Formueopgørelse - fradrag - beslaglæggelse - skatteefterbetaling.(* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Formueopgørelse - fradrag - beslaglæggelse - skatteefterbetaling.(* 1)
A klagede for indkomstårene 1984 og 1985 over, at amtsligningsrådet ikke havde godkendt, at der ved opgørelsen af hans skattepligtige formue kunne indrømmes fradrag for det beløb, der i forbindelse med en mod klageren verserende straffesag var beslaglagt til sikkerhed for skatteefterbetaling m.v., subsidiært for det beløb, klageren ved endelig dom blev pålagt at udrede.
Det fremgik af sagens oplysninger, at der i forbindelse med afholdelse af grundlovsforhør i september 1984 af byretten i X blev beslaglagt et beløb på i alt 5.239.000 kr. til sikkerhed for skatteefterbetaling for årene 1982-1983 inkl. samt omkostninger. Byretten i X havde behandlet sagen i sommeren og afsagt dom i september 1986. Klageren var her dømt til at efterbetale 4.531.100,74 kr. plus omkostninger. Sagen blev af klageren indbragt for landsretten, som havde afsagt dom i august 1987, hvor efterbetalingsbeløbet var blevet nedsat til 3.951.146,32 kr.
Klagerens advokat påstod formueansættelserne nedsat med principalt 5.172.219 kr., subsidiært 3.951.146 kr. (indkomståret 1984), henholdsvis med principalt 5.239.000 kr., subsidiært 3.951.146 kr. (indkomståret 1985). De nævnte beløb udgjorde principalt det beløb, som skattevæsenet og anklagemyndigheden i forening havde beslaglagt til dækning af skattekrav m.v. under den mod klageren rejste straffesag, subsidiært de ved landsrettens dom fastlagte skattekrav.
Advokaten anførte, at det fremgik af fast praksis, jf. herved SD-cirkulære 1983-26, at restskat, der var angivet på en slutopgørelse, kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige formue for det indkomstår, hvor slutopgørelsen var modtaget. Advokaten anførte i forbindelse hermed, at det forhold, at skattemyndighederne i det foreliggende tilfælde havde undladt at udfærdige en slutopgørelse, men i stedet havde oversendt sagen til anklagemyndigheden med anmodning om at inddrive beløbet, måtte sidestilles med udskrivning af en slutopgørelse. Det forekom efter advokatens opfattelse stødende, såfremt det forhold, at skattevæsenet undlod at udskrive slutopgørelse, skulle bevirke, at et skattekrav, der dannede grundlag for anholdelse og varetægtsfængsling, ikke skulle kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige formue.
Til støtte for det synspunkt, at skattekravet kunne danne grundlag for fradrag i formuen, henviste advokaten endvidere til Landsskatterettens praksis vedrørende gaveafgift.
Landsskatteretten fandt efter de foreliggende oplysninger at måtte lægge til grund, at der ikke ved udløbet af indkomstårene 1984 og 1985 forelå en aktuel forpligtelse til at udrede et bestemt efterbetalingsbeløb, idet dette først var endeligt fastsat ved landsrettens dom i august 1987. Retten fandt herefter ikke, at der var grundlag for at indrømme fradrag ved formueopgørelsen i henhold til bestemmelsen i statsskattelovens § 13, litra a. De påklagede ansættelser blev herefter stadfæstet.
LV 1989, N 4.1.
Beløb, der af en byret var beslaglagt til sikkerhed for skatteefterbetaling, kunne ikke fradrages i den skattepligtige formue, idet forpligtelsen til at udrede et bestemt efterbetalingsbeløb først var endeligt fastsat ved en landsretsdom ca. 3 år efter beslaglæggelsen.