Terminsforretning - valuta - avanceopgørelse. (* 1)

Terminsforretning - valuta - avanceopgørelse. (* 1)

Revisor A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet hans selvangivne indkomst med 101.408 kr., der udgjorde ikke godkendt fradrag for nettotab på terminsforretninger vedrørende obligationer og valuta. Endvidere var forhøjet med fortjeneste på obligationsterminsforretninger på 36.145 kr., idet modregning af fortjeneste på obligationsterminsforretninger i tab på valutakursterminsforretninger ikke var godkendt.

Det fremgik af sagen, at klageren i 1986 havde foretaget 13 terminshandler med obligationer med en fortjeneste på 36.145 kr., og 57 terminshandler med valuta med et tab på 137.553 kr.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke fundet, at de af klageren indgåede terminshandler kunne betragtes som spekulation efter bestemmelsen i statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, men at de måtte karakteriseres som væddemålskontrakter, hvor en eventuel kursgevinst var skattepligtig efter statsskattelovens § 4 f, medens kurstabet måtte anses for et formuetab, der var indkomstopgørelsen uvedkommende.

Der var ved afgørelsen lagt vægt på, at der udelukkende havde været tale om differenceafregning mellem klageren og pengeinstituttet på kursforskellen mellem købspris og salgspris, at afregningerne var sket samme dag for såvel køb som salg, og at renterne havde været ens for de enkelte køb og salg.

Klageren nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at beskatning skulle ske ud fra et spekulationssynspunkt, jf. statsskattelovens § 5 a, hvorfor der måtte indrømmes fradrag for det realiserede tab ved terminsforretningerne.

Til støtte herfor anførte klageren bl.a., at der var opstået et ejerforhold ved køb af værdipapirerne på termin. Videre anførte han, at der ikke var tale om enkeltstående handler, idet han i det pågældende år havde foretaget i alt 70 terminsforretninger. Yderligere havde han i sit job som revisor rådgivet klienter om køb og salg på termin, ligesom han i sin fritid var direktør for et investeringsselskab med en årlig omsætning på mindst 100 mio. kr.

Landsskatteretten måtte være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at terminsforretningerne måtte betragtes som væddemålskontrakter, jf. statsskattelovens § 4 f, da de var foretaget uden sammenhæng med erhvervsmæssig aktivitet, og da klageren ikke havde været ejer af de fordringer, som var genstand for overdragelse på termin.

Retten fandt dog, at resultatet af alle de i årets løb foretagne terminsforretninger, som skattemæssigt måtte betragtes som væddemålskontrakter, jf. statsskattelovens § 4 f, skulle opgøres under et. Der ville derfor være adgang til at modregne årets fortjeneste på obligationsterminsforretningerne i årets tab på valutaterminsforretningerne, og klagerens skattepligtige indkomst blev herefter nedsat med 36.145 kr.

LV 1989, E 5.3.7.

Tab ved 57 valutaterminshandler og fortjeneste ved 13 obligationsterminshandler blev alle anset som vedrørende væddemålskontrakter, ej spekulationshandler, men blev som vedrørende samme år anset for at skulle opgøres under et, således at modregning af tab og gevinst kunne foretages.