Vurdering fast ejendom - dækningsafgiftspligtig forskelsværdi. (* 1)

Vurdering fast ejendom - dækningsafgiftspligtig forskelsværdi. (* 1)

A klagede over den af skyldrådet ved 18. alm. vurdering pr. 1. januar 1986 foretagne ansættelse af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi til 900.000 kr.

Ejendomsværdien var ansat til 1.900.000 kr. og grundværdien til 300.700 kr.

Ejendommen omfattede et samlet grundareal på 388 (m2). Bebyggelsen, der var opført i 1893, med om/tilbygning i 1981/82, omfattede en 3 1/2 etages udlejningsejendom med et bebygget areal på ca. 137 (m2), sammenbygget med en 40 (m2) stor sidebygning i et plan. Endvidere var der et 2 1/2 etages baghus med et bebygget areal på 120 (m2), der var udlejet. Af ejendommens samlede etageareal på 710 (m2) anvendtes 286 (m2) til erhvervsformål, medens de resterende 424 (m2) anvendtes til beboelse.

Til støtte for påstanden henviste klageren til, at mindre end halvdelen af den samlede forskelsværdi kunne henføres til den erhvervsmæssigt udnyttede del af ejendommen, hvorfor ansættelsen af dækningsafgiftspligtig forskelsværdi burde ophæves.

Landsskatteretten bemærkede, at bestemmelserne om dækningsafgiftspligtig forskelsværdi for ejendomme, der anvendes erhvervsmæssigt, var fastsat i kommuneskattelovens § 23 A, stk. 1, med følgende ordlyd

»I primærkommunerne kan kommunalbestyrelsen bestemme, at der som bidrag til de udgifter, ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed, medfører for kommunen, skal svares dækningsafgift af sådanne ejendommes forskelsværdi. Af ejendomme, der delvis anvendes som anført, svares dækningsafgift dog kun, når den del af forskelsværdien, der vedrører den til de nævnte formål anvendte del af ejendommen, udgør mere end halvdelen af forskelsværdien for hele ejendommen.«

Endvidere bemærkede retten, at spørgsmålet om, hvorvidt en ejendom eller en del af denne efter sin anvendelse er omfattet af ovennævnte bestemmelser, træffes af den primærkommune, hvori ejendommen er beliggende, med ankemulighed til Indenrigsministeriet. Efter kommuneskattelovens § 23 A, stk. 5, skal vurderingsrådet på kommunalbestyrelsens begæring foretage de fordelinger af ejendomsværdien og grundværdien, der er nødvendige for beregningen af den omhandlede dækningsafgiftspligt. Klager over vurderingsrådets fordelinger kan med hjemmel i vurderingslovens § 33, stk. 2, og § 42 indbringes til pådømmelse af skyldrådet og Landsskatteretten.

Landsskatteretten havde besigtiget ejendommen og efter de herved konstaterede forhold om ejendommens beliggenhed, bebyggelsens størrelse, standard og vedligeholdelsesstand samt ejendommens anvendelse, sammenholdt med oplysninger om lejeniveau for henholdsvis erhvervslokaler og beboelseslejemål, fandt retten ikke grundlag for at antage, at den del af forskelsværdien, der kunne henføres til den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen, oversteg halvdelen af forskelsværdien for hele ejendommen.

Den foretagne ansættelse af dækningsafgiftspligtig forskelsværdi blev derfor ophævet.

Landsskatteretten ophævede den i medfør af kommuneskattelovens § 23 A, stk. 1, ansatte dækningsafgiftspligtige forskelsværdi for en ejendom, idet den del af forskelsværdien, der kunne henføres til den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen, ikke kunne antages at overstige halvdelen af forskelsværdien.