Formue, fast ejendom, begrænset skattepligt. (* 1)

Formue, fast ejendom, begrænset skattepligt. (* 1)

A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige ligningsmyndigheder ikke havde imødekommet et efterfølgende indsendt andragende om nedsættelse af formuen med 268.800 kr., svarende til værdien af 2 ubebyggede sommerhusgrunde, der oprindeligt havde været medregnet i den selvangivne formue.

Det var oplyst, at klageren var fast bosiddende i Sverige, og var anset for begrænset skattepligtig til Danmark.

Af den af skatterådet afsagte kendelse fremgik, at man ved afgørelsen af spørgsmålet, om de 2 ubebyggede sommerhusgrunde skulle medregnes til formuen eller ej, havde taget udgangspunkt i, at klageren var fast bosiddende i Sverige som begrænset skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra e. Det var således ikke tillagt betydning, at grundene for tiden ikke afkastede indtægter.

For Landsskatteretten henviste klagerens revisor til bestemmelsen i kildeskattelovens § 2, stk. 9, (tidligere stk. 8), idet han gjorde gældende, at der til formuen kun skulle medregnes »formue, hvorfra de i samme paragrafs stk. 1, litra d og e nævnte indtægter hidrører«. Dette standpunkt anså klagerens revisor for bekræftet i ligningsvejledningen 1987, side 55, pkt. A 2.13 og pkt. A 2.14. Da grundene således ikke afkastede indtægter, var det hans opfattelse, at der ikke var hjemmel til at opretholde formuebeskatningen af sommerhusgrundene.

I forbindelse med sagens behandling for Landsskatteretten udtalte Told- og Skattestyrelsen bl.a., at det næppe havde været lovgivers mening at undlade beskatning i et tilfælde som det foreliggende. I den forbindelse blev det bl.a. gjort gældende, at alene ejerskabet af fast ejendom medførte pligt til at svare formueskat, jf. herved lovens § 2, stk. 1, litra e. Det var således styrelsens opfattelse, at bestemmelsen i § 2, stk. 2, i kildeskatteloven blot angav, at formueskattepligten for en begrænset skattepligtig alene omfattede den formue, der lå til grund for skattepligten efter § 2, stk. 1, litra d og e, og ikke var en yderligere begrænsning af disse bestemmelser. Det måtte således være uden betydning for formueskattepligten, om der aktuelt var et beløb, som kunne indkomstbeskattes.

Landsskatteretten bemærkede, at klagen vedrørte forståelsen af bestemmelsen i § 2, stk. 2, sidste punktum, i lovbekendtgørelse nr. 393 af 18. juli 1984, der vedrørte indkomståret 1986. Indførelsen af den nævnte bestemmelse var oprindeligt sket ved vedtagelsen af statsskatteloven og var herfra overført i forbindelse med vedtagelsen af kildeskatteloven. Spørgsmålet om formueskattepligten fandtes derfor efter rettens opfattelse af skulle afgøres efter den oprindeligt anlagte fortolkning af bestemmelsen i statsskatteloven. Af pkt. 12 i Skattedepartementets cirkulære nr. 65 af 13. marts 1905 angående forskellige spørgsmål vedrørende forståelsen af loven om indkomst- og formueskat til staten fremgik således, at en i udlandet bosat ejer af fast ejendom - den hensyn til, om ejendommen har givet indtægt eller ej i det forud for ligningen gående kalenderår eller regnskabsår - skal svare formueskat her til landet af den værdi, hvortil ejendommen i overensstemmelse med de i lovens § 14, jf. vejledningens artikel 12, givne regler var ansat, med fradrag af den på ejendommen hvilende gæld, jf. lovens § 13.

Landsskatteretten fandt herefter ikke, at det kunne tillægges betydning for det omhandlede år, at de nævnte grunde ikke havde afkastet indtægt. Værdien af de nævnte grunde skulle herefter medregnes til klagerens formue for indkomståret 1986.

LV 1989, DB 3.3.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 8, 1990, s.632

Værdien af 2 ubebyggede grunde her i landet skulle medregnes til den skattepligtige formue for en her til landet begrænset skattepligtig person, fast bosiddende i udlandet, selv om de 2 grunde ikke havde afkastet indtægt i det pågældende år.