Valutaterminsforretning - tab. (* 1)

Valutaterminsforretning - tab. (* 1)

A klagede for indkomstårene 1984 og 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt, at han ved indkomstopgørelserne havde foretaget fradrag for tab ved valutaterminsforretninger med henholdsvis 143.974 kr. og 22.307 kr.

Det var oplyst, at klagerens fader ultimo januar 1984 havde hjemtaget et valutalån på 220.000 Sfr., der umiddelbart efter var overtaget af klageren.

Udlandslånet var i overensstemmelse med de dagældende valutabestemmelser 5 årigt, men var i 1985 omlagt til hollandske gylden og igen i 1986 til DM. Der var ikke betalt afdrag på lånet, og kurstabene ved disse omlægninger var ikke fratrukket ved indkomstopgørelserne. Udlandslånet var optaget i forbindelse med køb af ejerlejligheder, der blev anvendt til udlejning.

I 1984 havde klageren indgået 5 valutaterminsforretninger med kort løbetid i forskellige valutaer med et nettotab på 143.974 kr. og i 1986 2 valutaterminsforretninger med et nettotab på 22.307 kr.

Klagerens revisor nedlagde påstand om godkendelse af fradrag for de selvangivne tab på valutaterminsforretningerne, idet disse var indgået med henblik på kurssikring af erhvervsmæssig gæld. Klagerens revisor anførte til støtte herfor, at valutaterminsforretningerne var indgået for at sikre valutalånet, hvis erhvervsmæssige tilknytning var ubestridt, og at de enkelte terminsforretninger uanset valuta beløbsmæssigt svarede til lånets hovedstol i Sfr.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt fradrag for nettotabet på valutaterminsforretningerne, idet disse var anset for indgået uden tilknytning til virksomhedens erhvervsmæssige interesser. Valutaterminsforretningerne var derfor betragtet som væddemålskontrakter, jf. statsskattelovens § 4 f.

Efter det oplyste - herunder at terminsforretningerne var indgået i andre valutaer end den, lånet var optaget i, og ikke var anvendt til sikringen af kursforholdene på omlægningstidspunkterne eller i forbindelse med betaling af afdrag på lånet i de omhandlede år - måtte Landsskatteretten være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at de indgåede valutaterminsforretninger ikke direkte havde haft relation til klagerens erhvervsmæssige udlandslån og dets afvikling.

Valutaterminsforretningerne fandtes således omfattet af statsskattelovens § 4 f, hvorfor de opståede tab ikke ville være fradragsberettigede for klageren.

De påklagede ansættelser blev herefter stadfæstet.

LV 1989, E 5.3.7.

Et valutalån var godkendt optaget til erhvervsmæssige formål. Lånet var flere gange omlagt til andre valutaer, og der var ikke betalt afdrag herpå. Tab på valutaterminshandler - påstået indgået til sikring af valutalånet - blev ikke anset fradragsberettigede, men for omfattet af statsskattelovens § 4 f, idet de var indgået i andre valutaer end lånet og ikke anvendt til sikring af kursen ved omlægningerne eller ved afdrag på lånet.