Befordring, begrænset område. (* 1)

Befordring, begrænset område. (* 1)

A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke fuldt ud havde godkendt hans opgørelse af fradrag for befordringsudgifter.

Det fremgik af sagen, at klageren i 1986 havde arbejdet indenfor det storkøbenhavnske område. Klageren havde over for de lokale skattemyndigheder påstået fradraget for afholdte befordringsudgifter opgjort til i alt 17.873 kr., reduceret med modtagen kørselsgodtgørelse, 12.998 kr., eller til 4.875 kr. Klageren havde i et vist omfang kørt med sine kolleger til arbejdsstedet. Ved beregningen af ovennævnte beløb havde klageren opgjort fradraget for denne del af sin befordring til 8.157 kr. efter reglerne i ligningslovens § 9, stk. 1-3.

De lokale skattemyndigheder havde i overensstemmelse med dagældende praksis godkendt beregningen af fradraget for kørsel til området. Man havde derimod ment, at fradraget for den del af kørslen, der havde fundet sted inde i området, måtte beregnes efter bestemmelsen i ligningslovens § 9 B om kørsel til skiftende arbejdssteder. Fradrag efter denne bestemmelse forudsætter, at kørslen har medført udgifter, hvad den ikke havde for klagerens vedkommende i det omfang, han havde kørt med kolleger. Der var derfor ikke godkendt fradrag for denne kørsel. På dette grundlag var klagerens fradrag for kørsel til området beregnet til 160 dage a 90 km -20 km a 1,10/0,275 kr., eller til 7.568 kr. Det begærede fradrag var herefter beskåret med 589 kr. til 4.286 kr.

Under henvisning til en af Vestre Landsret den 28. oktober 1988 afsagt dom udtalte Statsskattedirektoratet i cirkulære af 22. juni 1989, at hidtidig praksis vedrørende fradrag for kørsel til et begrænset område måtte anses for opgivet med virkning fra indkomståret 1983 og følgende år. Herefter ville der for de pågældende skatteydere være at godkende fradrag efter ligningslovens § 9 B.

Da klageren efter det oplyste havde kørt i egen bil hver 4. uge, nemlig 11 dage til X og 55 dage til Y, mens resten af klagerens kørsel var sket sammen med kolleger, kunne hans fradrag i henhold til det nævnte cirkulære efter ligningslovens § 9 B opgøres til (11 dage a 124 km + 55 dage a 130 km) x 1,89 kr. eller til 16.090 kr. Da han havde modtaget kørselsgodtgørelse på 12.998 kr., androg fradraget 3.092 kr.

Det bemærkedes herved, at klagerens kørsel med kolleger som nævnt foran ikke kunne begrunde fradrag efter ligningslovens § 9 B, og det nu beregnede fradrag blev, som det fremgår af det foran oplyste, mindre end det ved ansættelsen godkendte. Da beregningen af det godkendte fradrag imidlertid var i overensstemmelse med den forud for nævnte cirkulære gældende praksis, fandt Landsskatteretten ikke anledning til at forhøje den foretagne ansættelse af klagerens skattepligtige indkomst.

Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.

I et tilfælde, hvor kørselsfradrag beregnet efter de nye regler i SD-cirkulære af 22. juni 1989, gældende tilbage fra indkomståret 1983, blev lavere end det ved ansættelsen for 1986 godkendte - beregnet efter de dagældende regler - fandt Landsskatteretten ikke anledning til at forhøje ansættelsen.