Handelsrejsende - biltelefon. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Handelsrejsende - biltelefon. (* 1)
Konsulent A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt det af ham foretagne fradrag for udgifter til samtaler over biltelefon, 2.647 kr. Af sagens oplysninger fremgik, at klagerens arbejdsgiver, der havde tilladelse til brug af en mobil radiostation, havde afholdt udgiften til anskaffelsen af en biltelefon, der var installeret i klagerens bil. Ved indkomstopgørelsen havde klageren fradraget udgifterne til samtaler over biltelefonen og herudover benyttet det for handelsrejsende gældende standardfradrag. Klageren havde i 1986 haft 223 rejsedage. Klageren nedlagde principalt påstand på godkendelse af det foretagne fradrag, idet han gjorde gældende, at udgifterne ved brug af biltelefonen ikke kunne anses for dækket af standardfradraget, men måtte anses for fradragsberettigede på linie med udgifter afholdt til telefon i hjemmet. Til støtte herfor henviste klageren bl.a. til Østre Landsrets dom af 3. september 1981. Her havde landsretten fundet at de udgifter, som den pågældende skatteyder havde haft i forbindelse med afholdelse af udstillinger, adskilte sig fra de udgifter af mindre omfang, som knyttede sig til almindelige kunderejser, og som til en vis grad var udokumentable småudgifter. Klageren henviste endvidere til, at det var praksis, at udgifter til gaver, som en handelsrejsende gav i forbindelse med højtider, jubilæer m.v.,
kunne fradrages ved siden af standardfradraget. Subsidiært nedlagte klageren påstand på, at der blev ansat en privat andel af de afholdte udgifter. Landsskatteretten fandt at de omhandlede udgifter til brug af biltelefon som andre telefonudgifter afholdt i tilknytning til rejser måtte anses for omfattet af standardfradraget for handelsrejsende. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet. LV 1989, D 3.17.
En konsulent, hvis arbejdsgiver havde afholdt udgiften til installation af biltelefon i klagerens bil, blev ikke anset for berettiget til specielt fradrag for samtaleudgifter for biltelefonen, idet udgifterne blev anset for omfattet af standardfradraget for handelsrejsende, som klageren havde foretaget.