Afskrivning - vandkunst. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Afskrivning - vandkunst. (* 1)
A A/S klagede for skatteåret 1987/88 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke fuldt ud havde godkendt selskabets afskrivning på en vandkunst.
Selskabet havde i regnskabsåret 1986 bekostet en vandkunst med et muret anlæg, et springvand og en bronzestatue, der var opstillet på selskabets parkeringsplads i X. Den samlede udgift havde andraget 322.393 kr., og selskabet havde fratrukket et afskrivningsbeløb på 10%, eller 32.239 kr.
Den påklagede indkomstansættelse beroede på, at de stedlige skattemyndigheder havde nægtet afskrivningsret vedrørende den del af den samlede udgift, der vedrørte bronzestatuen, 187.393 kr., og derfor havde forhøjet den selvangivne indkomst med 18.739 kr. Forhøjelsen var begrundet med, at statuen ikke kunne antages at undergå forringelse, og der var herved henvist til en kendelse, offentliggjort i Landsskatterettens Meddelelser som 1961 nr. 116, en sag, hvor afskrivning var nægtet med tilsvarende begrundelse vedrørende tre bronzestatuer og nogle malerier.
Selskabets revisor nedlagde påstand om godkendelse af hele den fratrukne afskrivning. Til støtte herfor henviste revisoren til en afgørelse (H.10.916) fra det daværende Ligningsdirektorat. Ved denne afgørelse, der angik et springvandsanlæg, der var taget i brug i 1968, blev der indrømmet afskrivning på udgravningsudgifter og udgifter til støbning af springvandsbassin i medfør af § 18 c i afskrivningsloven, afskrivning på udgiften til centrifugalpumpen efter lovens afsnit I og afskrivning på de øvrige udgifter over en 10-årig periode som reklameudgift.
Revisoren, som anførte, at sagen angik et springvandsanlæg bekostet af en musikhandler i Y, gjorde gældende, at lighedsgrundsætningen i dansk ret måtte føre til, at der kunne afskrives på et springvandsanlæg i X såvel som i Y.
Landsskatteretten fandt, at afskrivning på springvandsanlægget - bortset fra bronzestatuen - med rette var tilladt fratrukket i den skattepligtige indkomst for 1986. Men retten måtte tillige være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at bronzestatuen ikke kunne antages at være udsat for fysisk forringelse som følge af brugen. Afskrivning på denne del af anlægget kunne derfor hverken begrunde fradrag i henhold til afskrivningslovens regler eller i henhold til reglerne om fradrag af driftsudgifter i henhold til statsskattelovens § 6 a. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.
LV 1989, L 5.1.
Den del af udgifterne til en vandkunst, som vedrørte en bronzestatue, kunne hverken afskrives efter afskrivningslovens regler eller betinge fradrag som driftsomkostning efter statsskattelovens § 6 a, idet statuen ikke kunne antages at være udsat for fysisk forringelse.