Regnskab, skøn, forældelse. (* 1)

Regnskab, skøn, forældelse. (* 1)

Købmand A klagede for indkomstårene 1985, 1986 og 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet hans selvangivne indkomst med henholdsvis 10.124 kr., 4.266 kr. og 616 kr., idet konstaterede negative kassebeholdninger var anset for udeholdt omsætning. Samtidig klagede han over, at han var pålagt tillæg i henhold til skattekontrolloven.

Det var oplyst, at klageren drev en købmandsforretning, og at de stedlige skattemyndigheder under en gennemgang af hans regnskabsmateriale havde konstateret de nævnte negative kassebeholdninger. Disse var tillagt indkomstansættelserne, og var de eneste forhøjelser, der var foretaget som følge af mangler ved regnskabsføringen.

De nævnte indkomstforhøjelser var af de stedlige skattemyndigheder begrundet med, at det af klagerens kasseregnskab fremgik, at der var foretaget optælling af kassebeholdningerne. Det var herved fastslået, at kassen havde indeholdt beløb, der svarede til de negative beholdninger. Skattemyndighederne gjorde i forbindelse hermed gældende, at der var tale om konkrete forhøjelser med nøjagtigt konstaterede beløb.

Klageren påstod over for Landsskatteretten de ansatte indkomster nedsat med disse tillæg og skattekontrollovstillæggene ophævet. Hans revisor gjorde gældende, at forhøjelserne, der var en følge af regnskabets uegnethed som ansættelsesgrundlag, måtte anses for at være skønsmæssige forhøjelser. Forhøjelsen af indkomsten for 1985, der var foretaget senere end 3 år efter udløbet af dette indkomstår, var ugyldig som følge af bestemmelsen i § 15, stk. 5, i den dengang gældende skattestyrelseslov, medens forhøjelserne af indkomsterne for 1986 og 1987 ikke var en følge af en vurdering af klagerens privatforbrug. I overensstemmelse hermed gjorde revisoren endvidere gældende, at der herefter ikke var tilstrækkeligt grundlag for at pålægge kontrollovstillæg, da indkomsten for 1985 ikke kunne forhøjes skønsmæssigt, og da de konstaterede mangler i klagerens regnskab i de følgende to indkomstår ikke havde været så væsentlige, at det havde været nødvendigt at foretage en taksation i medfør af skattekontrollovens § 2, stk. 2.

Efter Landsskatterettens opfattelse kunne negativ kassebeholdning i et kasseregnskab ikke anses for udtryk for, at et tilsvarende beløb havde været til stede i kassen, og forhøjelserne med konstaterede negative beholdninger kunne derfor ikke anses for at være forhøjelser med dokumenterede konkrete og nøjagtige beløb. Retten måtte derfor være enig med klagerens revisor i, at forhøjelserne måtte anses for at være skønsmæssige, hvorfor forhøjelsen for 1985 bortfaldt som ugyldig. Forhøjelserne for 1986 og 1987 kunne på grund af beløbenes størrelse ikke anses for at være en følge af skøn over klagerens privatforbrug, hvorfor også disse forhøjelser bortfaldt. Som følge heraf bortfaldt også skattekontrollovstillæggene.

LV 1989, L 2.7. og T 2.3.

Forhøjelser foretaget med beløb, svarende til konstaterede negative kassebeholdninger, måtte anses for skønsmæssige forhøjelser, idet en negativ kassebeholdning i et kasseregnskab ikke kunne anses for udtryk for, at beløbet havde været til stede. Forhøjelsen for det første af tre år bortfaldt herefter som følge af bestemmelsen i den tidligere skattestyrelseslovs § 15, stk. 5, medens forhøjelserne for de to følgende år bortfaldt som følge af, at forhøjelsernes størrelse ikke kunne anses for at være en følge af et skøn over klagerens privatforbrug.