Fratrædelsesgodtgørelse.(* 1)

Fratrædelsesgodtgørelse.(* 1)

Økonomichef A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet hans selvangivne indkomst for 1987 med 193.900 kr. i yderligere lønindtægt.

Det fremgik af sagen, at klageren ved kontrakt med B A/S, underskrevet i april 1987, blev ansat som økonomidirektør i selskabet med tiltrædelse den 1. august 1987. Imidlertid blev klageren af B løst fra ansættelseskontrakten inden tiltrædelsesdatoen (»fristillet«). I denne anledning havde klagerens advokat rejst krav om et beløb på 250.000 kr., svarende til 6 måneders løn, under henvisning til ansættelseskontraktens punkt 7, hvori klageren var tilsagt en opsigelse på 6 måneder.

Ved skrivelser i juli 1987 blev fremsendt et forligstilbud fra B's advokat, hvorefter klageren som konsulenthonorar for rådighedspligt i august måned 1987 skulle modtage 200.000 kr.

Ved indkomstopgørelsen havde klageren henført nævnte beløb minus advokatomkostninger, 6.100 kr., eller i alt 193.900 kr., til særlig indkomstbeskatning, idet beløbet var anset for omfattet af lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 9.

Ved den påklagede afgørelse var beløbet henført til almindelig indkomstbeskatning, jf. nævnte lovs § 3, nr. 6. Der var herved henvist til, at klageren, uagtet at rådighedspligten aldrig var blevet aktuel, havde opnået et vederlag med udgangspunkt i opsigelsesvarsel for at stå til disposition for B i en kortere periode. Det var ligeledes skattemyndighedernes opfattelse, at der ikke havde været overvejelser om at opnå erstatning for uberettiget afskedigelse. Man havde derfor fundet, at uanset at klageren ikke fysisk havde været beskæftiget hos B A/S, fandtes rådighedspligten at bekræfte, at det udbetalte beløb kunne henføres til klagerens forventede aflønning hos B A/S. Da beløbet var udbetalt til klageren med baggrund i opsigelsesvarsel og endvidere var udbetalt som vederlag for rådighedspligt, var beløbet anset som almindelig skattepligtig lønindtægt.

Klagerens advokat gjorde gældende, at beløbet var udbetalt for, at klageren havde opgivet sine rettigheder i henhold til ansættelseskontrakten, således at der var tale om en engangsbetaling, som var omfattet af lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 9. Advokaten anførte, at når B havde meddelt klageren, at han ikke kunne bruge ham som aftalt, og når klageren ikke var forpligtet til at modtage en alternativ arbejdsstilling, havde der været tale om uberettiget afskedigelse og derfor bortvisning fra en stilling, der ikke var tiltrådt. Dette gav krav på godtgørelse i medfør af funktionærloven. Godtgørelsen efter funktionærloven androg kun 3 måneder ubetinget, og da klageren havde 6 måneders opsigelsesvarsel, ville han ikke nøjes med en engangserstatning på 125.000 kr. Samtidig ville han gerne stilles frit for at kunne videreuddanne sig, søge anden stilling o.lign. Resultatet af forhandlingerne var blevet en engangssum på 200.000 kr. udbetalt uden skattetræk i juli 1987, dvs. et højere beløb end minimumserstatning efter funktionærloven, men et mindre beløb end en opsigelse med 6 måneders varsel ville have gjort - med andre ord en aftalt erstatning.

Landsskatteretten fandt, at klageren var fratrådt sin ret efter en ansættelseskontrakt, hvilket måtte sidestilles med fratrædelse af en stilling, jf. § 2, nr. 9, i lov om særlig indkomstskat m.v. Men da bestemmelserne i samme lovs § 3, stk. 1, nr. 6, efter sin formulering og indhold tager sigte på ophævelse af bestående arbejdsforhold og på at imødegå aftaler, hvorved almindelige indkomstskattepligtige indtægter søges unddraget indkomstbeskatning, fandt retten i overensstemmelse med den i Meddelelser fra Landsskatteretten 1968 under nr. 108 offentliggjorte kendelse, at forholdet ikke kunne anses for omfattet af sidstnævnte lovbestemmelse. Landsskatteretten kunne herefter tiltræde advokatens påstand, hvorefter det oppebårne erstatningsbeløb i sin helhed henførtes til særlig indkomstbeskatning.

Den påklagede ansættelse af klagerens skattepligtige indkomst blev herefter nedsat med 193.900 kr., medens hans særlige indkomst blev ansat til 193.900 kr.

LV 1989, D 1.10.1.

Et beløb, der blev udbetalt til en direktør i anledning af, at han - inden han var tiltrådt en stilling - blev løst fra ansættelseskontrakten, blev anset for at kunne henføres til særlig indkomst.