Aktiesalg - holding - udlodning. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Aktiesalg - holding - udlodning. (* 1)
Ingeniør A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder for indkomståret 1983 havde anset ham for almindelig indkomstskattepligtig af et beløb på 400.000 kr., der var anset for udlodning i forbindelse med salg af aktier i B A/S, hvortil kom 100.000 kr., som var skattegodtgørelse heraf, i alt 500.000 kr.
Det fremgik i øvrigt af sagen, at der i juni 1979 var stiftet et aktieselskab, B A/S, af 5 personer, hvoraf klageren var den ene. Aktiekapitalen i det nystiftede selskab havde andraget 200.000 kr., der var fordelt med 20% til hver af stifterne. I forbindelse med stiftelsen havde det nystiftede selskab overtaget værdierne i et bestående selskab, hvis virksomhed blev videreført i det nystiftede selskab. Samtlige stiftere havde været medarbejdere i det selskab, hvis aktiviteter man havde overtaget. I henhold til generalforsamlingsbeslutninger i oktober 1980 og december 1981 var aktiekapitalen udvidet til i alt 600.000 kr. Aktiekapitalen var fortsat fordelt med 20% til hver af stifterne.
I december 1982 havde de samme personer stiftet Holdingselskabet C ApS med en indskudskapital på 30.000 kr., der senere var udvidet til 80.000 kr. Anpartskapitalen i holdingselskabet ejedes - og ejes - af samme personkreds, som besad aktierne i B A/S og med samme forholdsmæssige fordeling.
I forbindelse med stiftelsen af holdingselskabet var aktiekapitalen i B A/S opdelt i 3 aktieklasser a 200.000 kr. Aktiekapitalen blev fordelt således, at A-aktier tildeltes normal udbytteret, medens B- og C-aktierne tildeltes senere indtrædende udbytte.
I juni måned 1983 havde aktionærerne i B A/S overdraget A-aktierne til holdingselskabet til en kursværdi af 1250, svarende til en købesum på 2,5 mio. kr. Det købende holdingselskab havde udstedt 5 enslydende gældsbreve a 500.000 kr. til hver af aktionærerne. Gældsbrevene skulle af holdingselskabet afvikles over 10 år, men uden forrentning.
En i 1984 foretagen overdragelse af B-aktierne var omgjort efter tilladelse hertil fra Statsskattedirektoratet.
Skattemyndighederne havde ved ansættelsen henvist til, at der var sammenfald mellem køber og sælgerinteresser, hvorfor de betalinger, der ved salget tilflød aktionæren i kraft af aktiebesiddelsen i B A/S, måtte anses for udlodning af overskud og reserver og dermed almindelig indkomstskattepligtig i henhold til bestemmelsen i ligningslovens § 16 A.
Skattemyndighederne havde henvist til, at det, aktionærerne havde ønsket sig i 1983, var at opnå en udlodning, og at der alene havde ligget skattetænkning bag dispositionerne. Det var endvidere anført, at de nuværende holdingregler kun var en formalisering af tidligere fulgte regler, hvorfor dispositionen var et forsøg på omgåelse af skatteforpligtelsen.
Klagerens repræsentant understregede, at der ikke fandtes retligt grundlag for anvendelse af ligningslovens § 16 A, men at der beskatningsmæssigt måtte forholdes i overensstemmelse med aktieavancebeskatningslovens regler. Såfremt dette ikke blev lagt til grund, var den foretagne afgørelse udtryk for en praksisskærpelse med tilbagevirkende kraft.
Repræsentanten henviste særligt til afgørelsen ved Østre Landsrets dom af 1. juli 1988, 14. afdeling, nr. 435-1987, i hvilken det udtrykkeligt blev udtalt, at der først ved ændringen af ligningslovens § 16 B i 1984 blev indført en udtrykkelig hjemmel til indkomstbeskatning af afståelsessummen ved aktiesalg til holdingselskabet. Han anførte endvidere, at der ej heller i den øvrige skattelovgivning var bestemmelser om indkomstbeskatning af sådanne aktiesalg, i hvilken forbindelse han understregede, at det i den nævnte dom blev udtalt, at uanset at aktiesalget var sket ud fra skattemæssige overvejelser, var gevinsten skattefri, da der ikke var hjemmel til indkomstbeskatning. Nærværende sag var i realiteten identisk med den således afgjorte sag, uanset at denne vedrørte kursspørgsmål, idet klageren i nærværende sag - ligesom i den nævnte sag - ikke ejede mere end 20% af selskabets aktier.
Med hensyn til den anvendte kurs ved overdragelsen af aktierne var den skatteteknisk korrekte kurs 998, men dette var imidlertid en kontantkurs. Den ved overdragelsen anvendte kurs på 1250 var derfor en tilnærmet kurs, hvor det måtte tages i betragtning, at der var tale om rentefri betaling over 10 år. Såfremt kursen havde været baseret på bestemmelserne i aktionæroverenskomsten, ville dette have givet en kurs på 1346.
Efter de under sagen fremkomne oplysninger fandt Landsskatterettens medlemmer i overensstemmelse med principperne i den af klagerens repræsentant påberåbte Østre landsretssag, at der ikke i skattelovgivningen for indkomståret 1983 var hjemmel til indkomstbeskatning af vederlaget for aktierne, og at avance måtte behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Retten fandt ej heller grundlag for at tilsidesætte den ved overdragelsen anvendte kurs 1250, når hensås til den skattemæssige kursværdi samt til det forhold, at betalingen blev erlagt i form af pantebreve, som - ubestridt - skulle kursfastsættes. Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat i overensstemmelse med klagerens påstand.
LV 1989, SF 1.1. og SH 1.2.
Aktiekapitalen i et A/S ejedes af 5 aktionærer med 20% til hver. I 1983 stiftede disse aktionærer et holdingselskab - samme aktiefordeling - og en del af aktierne i det oprindelige selskab blev solgt til holdingselskabet. Avancen herved kunne ikke beskattes som udlodning til aktionærerne - ingen hjemmel til sådan beskatning i 1983 - men måtte behandles efter aktieavancebeskatningslovens regler.