres udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde, men at udgifterne skulle medregnes ved opgørelsen af klagerens faktiske udgifter til befordring. Klageren havde imidlertid ikke foretaget fradrag for befordringsudgifter, opgjort på grundlag af faktiske udgifter, men havde anvendt de af Ligningsrådet fastsatte takster. Da disse takster forudsættes at dække samtlige udgifter i forbindelse med befordringen, fandt retten ikke, at der kunne indrømmes et selvstændigt fradrag for parkeringsudgiften.

Ved den påklagede ansættelse var klagerens indkomst beskåret med 3.000 kr. Da klageren havde fratrukket 3.305 kr., var der således fratrukket 305 kr. for meget. Ansættelsen blev derfor forhøjet med 305 kr.

LV 1989, U 4.1.

En klager havde fratrukket befordringsudgifter i forbindelse med et bijob efter ligningslovens § 9 B, beregnet efter Ligningsrådets takster og ved siden heraf fratrukket parkeringsudgifter ved bijobbet. Dette fradrag havde de stedlige skattemyndigheder beskåret med 3.000 kr. i henhold til ligningslovens § 9, stk. 1.

Landsskatteretten forhøjede imidlertid ansættelsen med det resterende fradrag, idet parkeringsudgifter henhørte under de faktiske udgifter, der kunne fratrækkes efter § 9, men var inkluderet i Ligningsrådets takster.