Legislator Case Law & Legislation
W19901801125 DK

Boopgørelse - kurs anparter - køberet. (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1990 18011 Valid

Boopgørelse - kurs anparter - køberet. (* 1)

Boet efter ejendomsmægler A, der var afgået ved døden i februar 1986, klagede over, at skatterådet havde forhøjet arvebeholdningen med 696.000 kr. Dette skyldtes, at nominelt 80.000 kr. anparter i B ApS var ansat til kurs 970, eller 776.000 kr., medens de i boopgørelsen var medregnet til kurs 100, eller 80.000 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at afdøde A i sommeren 1984 havde stiftet et anpartsselskab med en egenkapital på 80.000 kr. Da afdøde som lønnet ejendomsmægler ikke var interesseret i at stå som ejer, havde han ladet en ven anmelde selskabet til Aktieselskabsregisteret, ligesom vennen var anmeldt som direktør.

A's søster C forklarede, at hun og broderen havde haft den plan, at de skulle købe en ældre ejendom, som skulle sættes i stand. Hun kunne ikke stå som ejer, da hun på det pågældende tidspunkt var studerende ved Universitetet og var modtager af Statens Uddannelsesstøtte. De havde derfor valgt at stifte nævnte anpartsselskab, men der var indgået en skriftlig aftale mellem de to søskende i juli 1984, hvorefter C kunne købe de omhandlede anparter til kurs 100 inden 5 år. Selskabet havde herefter erhvervet en ældre ejendom ret tæt på X's centrum, hvor der var et par ledige lejligheder og i alt 10 lejemål. Det var videre oplyst, at C da boede i en andelslejlighed, hun havde erhvervet i året 1981, og at afdøde da boede i lejet lejlighed sammen med en veninde.

C forklarede videre, at det var lykkedes for hende at overtale de resterende lejere i ejendommen til fraflytning, bl.a. ved at skaffe dem bolig andetsteds. Hun havde fået den ide, at der kunne indrettes ældreboliger i ejendommen. Hun havde fået X kommune interesseret i planen, således at selskabet havde solgt det tomme hus samt planerne om indretning af ældreboliger for 3,6 mio. kr. i efteråret 1985.

A var imidlertid afgået ved døden, og C, der var enearving efter broderen, havde i dennes bo gjort sin forkøbsret gældende til nominelt 80.000 kr. anparter i nævnte anpartsselskab til kurs 100. Denne værdi påstod hun således lagt til grund ved boopgørelsen.

De stedlige skattemyndigheder havde været af den opfattelse, at overdragelsen af anparterne til C måtte sidestilles med et arveudlæg, således at kursen på anparterne måtte sættes til kursen i handel og vandel, eller 970. Skattemyndighederne havde begrundet dette synspunkt med, at der i kildeskatteloven ved succession ikke sondredes mellem, hvorvidt et aktiv arvedes eller erhvervedes ved køb. Der var herved henvist til Skattedepartementets værdiansættelsescirkulære af 17. november 1982, punkterne 17 og 14. Punkt 14 omhandlede køberettigheder generelt, medens punkt 17, der var placeret i afsnittet om værdipapirer, fremhævede, at såfremt medaktionærer, der ikke var lodtagere i boet, udnyttede en forkøbsret, måtte man acceptere salgssummen.

De stedlige skattemyndigheder havde fundet, at der havde været tale om et såkaldt gavemiljø, og at det ikke var forretningsmæssige dispositioner, der lå til grund for indrømmelse af køberetten. Man hævdede således, at værdiansættelsen ved opgørelsen for unoterede aktier skulle ske til aktiernes handelsværdi, idet man som nævnt sluttede modsætningsvis fra ovennævnte bestemmelse, således at salgssummen kunne tilsidesættes, når køberen af aktierne var arving i boet.

Boets advokat anførte, at køberetten skulle respekteres af skattemyndighederne, medmindre det var klart, at der på det tidspunkt, hvor køberetten var indrømmet, var et misforhold mellem købesum og handelsværdi. Endvidere anførtes, at dødsbosituationen ikke var anderledes, end hvis C havde gjort sin forkøbsret gældende, medens A var i live.

Landsskatteretten lagde til grund, at der i juli 1984 var indgået en egentlig køberetsaftale mellem de to søskende om ret for søsteren til køb af anparterne i B ApS til kurs 100, og at denne køberet var gældende i 5 år, således at anparterne ikke kunne disponeres til anden side. Det lagdes endvidere til grund, at der ved køberettens stiftelse var overensstemmelse mellem den aftalte købesum og anparternes værdi ved aftalens indgåelse. Endelig var Landsskatteretten enig i, at værdiansættelsen af anparterne skulle foretages i overensstemmelse med reglerne i Skattedepartementets cirkulære af 17. november 1982.

Som det fremgik af cirkulærets punkt 2, skal værdiansættelsen ske til værdien i handel og vandel på det tidspunkt, der var afgørende for afgiftsberegningen. Dette blev uddybet i de følgende punkter for forskellige aktiver. Landsskatteretten fandt, at de generelle retningslinier, som var anført under de enkelte aktiver, ligeledes kunne anvendes for andre aktiver, såfremt der ikke var givet modstridende retningslinier for disse.

Herefter fandt Landsskatteretten, at udgangspunktet for værdiansættelsen af de af sagen omhandlede anparter måtte søges i cirkulærets punkt 14, 3. afsnit. Herefter kunne ejendommens (aktivets) værdi, såfremt der på dødsfaldstidspunktet hvilede en aktuel køberet over ejendommen, sættes til den ved køberetsaftalen fastsatte købesum, såfremt der ikke, da retten tidligst kunne gøres gældende, var et misforhold mellem købesummen og ejendommens værdi. Bestemmelsen i punkt 14, 6. afsnit, fandtes for ubetingede køberetter alene at vedrøre de tilfælde, hvor der var et sådant misforhold

Landsskatteretten fandt ikke, at der for værdipapirer var givet retningslinier, der var i modstrid med dette generelle udgangspunkt, idet specielt bemærkedes, at cirkulærets punkt 17, 3. afsnit, alene fandtes at vedrøre de tilfælde, hvor der var vedtægtsmæssige begrænsninger i aktiernes omsættelighed. Landsskatteretten fandt således ikke, at der i nærværende sag var holdepunkter for at fravige den angivne hovedregel, hvorefter værdiansættelsen måtte foretages til den i køberetsaftalen aftalte købesum. Klageren fik således medhold i, at værdien af anparterne skulle sættes til kurs 100, eller til 80.000 kr.

Endelig adm. afgørelse 1990 18011 Valid

I forbindelse med stiftelsen af et anpartsselskab blev indgået en skriftlig aftale, hvorefter stifterens søster inden 5 år kunne købe anparterne til kurs 100. Efter salg af en ejendom var kursen på anparterne 970 i handel og vandel. Inden søsteren havde gjort sin forkøbsret gældende, døde broderen, og søsteren var enearving efter ham. Landsskatteretten gav boet medhold i, at anparterne kunne indgå i boopgørelsen til den i køberetten aftalte kurs på 100, idet der ikke var misforhold mellem denne kurs og værdien ved aftalens indgåelse, og forholdet blev derfor anset for omfattet af punkt 14, 3. afsnit, i Skattedepartementets cirkulære af 17. november 1982 (værdiansættelsescirkulæret).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →