Gaveafgiftsberegning - værdiansættelse -driftsmidler. (* 1)

Gaveafgiftsberegning - værdiansættelse -driftsmidler. (* 1)

Gårdejer A klagede over, at amtsskatteinspektoratet ved beregning af gaveafgift havde ansat en merværdi på driftsmidler på 240.000 kr. Driftsmidlerne var overdraget til klagerens søn samtidig med, at denne havde overtaget klagerens landbrugsejendom i 1984.

Det fremgik af sagens oplysninger, at sønnens købesum for ejendommen, 1,6 mio. kr., skulle berigtiges dels ved overtagelse af prioritetsgæld og udstedelse af pantebrev, dels ved betaling af knap 500.000 kr. kontant. Købesummen var af parterne specificeret således, at 1,15 mio. kr. var betaling for selve ejendommen, medens der for det medfølgende løsøre var erlagt 450.000 kr. Fastsættelsen af overdragelsessummerne var foregået i samråd mellem klageren og dennes økonomikonsulent samt den ved handelen medvirkende advokat.

Efter at amtsskatteinspektoratet havde anfægtet salgssummen for inventaret (men ikke det beløb, for hvilket selve ejendommen var overdraget), havde klageren i marts 1987 ladet en maskinhandler, som havde leveret nogle af de til sønnen med ejendommen solgte driftsmidler, foretage besigtigelse af disse med henblik på en nøje vurdering af den daværende værdi ifølge brugtkataloger m.m. af hver enkelt inventargenstand, under hensyn bl.a. til dens tilstand og hidtidige brug m.v. Maskinhandleren havde ved sin vurdering endvidere taget hensyn til »modificerede katalogpriser«, idet alle maskinerne vurderedes til det beløb, hver enkelt ville have kostet i »ren« handel, dvs. uden at en brugt maskine indgik i bytte ved anskaffelsen.

Vurderingssummen - der var udtryk for en samlet realisationspris i »ren« kontant handel - var herefter blevet på 451.500 kr.

Bl.a. på grundlag af oplysninger fra klagerens regnskaber havde amtsskatteinspektoratet revideret værdien af de mere kostbare maskiner. Inspektoratet havde ansat den gennemsnitlige årlige værdiforringelse til 12,5% og beregnet differencen mellem de således udfundne værdier og beløbene ifølge den af maskinhandleren udarbejdede vurdering. Herved var man nået til en samlet værdi af den overdragne maskinpark på 701.796 kr. Der var foretaget en skønsmæssig nedrunding til en skatte- og afgiftsmæssig værdi på 690.000 kr., og dette beløb var lagt til grund ved den påklagede gaveafgiftsberegning.

Klagerens revisor protesterede mod amtsskatteinspektoratets værdiansættelse, idet han navnlig gjorde gældende, at i det omfang, inspektoratet havde anvendt konstaterede byttesummer som udgangspunkt for vurderingen af det enkelte driftsmiddel, var nået en alt for høj værdi.

Revisoren bemærkede tillige, at der i den foreliggende situation burde regnes med den i visse andre skattemæssige forbindelser anerkendte årlige nedskrivning på 20% i stedet for den af inspektoratet benyttede sats på 12,5%. 20%-satsen hang i øvrigt for klagerens vedkommende godt sammen med, at maskinerne havde arbejdet i svær og sur mosejord, hvad der særligt sled på selvkørende materiel.

I forbindelse med klagen til Landsskatteretten indhentede revisoren en erklæring fra den nævnte maskinhandler, og heri blev der givet udtryk for, at både bruttoprisen og avancen på nye landbrugsmaskiner var urealistisk høje. Sædvanligvis vil maskinhandlerne dog fralægge sig en ikke ubetydelig del af bruttofortjenesten derved, at der gives en stor overpris for en ibyttetaget brugt maskine, eller, når der handles uden bytteobjekt, ydes køberen en meget høj rabat.

Revisoren havde endvidere udarbejdet en ny opgørelse over det solgte inventars værdi, idet det, efter fornyet gennemgang af klagerens bogføring og tilvejebringelse af købsbilag, var fastslået, hvor mange af de til sønnen solgte maskiner, der af klageren var købt i »ren« handel. Herefter var den samlede inventarværdi - efter korrektion af enkelte andre fejl i den oprindelige opgørelse, og med anvendelse af 20% årlig nedskrivning - opgjort til 461.654 kr.

Det blev i øvrigt oplyst, at klageren i anledning af salget af sine maskiner havde selvangivet særlig indkomst med 13.757 kr. ud fra den i skødet angivne salgspris for disse driftsmidler.

Revisoren henviste til støtte for sin påstand om nedsættelse af den ansatte inventarværdi endelig til, at det i Landsskatterettens praksis - med hensyn til varelageropgørelser - kunne anses for accepteret, at forskellen på »indbytningsprisen« og »dagsprisen« var relevant.

Amtsskatteinspektoratet fik lejlighed til at afgive en fornyet udtalelse til sagen efter det under Landsskatterettens behandling fremkomne.

Inspektoratet bestred ikke rigtigheden af det ovenfor anførte om prisdannelsen på markedet for landbrugsmaskiner, men anførte, at både det forhold, at her var tale om en samlet handel om maskiner, hørende til en igangværende virksomhed, og at i hvert fald visse af de af sønnen erhvervede driftsmidler ville indgå i senere byttehandler, måtte påvirke den skatte og afgiftsmæssige værdi af klagerens maskinpark.

Det anførtes endvidere bl.a., at landbrugerne ofte i deres driftsregnskaber netop anvendte en årlig afskrivningsprocent på 12,5% vedrørende driftsmidler, og inspektoratet havde i øvrigt fulgt en fra vedkommende kommune foreliggende indstilling om, at denne sats blev lagt til grund i sagen.

I mangel af mere generelle retningslinier på området og efter en konkret bedømmelse af denne sag, hældte inspektoratet til den anskuelse, at den påklagede skatte- og afgiftsmæssige værdi burde fastholdes, idet der herved formentlig også måtte henses til, at inventaret ikke var solgt kontant til sønnen, men var indgået som en del af den prioriterede købesum for ejendom og driftsmidler.

Landsskatteretten bemærkede, at det af punkt 21 i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 om værdiansættelsen af aktiver og passiver ved bl.a. gaveafgiftsberegninger fremgår, at maskiner, inventar og lignende driftsmidler skal ansættes til værdien i handel og vandel. I punkterne 25 og 24 udtales det, at maskiner m.v. kan ansættes til den pris, der kan forventes opnået ved et samlet salg, f.eks. ved salg af erhvervsvirksomheden. Værdien skal ansættes uafhængigt af foretagne skattemæssige afskrivninger.

Retten var enig med klagerens revisor i, at værdiansættelsen måtte tage udgangspunkt i inventarets antagelige værdi i »ren« handel uden bytteobjekt, og var endvidere af den opfattelse, at det fulgte af værdiansættelsescirkulærets regler, at vurderingen måtte ske på grundlag af kontantværdier.

Efter de under sagens behandling tilvejebragte oplysninger m.v. lagde retten til grund, at værdien i handel og vandel af det overdragne inventar ikke med fornøden sikkerhed kunne antages at have oversteget det i skødet angivne beløb af 450.000 kr. Denne værdi fandtes efter omstændighederne at kunne lægges til grund som en i overensstemmelse med det omtalte cirkulære - herunder med indrømmelse af rimelig skønstvivl - foretaget opgørelse af maskinparkens skatte- og afgiftsmæssige værdi.

Den skatte- og afgiftsmæssige værdi af driftsmidler ved gaveafgiftsberegningen blev herefter ansat til 450.000 kr.

Ved gaveafgiftsberegning ved overdragelse af driftsmidler sammen med en landbrugsejendom skulle værdien af driftsmidlerne fastsættes efter reglerne i værdiansættelsescirkulæret - uafhængigt af foretagne afskrivninger. Værdien i handel og vandel måtte fastlægges efter priserne ved »ren« handel og efter kontantprisen.